Det er en tilsnigelse, at forfatteren til en af bogens billedtekster skriver, at Winston Churchill i 1940 blev valgt som premierminister. Han blev netop ikke valgt på traditionel vis men overtog "blot" embedet efter Neville Chamberlain, og efter at en anden havde afslået embedet. Man kan med lodder og trisser hævde, at en lille 4-mands gruppe så valgte Winston, men det virker ikke korrekt at skrive det på den måde.
Når det er sagt, så er det her en spændende bog til samlere af materiale om modstanden under 2. Verdenskrig. 
Churchill-Klubben var en af Danmarks første modstandsgrupper under den tyske besættelse. En god halv snes drenge og unge mænd blev hyldet som helte både under og efter krigen og tjente som forbillede for mange andre danskere, der ønskede tyskerne langt væk.

Vi får en levende beskrivelse af kampviljen og modet hos de unge mennesker, der involverede sig i både dramatiske aktioner, flugter fra fængslet OG de traumatiske stunder I fængslet.

Hvad med at høre at andre medfanger fik knippeltæsk, at de afluser hinanden og lister sig ind på en militær flyveplads, mens krigen raser.

Vi får serveret rigtigt mange, dramatiske episoder, som fremkalder levende billeder på nethinden, og det er det, bogen har sin store styrke i. Sammen med en mængde spændende billeder og illustrationer fra tiden, hvor man kan sige, at her var der nogle unge mennesker, der gik forrest.

 

Der er mange, grumme karakteer i bogen, fyldt med bedrag, grådighed og begær, men det glider fint ned, for alle mulige steder glimter humoren og den lette sarkasme og ironi i baggrunden, så nogle gange bliver man midt i et vildt tempo overmanden af at trække på smilebåndet.
Således bliver thrilleren aldrig hverken firkantet eller stereotyp.

Techmillionæren Miles Cookson har lige erfaret, at han lider af en uhelbredelig sygdom, der vil blive nedarvet af halvdelen af hans afkom. For en snes år siden var han sæddoner, og nu  begynder et kapløb med tiden for at finde frem til hans børn, der skal arve ham, så han kan nå at se dem få glæde af hans penge, før han dør.

Netop som han er ved at få kontakt med børnene, forsvinder flere af dem under mystiske omstændigheder.  

Hvorfor skal de ni børn myrdes, for det skal de nemlig alle, læser vi undervejs i bogen, der afdækker seriemordernes tanker og handlinger.

Plottet er snedigt, handlingen er godt fundet på. Man får jo hurtigt mistanke til én af arvingerne, der kunne ønske at score hele formuen. Men er det så enkelt?

En god thriller der helt sikkert vil appellere til mange krimi- og mysterielæsere.

 

Kan man kalde en krimi lækker? Det kan man måske ikke tillade sig. Men lækker i den forstand, at er man til genren har man ved at læse bogen her gennemlevet et inferno af følelser og siddet så langt ude på kanten af stolen, at bogen bliver svær at overgå.
Kan være vi skal læse en lidt mere "kedelig", undskyld udtrykket, skønlitterær bog, mens vi varmer op til den næste af den her type.
Det er ikke forfatterens bedste bog, hertil er karakterne et langt stykke hen ad vejen for "flade" og unuancerede og nogle steder er handlingen for fortænkt til, at den virker helt seriøst.

Alligevel blæste vi bogen igennem på et par timer en fredag eftermiddag.

Da Amelie som barn mistede sin mor, besluttede hun sig for, at hun måtte klare livet og vejen alene. Hun kommer ind i en kreds, der fører en glamourøs livsstil, og hun ender med at score den flotte milliardær, Ned Hawthorpe.

Så en dag vågner hun op i et bælgmørkt rum uden at ane, hvor hun er. Og her føler hun sig mere tryg end sammen med sin mand.

Hvorfor det?

Og hvem er de mystiske personer, der står bag? 

 

Og hvordan vil man som læser selv klare sig ved at være isoleret i et lukket rum?Bogen er så stærk, at den når ud over rampen og tænder det følelsesregister, der gør en i stand til at overveje, hvordan man kan være på forkant, om det skulle ske.

Skrivestilsmæssigt går vi frem og tilbage mellem tidslinjer, mens kapitlerne er meget korte og på en eller anden snedig måde driver dig videre ind i det næste kapitel. 

Og kontrasterne i bogen består i, at et high society-liv lige pludselig bliver erstattet med ensomhed og et mørkt rum.

DET kan vi referere til som noget, der ofte sker på folk i helt andre sammenhænge i livet. Fra rigdom til fattigdom. Fra gift til fraskilt. Her er ekstremerne bare sat på papir. Det retfærdiggør også krimien.

Som sagt; ikke forfatterens bedste. Men er man glad for stilen, så er bogen ikke tidsspilde.

 

I slutningen af tresserne var der mange, der ikke havde fundet ud af, hvem de selv var. Sådan er det naturligvis også for mange unge også den dag i dag, MEN i studieåret 1968 var der mange ting, der både fascinerede og skræmte. Strømninger fra det store udland, ændringer i de politiske opfattelser, oprør mod autoriteter, opgør med partriarket.

Det var en hård tid, og det får man et godt indtryk af her i kærlighedshistorien her om Jens og Jette, der på hver deres måde med og mod deres kammerater forsøger at finde holdepunktet i en tilværelse, der er fyldt med idémæssige strømninger, studentervevolte og rødstrømpebevægelser.
Og for at det ikke skal være løgn, så studerer Jens idéhistorie ved Johannes Sløk Instituttet på Aarhus Universitet.
Så giver det for alvor mening at forholde sig til samfundet og de nye "trends".

Påvirkningen er naturligvis uundgåelig, og romanen foregår metaforissk på så forskellige lokationer som Århus midtby og Vedersø klit.

Location droppings er der rigeligt af i bogen. Dalgas Avenue, Sct. Pauls Kirke, Park Allé, Bruuns Gade, Varna Palæet, og undervejs i disse smukke gader også en tankevækkende og meget fintfølende overvejelse hos Jens, der har oplevet, hvor meget, det smerter Jette, hvis han er for interesseret i andre piger.

Det er ikke træls eller unaturligt, at hun bliver jaloux. Partneren observerer blot, at det smerter hende. En sådan sætning kunne vi alle lære noget af. Fint med empati. Og modigt og sikkert også nødvendigt for bogens handling at de to går mod strømningen og gerne giver udtryk for, at de "lader sig hæmme" og ikke ønsker - som det ellers ligger i tidens trend - at bolle løs til højre og venstre.

Og på den måde får datidens venstrefløj nogle over nakken, idet hovedpersonerne ikke kan se det skulle kunne gavne folk i den tredie verden, at man knalder alle mulige samtidigt.

Bogen er på én gang en reference til de opgør, der har været med de herskende klasser i tresserne OG tidens venstrefløj, og samtidig er den et smukt portræt af to mennesker, der holder sammen og står op imod de trængsler, det pres og den ballade, der vælter ind over dem, og som de mere eller mindre bevids finder råstyrken til at styre lige midt igennem med nogle små svinge undeom.

En dejlig bog, også om selvopretholdelsesdrift.

 

 

Forfatteren fortsætter sin humoristiske og meget lærerige stil fra sin forrige bog, som vi har anmeldt her. 
Denne gang  tager Ejler Holt os med rundt i verden og fortæller om sine mange, personlige oplevelser med og uden familie.

Han er en blændende fortæller og er bestemt ikke bange for at bruge sig selv og sine sanser, og vi kan berette, at det har han så sandelig også gjort.

Malende fortæller han f.eks. om sin affære sidst i halvfjerdserne i Lagos, hvor hormoner og bryster skvulpede over af vellyst til Abbas Dancing Queen, mens Ejlers kone, Annie, et årti senere var nogle steps foran i charme, beslutsomhed og raseri, da en arbejdsgiver i Kuwait skulle blokkes for nogle penge til en hjemrejse.

Vi kommer godt nok rundt i verden, vi får et godt indblik i mange samfund, og en af årsagerne til, at man ikke keder sig undervejs i de mange beretnnger, det er Holts formidable evne til at lade læseren sanse og opleve. Ikke bare læse men smage, sanse, drikke, opleve, MÆRKE at man er de pågældende steder sammen med Ejler og alle de mennesker, han har mødt på sin vej.

Små biltte vendinger, et enkelt ord, et kort afsnit på en side, det er nok til, at vi glemmer os selv og kommer ud i verden.

Det er en kløgtig behandling af det stof, som forfatteren har samlet op gennem et langt liv som udstationeret.

Vel at mærke udstationeret til steder man ikke sådan lige kommer til, hvorfor bogen får en ekstra dimension.

Ejler er heller ikke bleg for at fortælle om personlige udfordringer i Odense i halvfjerdserne, hvilket ydermere gør, at bogen som sådan bliver en helstøbt sag om et troværdigt menneske med en fortællemæssig begavelse, der ad bagvejen til læseren får listet lidt synspunkter ind om befolkning, magtmennesker og lande - so to speak.

Godt gået!

 

 

Der er flere ting, man kan undre sig over i bogen her. Dels at en redaktør ikke har fanget, at der ikke er nogen melodi, der hedder "Stjerner på himlen", men at den hedder "Under stjernerne på himlen". Herudover at Jacob Mark selv udleverer de første seks cifre i sit personnummer, hvorefter det for IT-kyndige er en yderst smal sag at finde de sidste fire cifre med, hvad det nu kan medføre.
Når det blandt andre ting er sagt, så er det en nødvendig bog, eftersom vi udmærket som læsere ved, at det er koldt på toppen, men at en politikker så ærligt og redeligt gør klart, hvor meget, han har leget med sit liv og helbred. Det har vi behov for at vide, for det er et vink med en vognstang til alle, der holder af livet i overhalingsbanen, trodser de indre advarsler og overhører omgivelsernes og de nærmestes velmenende men forgæves råd.

Vi kommer i et hæsblæsende tempo med Jakob Mark bag kulisserne i årene med valgkampe, shitsorme, politiske sejre og nederlag, hvor han ofte i et vist omfang bliver en smal udgave af sig selv, hvor han ikke kan sove men er ved at blive kvalt, hvor hans hud og krop føles fremmed, vi kommer omkring barndomsårene, hvor Jacobs bedste ven var hunden Oscar, vi oplever Naser Khaders raserianfald i Australien, og vi er med i kampene i folketingssalen omkring minimumsnormeringer.

Det hele snører sig sammen som en stor knude, der resulterer i en vældig omtalt sygemelding, og forfatteren har godt fat i stoffet, så han til læseren kan formidle nærmest på et følelsesmæssigt niveau, hvor ondt det gør på Mark - næsten før han selv opdager det.

Det er klasse. Så fin, ærlig, nærværende og meget autentisk bog.

 

En gylden bog der på enhver måde illustrerer, HVOR stor en kunstner, Tove Ditlievsen var. Definitionen på en stor kunstner er mange. Vores er, at det meget ofte er et menneske, der har en kreativ, sjælelig åre så stor, at den indfanger mange mennesker, der har netop brug for vedkommende, og som privat og personligt er kørt over af krav fra samfund og omgivelser OG ikke mindst af indre dæmoner.
Sådan et menneske var Tove Ditlevsen.
Ud over at forfatteren havde den kreative åre, ja så brugte hun sig selv og sin personlighed til det opslidende, hvor der nu var brug for hende, men også for at få de trækasserier ud, som hun sloges med så godt som alle årene.
Blev hun nogensinde lykkelig?
Måske da hun valgte at tage sit eget liv i en venindes lejlighed. Endelig var der fred.

Bogen er en beskrivelse af det store menneske, ikke et liv kronoligisk, men nærværende, omsorgsfuldt og spændende som skrev man om en nulevende persons op-og nedture. Fra de store succeser, til indlæggelserne, fra de 7-8 lykkelige år med Vioctor Andreasen i Birkerød, over hamdirrende dyk i blædkhuset og til indlæggelserne på psykiatiriske afdelinger.

Jens Andersen er kendt som en stor forfatter af biografier. Denne biografi har om muligt gjort ham endnu større.

 

En superspændende bog hvor vi gennem den norske forfatters helt særlige fortællestil kommer langt ind bag de dramatiske begivenheder og på mange måde får en hudlfletning af hvad, der har karakteriseret det berømmede og berygtede land gennem årtier.
Vi kommer rundt om Talibans uddannelsesskommission og den store kampagne mod statslig uddannelse. Vi er med ved udstedelsen af layeha - etiske retningslinjer for angreb på skoler. Vi er med, da Osama bin Laden og en gruppe håndgangne mænd tager fusen på hele vesten ved at smutte ud af Tore Bora bjergene ad en bagvej.

Vi er også med, da flere tusind Taliban-soldater er på vej mod Kabul fra alle verdenshjørner, og vi er naturligvis med i august 2021, da Jamila fik plads på et fly og flygtede til Norge. Samtidig oplever vi, hvordan kommandanden Bashir erobrer hendes hjemby. Mens den jurastuderende Ariana, som kun havde et semester tilbage på jurastudiet, får besked på at gifte sig med en ukendt mand.
Alle fordommene bliver luftet undervejs i læsningen, og det forfærdelige er, at det hele er REAL LIFE og ikke bare fordomme, og at Taliban ikke på nogen måde skammer sig over undertrykkelsen; det er jo en del af deres politik.
Og politikken bliver blotlagt langt ud over kanten gennem alle de begivenheder og episoder, vi har læst om i pressen, men nu er blevet til en fantastisk bog, der er både medrivende og rørende, og hvor enhver fiber i kroppen bliver anspændt af forargelse over, hvad der foregår på vores jordklode.

 

Den norske journalist interviewer tre afghanere, der på hver deres måde belyser situationen i Afghanistan efter, at amerikanerne trak sig ud. Det er ikke for sarte sjæle, følelsesmæssigt, og der er masser af grund til at tage alting ind for at få den fulde belysning af, hvad der f.eks. får en kommandant til i det hele taget at blive Taliban-kriger.

 

Læser man bogen, får man en ekstra dybde og dimension på, hvorfor det er gået sådan i Afghanistan, som det er.

 

Den berømte karaffel, der havde en meget stor andel af øren for Kanslergadeforliget, er naturligvis på et billede fra Staunings fødselsdag cirklet ind med rødt.
Vi kommer helt tæt på de egentlige begivenheder, der fandt sted i Kanslergade i en urolig tid fyldt med spændinger i det danske samfund og mørke skygger fra syd i 1933 begyndte at trække op over Danmark.
Selv om historien lyder, at det var den berømte dram, der fik forliget i hus, tilskriver forfatteren dog, at det var fordi, man havde forhandlet i atten timer, og at ganske vist var forliget hjemme på mundtlige tilsagn, men at forliget skulle gennem Rigsdagen først. og herefter Landstinget.
Der er mange spændende både detaljer men også analyser, hvor forfatteren kommer ind på den, må man sige, meget forskellige måde, hvorpå Tyskland og naboen Danmark søgte at løse årtiets kriser på, nemlig diktatorisk i det ene land og demokratisk forhandling i det andet.

Herudover indeholder de 100 sider en masse værdifulde oplysninger om politik og samfund dengang, og nogle billeder og sjove tegninger og på den måde bliver selve Kanslergadeforliget katalysator for de enorme forskelle og de store modsatrettede holdninger, der dybest set kunne have flået Danmark fra hinanden.
Men det blev altså forpurret med en lille dram. 
Spændende og overkommelig læsning.

 

Der er altså virkelig noget fedt over gamle myter, savn, vandrehistorier og vidnesbyrd - specielt når de bliver lanceret og genforttalt i en spændingsroman.
Den nye roman af Jens Jørgen Hansen indeholder de ingredienser, der driver "de gamle røverhistorier" fremad.
I Detektormanden er Rene veteransoldat og ivrig detektorarkæolog. Han går og passer sig selv og sin nystartede haveservice, da han bliver kontaktet af en italiensk arkæolog.
Denne vil have ham til at samarbejde om at undersøge en næsten 2.000 gammel vandrehistorie om en galej, der i år 136 forliste med en broget flok af slaver, sømænd og romerske legionærer på en ugæstfri ø i Atlanterhavet.
Gruppens skæbne forbliver indtil nu ukendt, og det samme gælder for mænd, der godt 1800 år senere under den jugoslaviske borgerkrig angribes og havarerer nær øen.

 

 

Så de to kaster sig ud i ekspeditionen, uvidende om, at en brutal bande er på vej ned gennem Syditalien for at forhindre dem i deres foretagende. - Mere spændende kan det næsten ikke blive.
 Bogen er velskrevet og krydsklipper på en spændende måde mellem dengang for mange, mange århundreder siden og så år 2018, hvor nutidens ekspedition foregår.