Mandag, 6. december 2021 14:09 |
 Niels Henrik Gregersen Ind i fællesskabet 448 sider Eksistensen
Der er mange interessante og meget vedkommende perspektiver i samtidsteologien om gudsriget og det evige liv. Bogen forsøger bl.a. at rette op på mange af de misforståelser og myter, der hersker omkring tro, kristendom og gudsforhold. En af myterne er bl.a., at vi "SKAL tro for at tækkes Gud". Og at jo mere, vi tror, jo mere får vi tilbage. På den måde får vi gjort troen til en lov og en kraftpræstation. Det er ifølge bogens forfatter netop ikke meningen. Man kan så som troende godt skrive under på, at jo mere, man tror, og jo tættere, man er på sin GUD, jo mere får man tilbage i form af fred, lykke og andre, åndelige gaver. Det er jo så bare en anden snak. En anden myte, han gør op med er, at tro er noget, der kommer fra og foregår inde i en selv. Han sammenligner troen med musikalitet og fortæller, at man har behov for samspil med andre før, at troen for alvor giver mening. En tredie myte er, at troen skulle kræve et særligt talent og skulle være for de udvalgte. Vel er den ej, skriver forfatteren, dog ikke på den måde. Troen er en gave fra Gud, som man er yderst velkommen til at tage imod. Bogen kommer også ind på begrebet dødsforagt, og han kommer ind på, hvor ofte vi mange gange forsøger at glemme døden i det daglige og marganilisrer den til hospitaler og hospice. Han mener, at døden i et godt liv må være til stede i flowet og nyet.
Forfatteren lader sig inspirere af Løgstrups skabelsesteori. Og beskæftiger sig i tyve letlæste kapitler med temaer som død, sorg og nærdødsoplevelser. Endvidere tro, håb og kærlighed, opstandelsen og det evige liv. Meget konkret og jordnært. En righoldig og oplysende bog om det guddommelige. Og som også kommer ind på den døendes forskellige følelser og reaktionsformer, selv om vedkommende har accepteret, at nu kommer døden, og omgivelsernes kontakt til den døende. |
Senest opdateret: Mandag, 6. december 2021 14:28 |
Mandag, 6. december 2021 12:55 |
Simon Kernick Deadline 352 sider Jentas Hvordan skaffer man lige en halv millon pund - fem millioner kroner - i kontanter. Og hvad sker der med en, når de skal skaffes til kidnappere, der har bortført din datter. Godt spørgsmål og man kan sige, at nogle af buddene får vi i denne hæsblæsende spændingsroman, der spiller og leger med stort set alle de ingredienser, der kan fås hos en forfatter.
Det er aften, du kommer sent hjem til et mørkt hus. Telefonen ringer. "Vi har din datter". Din teenagedatter er vitterligt blevet bortført, og nu har du 48 timer til at skaffe pengene. Og hun dør naturligvis, såfremt politiet bliver indblandet.
Udover selve hovedtemaet har bogen også mange andre aspekter, der gør den både vedkommende og menneskelig. Utroskab, jalousi, kapitalisme, udnyttelse af mindrebemidlede, kulturforskelle, boligbobler, anstrengte og pinlige samtaler og så masser af geografiske namedrops i London.
Sådan noget gør bogen troværdig og flersporet.
En god bog der kan holde dig vågen bare lidt længere, end du plejer.... |
Senest opdateret: Mandag, 6. december 2021 13:11 |
Mandag, 6. december 2021 11:48 |
Josefine Klougart Alt dette kunne du få 328 sider Gladiator Litteratur på højt niveau. Klougart er en af de stemmer, der gennem sine bøger gør indtryk. Og er med til at vise, at litteratur og kunst kan noget, som intet andet kan. Man bliver bevæget, og man bevæger sig -, man er et andet sted, fra man er begyndt, og til man eftertænksomt og beriget lukker bogen.
Kun i glimt bliver vores erfaring af verden lige så rig som den er i barndommen. Ublandet med bevidstheden om sig selv - en ren følelse, uadskilleligt fra mennesket. Senere bliver vores erfaringer mangetydige, de forbinder sig øjeblikkeligt med andre erfaringer og bliver på den måde mindre hele. Mindre fuldstændige. Lækre og intense vendinger. Kolossale dybder. Menneskelig udvikling svøbt i fine gloser, der sprogligt nok ser ud til at være arbejdet en del med undervejs. Men kernen i det hele, det må bestemt være Klougart, der som kunstner evner, måske endda ønsker, at få os til at opleve vort liv maksimalt ved at udvide repertoiret af de musikstykker, vi forsøger os med gennem tilværelsen. Romanen er fyldt med metaforer og symbolikker, og den er ikke nødvendigvis for nybegyndere, eller også kræver den mindst, at man som menneske kan se idéen i at rykke sig, i at turde noget og ville noget, også efter givne, dramatiske oplevelser.
En vinter rejser hovedpersonen Barbara tværs gennem Danmark med sit spædbarn for at være sammen med sin familie, mens faderen skal igennem en større hjerteperation. Operationen går planmæssigt, men dybest set er det tekniske da også det eneste, der går planmæssigt. Det utænkte, det usikre, det overraskende folder sig ud, idet faderen mister hukommelsen, og på den måde skaber Klougart bro mellem vores egen fælles hukommelse og tabet af livet, der var, og vi bliver på smukkeste vis konfronteret med vor egen forgængelighed. Med menneskets og universets og planetens skrøbelighed.
Og i og med at der opstår denne krise i familien, opstår der naturligt nok også et vaccum, hvor uforløste konflikter i familien spirer frem og gror sig større.
At Josefine Klougart kan lide litteratur og eksperimenter med den, ses også, da vi studser lidt over hendes måde at stave Doctor Zhivago på, for det er vist nok den helt rigtige stavemåde - back to roots.. De fleste steder staver man det med S og W og uden h.
Man bliver løftet op, på en eller anden måde bliver man større ved læsningen af bogen her, og forklaringen må være, at den tilfører os noget som menneske. Noget vi måske ikke var klar over, der fandtes, og hvordan vi kunne få fat i det.
Forfatteren er naturligvis ikke upåvirket af dagens temaer som kønsdebat og klimakrise og formår gennem poesi, lyde, farver og lugte at videregive sin tanker og mætte læseren med bevidste og ubevidste fragmenter af livets voldsomhed og skønhed.
Og så er der bogens forside. Kunst i sig selv.
|
Senest opdateret: Mandag, 6. december 2021 12:44 |
Søndag, 5. december 2021 09:52 |
Lars Løkke Rasmussen Ud af det blå 256 sider Politikens Forlag Det er altid spændende med helt, almindelige menneskers oplevelser gennem Danmark. Når så en forhenværende toppolitiker tager på roadtrip for at tage ud i det blå med en lejet autocamper, så bliver man altså rigtig nysgerrig.
Dels er forfatteren en blændende retoriker og fortæller, dels ser han nu fra fodhøjde danskere og det land, han i årevis har siddet i toppen af dansk politik og skullet passe på.
Han fortæller meget personligt og vedkommende, hvad der har fået ham til at skrive bogen, hvordan han så fik kolde fødder, og hvordan han så alligevel tog mod til sig og gjorde det.
Og DET er vi glade for, at han gjorde.
Bogen er blevet et lille svendestykke i, hvordan man transformerer egne toppolitiske lederevner over i en ganske, almindelig danskers hjerte og nysgerrighed. Lars Løkke Rasmussen ER ikke en almindelig dansker, i og med, at han har været landets statsminister. Det KAN umuligt lade sig gøre at betragte ham som almindelig dansker. Men han KUNNE godt være det, og det udsyn og de perspektiver, han lægger for dagen er blot en uddannelsesmæssig og dannelsmæssig baggrund, der er bygget ovenpå.
Bogen er befriende og godt skrevet.
Med køleskabet fyldt op med kvalitetschokolade er det ved at være tid til at sætte kurs mod Jylland.
Da jeg forlader butikken med endnu en is i hånden....
Forventningens glæde er stor. Det er den også til min næste destination. Qs Barbershop i Vollsmose.
Jeg genopliver Giro 413 og hører Den Gamle Gartners Sang for mit indre øre.
Uden noget klart mål sætter jeg kursen sydover.
Sådan nogle ganske lavepraktiske overvejelser og tanker giver han sig i kast med. Man kan som læser naturligvis ikke undlade at overveje, om han forsøger at tale til sin vælgergruppe i sit nye politiske ståsted; også fordi han ind imellem kommer med holdninger og politiske statements om f.eks. nødvendigheden af nye reformer i sundhedsvæsenet. Det må dog også være ok, idet vi andre også gør os mange tanker. Og sådanne overvejelser har jo været en del af mandens identitet hele hans voksenliv.
Bogen levner os inspiration til eftertanke. Forstået sådan at nogle gange kunne det være ganske givtigt at rive nogle måneder ud af kalenderen, tæt eller ikke tæt, og bare tage rundt i landet og snakke med folk og få en ordentlig en på opleveren. Og som Lars møde iværksættere, kunstnere, landmænd, skolefolk og fiskere. Til slut i bogen gør Lars kort og oplevelser op og laver et slags politisk manifest, og det er en lidt træls sammenblanding. Men det kan man jo bare springe over, hvis man vil holde fingre for sig og fødder for sig. |
Senest opdateret: Søndag, 5. december 2021 10:53 |
Søndag, 5. december 2021 09:18 |
Holger K. Nielsen Det var det værd 350 sider Momenta Et væsentligt tilbageblik og overblik over nærmest det seneste halve århundrede i dansk politik. Set i gulvhøjde og interessant netop fordi Holger K. Nielsen ofte har været kendt som en af de fightere, der har lagt arm med mangen en magtpolitiker - uden selv nødvendigvis at have stræbt efter at blive det samme.
Ganske var han minister et par år i 10erne, en af posterne kun ved en tilfældighed, og ganske vist blev han voldsomt upopulær i egne rækker, da han stemte for DONG-salget.
Det bevidner dog blot, at Holger K. aldrig har været bange for øretæver og for at forsøge at gennemføre det, der står hans hjerte nær. Vi kommer godt omkring mennesket Holger K., der heller aldrig har været bange for at lære noget nyt som f.eks. under de daværende debatmøder i halvfemserne med Uffe Ellemann Jensen.
Han mener også i bogen, at højre-populismen for ofte stikker næsen frem, han mener, at Nyrup var stærk som en okse, han kommer meget ind på sine private overvejelser om dengang at overtage udenrigsministerposten. Og han fortæller også om sit møde med den russiske udenrigsminister. "Lige så begavet og kynisk som han bliver fremstillet i medierne".
Bogen er formet i vedkommende og læsevenlige vendinger, der giver os et godt billede af politik såvel indefra maskinrummet på Borgen som set fra den befolkning på gulvet, som Villy om nogen har gjort en ære i at identificere sig med.
|
Senest opdateret: Søndag, 5. december 2021 09:41 |
Søndag, 5. december 2021 08:52 |
Niels Tolstrup Jorden rundt 278 sider Mellemgaard Em skæg, oplysende og anderledes rejsebog. Den tager os med til New Zealand, Australien, Californien, Oman,Thailand, Sri Lanka, Fransk Polynesien, Nicaragua og mange, andre eksotiske, fremmede, spændende, nogle gange lidt for spændende steder. Tolstrups bog er et cruise på skibet MSC Magnifica. Forfatteren taler på sin vej rundt i verden med både smuglere, soldater, politi og børn på små øer. Han kommer gennem orkaner, og der er altid et twist af humor i sproget som, at her er der huse i en by, der minder om Gilleleje, men priserne er altså noget højere, eller her sælger man t-shirts i 4X XL.
Baggrund for de enkelte landes udvikling og befolkning øser forfatteren også af, og vi får noget at vide, vi ikke vidste, eller får i hvert fald genlært noget af det, vi måtte have glemt i vor iver efter at blive kloge.....
Det er dejligt med bøger som denne, der ikke bare er en palør, men som vitterligt er et menneske, der holder max af at dele ud af sin viden og oplevelser rundt om i en verden, vi ikke sådan lige med det første qua corona kan bevæge os vildt og inderligt ud i.
Men det kan bogen her, og den rykker ved vor udlængsel.
Et enkelt sted er researchen dog ikke helt på plads, idet det er en offentlig hemmelighed, at den forrige sultan i Oman hverken var gift eller havde børn, hvorfor der gik konstante rygter om, hvorvidt han var homoseksuel.
Det kan dog ikke fratage os glæden over, at sådan en bog lander godt og er enormt godt timet midt i en pande. i. |
Senest opdateret: Søndag, 5. december 2021 15:54 |
Hvem er bange for Moby Dick |
|
|
|
Søndag, 5. december 2021 08:22 |
Mikkel Fønsskov & Anders Magelund Hvem er bange for Moby Dick 296 sider Klim Hvad skal man med sådan en bog her?
Det var det første, vi tænkte, da vi fik den i hånden på Bogmessen. Det samme, da vi løseligt bladrede den igennem. Ledere og politikere der fortæller om, hvad litteraturen har gjort ved dem; som menneske og som ledere. Så nærlæser vi den, og ændrede totalt opfattelse af den.
Det viser sig, at koryfæer fra Mette Frederiksen, Margrethe Vesterager, Knud Bartels og til mange flere gennem netop litteraturen har øget deres personlige moblitet og fleksibilitet og empati og i det hele taget har fundet noget, som man ikke kunne finde andre steder.
F.eks. er en fjerde af bogens bidragsydere, André Rogaczewski begyndt med Robinson Crusoe, der byggede sin tilværelse op fra nul på en øde ø. En handling og en livsbane, der har haft enorm indflydelse på Rogaczewskis virke i IT-branchen ved f.eks. at skabe Netcompany.
Knud Bartels har læst Krig og Fred, hvor han finder passager til at øge sin fleksibilitet og holdninger med og finder også i bøger som Ivanhoe redskaber til at gøre op med normer og middelmådighed.
Altimens Vredens Druer påvirker datidens store præsidentpar, Roosevelts, i en grad, der sætter enorme spor i det amerikanske samfund.
I bogen hører vi fra mange af dagens og gårsdagens ledere, hvorfor de foretrækker at læse end god roman end en ledelsesbog -, hvordan det styrker deres empati og gør dem stærkere i såvel motivation som kommunikation.
En interessant bog der kommer rigtig langt omkring såvel filosofferne som de kendte skikkelser i romaner, som masser af politikere og erhvervsledere har ladet sig inspirere af. |
Senest opdateret: Søndag, 5. december 2021 08:46 |
Fredag, 3. december 2021 14:07 |

Britt Bøg Min verden vælter 316 sider Baadsgaards Books
Drages man af det hemmelige og forbudte forhold, så vil man helt sikkert tænde på bogen her. Eller vil man forsøge at forstå baggrunden for et svig, så er der også ting at hente i den.
Det er hørt før, at lever man i et ellers godt og måske lidt vel trygt forhold, eller synes man bare, man er lykkelig med partneren, måske lidt for meget og for lykkelig endda, ja så drages man enten endnu mere imod noget fast udenoms - og bliver måske gladere i sengen derhjemme.
Eller man drages mod en 3. part, fordi man ikke kan lade være. Man kan ikke stritte imod, selv om man vil. Og hvad så med kærligheden derhjemme, efterhånden som det utro parforhold udvikler sig?
Det er dybest set det, denne bog handler om. Der lader ægteskab og familieliv tage en drejning, der på et sæt føles både uvirkeligt, forløsende og ganske naturligt.
Romanen har så videre det twist, at romancen mellem den fremmede, Kim, starter meget tidligt, idet Anja og Theis er lykkelige i Århus og altså har sagt ja til hinanden. Hvem Kim, den fremmede, er, skal overlades til læseren. Det er temmelig spektakulært og vidner om, at det er svært at stole på nogen. Så - watch out! Det er farligt at leve!
Og der bliver ikke overladt noget til fantasien i bogen. Den er fyldt med klit, ride, pik, blondetrusser, begær, berøringer, og hvordan han tager hende stående med pikken oppe i hende, orgasmer osv. osv. Ganske erotisk og æggende. Og... en kemisk tiltrækning så voldsom som en tsunami, ingen kan stoppe, og som er altødelæggende. Det er den stærke tiltrækning, der i et splitsekund får dig til at begå fejltrin, der kan ændre din fremtid. Det er den primitive del af hjernen, der tager over, så lysten til at røre ved det andet menneske er stærkere end at være tro mod det menneske, der gør dig lykkelig. Det bliver til et begær så vanvittigt, at du intet har at stå imod med... Utroskab i en nøddeskal. Flotte ord og forklaringer, som har fået folk til at begå mord eller forlade alt.
Og hvad stiller Anja nu op med sin dårlige samvittighed. Når hun nu syntes, at hendes Theis er verdens mest sexede mand, som hun nyder at se iføre sig de skjorter, hun har strøget til ham. Og hvad stiller man op, når man ikke kan koncentrere sig om andet end elskeren og det rå begær, endda før man har været i seng sammen.
Det giver Britt Bøg sit bud på. Velskrevet, velkomponeret, med sans for erotik, sex og mundrette dialoger.
Bogen ender overraskende for alle, også for de fleste læsere. Også for hovedpersonerne. Og det er IKKE kedeligt.
En rimelig hurtig læst bog med masser af stof til frække tanker, fantasier - og livets farefulde færd som sådan.
Og - hvad ville man selv gøre, hvis man kom lidt for tæt på en anden -; eller hvis ens partner gjorde. |
Senest opdateret: Mandag, 6. december 2021 11:56 |
Fredag, 3. december 2021 09:46 |
 Morten Svensson Lederskabets mørke sider 316 sider Trykværket
Vi har sikkert alle oplevet dem på et eller andet tidspunkt. På arbejdspladsen, i fritidsklubben, i omgangskredsen. Lederne som bruger deres personlighed, evner og magt helt ude i hegnet. Hvorfor gør de det? Hvilke karaktertræk har de, som man måske bør kunne gennemskue på forhånd? Hvad får en leder til at begå økonomisk kriminalitet og dybest set være ligeglad med trivslen på arbejdspladsen og blandt øvrige relationer. Så længe han udadtil beholder økonomiske fordele, magt og prestige.
Det er der kommet den her ganske interessante bog ud af. Bogen bygger på godt en snes års ledelsesforskning og påviser, hvor afgørende lederens personlighed er for forståelsen af dårlig ledelse. Og dokumenterer, at der ofte er tale om ledere med flere hverdagspsykotiske, narcissistiske eller ligefrem, -sadistiske træk end vi andre.
Amoralsk adfærd, kynisme, brudte aftaler, faldende produktivitet, det narcissistiske lederskab, egennyttighed, selvretfærdighed, selvglæde, egoisme, machiavellisme og mange, mange andre for en organisation spændende karaktertræk bliver vi ført detaljeret og forståeligt igennem.
Bogen er målrettet til organisationer og virksomheder og bestyrelser, men den er skrevet i et så tilpas dagligdags sprog,, at også andre vil kunne have glæde af den, eksempelvis i sportsklubber eller musik- og fritidsforeninger, hvor det er utrolig vigtigt at have en vis viden om, hvem det er, man ansætter som leder, inden den forkerte går ind og smadrer mennesker og hæmmer kreativitet og fremgang.
|
Senest opdateret: Fredag, 3. december 2021 10:04 |
Torsdag, 2. december 2021 12:07 |

Charlotte Adserballe Dahl Når sindet er i krise 203 sider Mellemgaard
Den her bog har et par år på bagen, men vi er simpelthen nødt til at omtale den.
Så meget nyt er der godt nok ikke under solen i bogen her. MEN, måden det hele er sat op på og bliver gennemgået på. Wow. Det er fremragende, gribende, engagerende, man sluger hvert ord og bliver varm og fit for fight over, at der er en vej til at komme op at stå efter en krise ELLER bare skærpe antennerne og få et mere optimalt liv ud af den vej, der defineres fra ens inderste kerne og behov.
Den gør, hvad den kan for at skabe et lækkert manifest til at holde gejsten oppe, blive optimistisk og positiv, imødegå og forebygge de bump, der nu engang kommer på livets vej, og på enhver tænkelig måde styrke selvværdet.
Vi overdriver ikke, når vi skriver, at på hver eneste side, er der godt stof at hente. Ved at bruge bogen som nedslagsbog, er det muligt at opbygge et mindre arsenal af forsvarsvåben, lad os sige det sådan, til at omfavne positivitet, kreativitet, taknemmelighed og en gejst og glæde for at være i live.
Der findes så mange selvhjælpsbøger, som fortæller en masse om, at man skal gøre ditten og datten for at komme videre og ud af en krise og op at stå. De kommer med cases og rubrikker og diagrammer, som fortæller teorien bag alt muligt og anviser dig doktrinerne til, hvordan du kan hjælpe dig selv.
Den her forklarer på en levende, totalt empatisk og repektfuld måde en masse om, hvordan man såvel som psykisk sårbar, men såmænd også som "almindeligt" menneske, kan finde vejen til mere robusthed ved f.eks. at lave en livslinje, der fortæller, hvad du står for, og hvad du inderst inde føler over for hver enkelt af dine handlemåder.
Den fortæller, hvordan du bliver bedre til at fokusere, bygger dit liv op omkring, hvad der betyder mest for dig, ignorerer de eventuelle falske mål, du følger, finder det positive frem i dig selv, lever et mere enkelt og fredeligt liv ved f.eks. at tage løbende pauser og begrænse antallet af dine opgaver, sætter spot på en lang række af de overspringshandlinger, der er til rådighed og mange, mange andre for sindet helbredende ting.
Med en perlerække af gode formuleringer og klare budskaber lykkes det forfatteren at trænge igennem de forsvar, som mange af os har mod forandring, hvis vi har det skidt. Læser man bogen grundigt og efterlever nogle af dens budskaber, er det helt sikkert, man har fundet en nøgle til at komme både videre i sit liv men også videre med et højt afsæt mod lykke, fasthed og robusthed.
|
Senest opdateret: Fredag, 3. december 2021 09:36 |
|
Torsdag, 2. december 2021 11:18 |
 Søren Juhler Tidens fange Xanas Bog 1 361 sider Byens Forlag  Søren Juhler Molks hævn Xanas bog 2 360 sider Byens Forlag
Søren Juhler kan godt nok skrive. Det kan han. Den mangeårige journalist har blik for stil, gennemførthed, det alment menneskelige, universelle kræfter og det, der ikke kan forklares.
Forfatteren har ellers nok skullet forklare en hel del ting gennem årene i sine TV-indslag og som journalist iøvrigt. Nu har han så bevæget sig over i bogens verden og udkommer med et par fantasyromaner, der indeholder alt det, sådanne skal indeholde af ældgamle profetier, dommedagsstene, udefra kommende trusler, tidsrejser, signaler fra fortiden, huler, duknakkede øgler, grotter, himmelsales gud, navne som Gregor, Myre, Valdemar og Storm og andet godt fra havet.
Som læser vil vi vove den påstand, at det er godt at læse den slags ind imellem. Også selv om målgruppen er for yngre sjæle. Og har man ikke før stiftet bekendtskab med "den slags", så er Søren Juhler et godt sted at starte.
For at få noget med, vi måske ikke personligt fik med i vor egen opvækst og teenageår, for at få en på opleveren men i særdeleshed for i en fortravlet, teknologisk tidsalder at finde plads til de dybder og bredder af åndelig karakter, vi kommer fra, og som banker på et sted derude i forsøget på at skærpe vor intuition, vore menneskelige kunnen, relationers kvalitet og hang til indre udvikling iøvrigt.
At begge bøger er rigtigt spændende, det skader bestemt ikke, og når så vi oplever, hvordan dialogerne, mundrette og elegante, placeres rigtig interessant i læsersammenhængen, der giver en mættende fantasyoplevelse, så kan man kun glædes over, at genren i det hele taget findes. |
Senest opdateret: Torsdag, 2. december 2021 12:03 |
Onsdag, 1. december 2021 14:09 |
 Helen Cox Dødbringende besked 390 sider Forlaget Zara
Kitt er bibliotekar i den nordengelske by York, da hendes gode veninde bliver anholdt for mordet på sin eks-kæreste. Kitt har hverdagen, og også sit hjem, fyldt med bogreoler og bøger fra øverst til nederst. I særdeleshed har krimier hendes store kærlighed. Så med de opklaringer og plots, hun har været vidne til i årenes løb, mener hun, hun vil kunne håndtere opklaringen i et snuptag. Og dreje den hen det rette sted, idet hun nægter at tro, at hendes bedste veninde har begået mordet med en fyldepen.
Det er det, hun har at gå op i, litteraturen, idet hun de seneste ti år efter at være dumpet af en tidligere kæreste, ikke har rørt en mand. Men hun kender dem, mener hun selv da, gennem litteraturen, så hun skal nok få sagen opklaret, samtidig med, at hun lige pludselig oplever benene vakle under sig i en spirende forelskelse og betagelse af en kriminalkommissær.
Et fint, lille twist, hvor vi bliver konfronteret med nogle af de fordomme, der nu engang hersker om bibliotekarer. Belæste, jomfrunatiske og med hang til indadvendthed. Måske ikke retfærdigt, og Kitt viser sig da også at have andre kvaliteter at spille på. Det er sjov læsning. Og rokker ved læserens egen selvforståelse og evne til at finde forskellige værdier hos mennesker.
Kitts alternative detektivarbejde får også et twist ved, at hun på et tidspunkt selv bliver anklaget for mordet. Hvilket hun ikke lige havde regnet med, men så må hun jo bare tage den derfra, og det gør hun så da også, skal vi love for.
Kitt er en sjov type i litteraturen. Sådan bramfri og frisk, som vi kender fra andre figurer i krimigenren.
Og bogen er både hyggelig og velskrevet i en frisk tone. Kitt tæller tydeligvis de lyse toner og har sin egen måde at nå frem til en opklaring.
Et godt skud fra start i en serie på fire bind. Og den slutter af med et dybt og hårdt kys, der næsten får os til at klappe i hænderne og ønske parret, at de må leve well and happy ever after. |
Senest opdateret: Onsdag, 1. december 2021 14:34 |
Onsdag, 1. december 2021 12:28 |

Mandy Robotham Postkort fra Berlin 448 sider HarperCollins En parade af minder, spotpoints, historiefortællinger og ængstelse for, hvad der venter forude af krig og ulykke.
Alle nikkede, fuldt ud bevidste om, at enhver avis, der overlevede i Tyskland, og specielt i Berlin, udelukkende gjorde det på Goebbels befaling og var underlagt streng kontrol og censur.
Sådan en sætning siger alt om, hvad det tyske folk blev udsat for i de år, af tyranni, dominans og total herskermentalitet.
Med den viden om, at den strenge kontrol og censur gjaldt overalt i samfundet, hvor Hitlers vrede stiger, hvor stormtropperne holder vagt i gaderne, og hvor SS får mere og mere magt.
To journalister skal sammen med en gruppe øvrige journalister i Berlin afdække, hvad der egentlig er ved at ske med Tyskland. Hagekors og parader er allerede i trediverne en fast del af dagligdagen. Journalisterne graver dybere og dybere bagved de begivenheder, de bliver en del af. Og det er her, de opdager, at Tyskland er på vej imod noget forfærdeligt, og at det, som mange i begyndelsen troede på, er noget helt andet end det, det giver sig ud for.
Bogen er supergodt skrevet, og spotpunkterne er både Adlon, Brandenburger Tor, Unter den Linden, Café Bristol, Gdansk, krytalnatten, Hitlerjugend med BDM-pigerne, det olympiske stadion, La Taverne, Ciro Bar, Alexander Platz Station, Nürnberg, Himmler, Goebbels og Göring for bare at nævne noget af det, der gør bogen levende og nærværende.
Og journalisten -, hvordan får hun så sendt sine budskaber ud fra et censureret Berlin.
Via postkort, naturligvis.
Dejlig læsning, og også skræmmende. |
Senest opdateret: Onsdag, 1. december 2021 13:56 |
Onsdag, 1. december 2021 11:43 |

Camilla Läckberg Nattens Børn 137 sider Alpha Forfatteren kan noget med spænding, og at holde læseren i sin hule hånd. Og få os neglebidende helt ud på stolekanten. Nu viser hun også, at hun kan fortætte spændingen til en mindre udgivelse, der lige kan klares på en togrejse fra Aalborg til København. Fire teenagere skal holde nytårsaften i en villa ved Stockholm; de har kendt hinanden fra små og altid troet, der kendte hinanden rigtig godt. Som aftenen skrider frem viser det sig, at de hver især gemmer på hemmeligheder, der vil få fatale konsekvenser, inden klokken slår tolv.... Så er scenen sat. Hævn, voldtægt misbrug, mangel på selvværd er nogle af temaerne i bogen, der er hamrende spændende, og det gør den så virkelighedsnær, at man som læser ofte tager sig i at tænke, hvorfra kender forfatteren dog mine hemmeligheder.
En nytårsaften der bittersødt er blandet med snak om, hvorvidt maden er på vej, og til de mere direkte udfordringer mellem teenagerne. Det vækker uro og tankeflugt hos læseren, idet forfatteren på en naturlig måde får det hele beskrevet som de første kimer til fjendskab og had langt op i voksenalderen. Og strejfer også årsagerne til hadet, nemlig forældre der var uhyre fokuseret på karriere og materialisme og helt glemte, at der er noget, der hedder børn og kærlighed. Ondskaben og aggressionerne raser rundt den nytårsaften, som ingen sent vil glemme. Ej heller læseren. Jalousi, foragt, usikkerhed, alt farer rundt i kroppene og i rummet omkring de fire teenagere, der vist skal have rigtig megen terapi for ikke siden at blive til fare for omgivelserne og samfundet i det hele taget.
A good read, som man siger. Short and good. |
Senest opdateret: Onsdag, 1. december 2021 12:24 |
|
|