Der er gods i bogen. Det er naturligvis stof, der deler vandene ikke i to men i tre, dem der elsker, dem der hader, og så dem der gerne ville hade men inderst inde har det fint med at følge med.
Og Caroline giver os det, vi har behov for på alle disse tangenter. Drinks, champagne, kanapéer, Herlufsholm, Valdemar Slot, 18-retters serveringer på El Bulli, mødet med Rory Fleming, Verbier  i Schweiz, drinks foran kaminen i Skotland, pre-wedding-dinner på Hesselet ved Nyborg og meget, meget mere.
Og naturligvis fortæller Caroline også om der med tiden bliver smertefuldt for hende, bl.a. fordi hun i ægteskabet med Rory fra familiens side mangler nøjagtigt det, hun savnede i sin opvækstfamilie: Ægte kærlighed.
Bogen er, som man kan forvente. I et meget let og forståeligt sprog fortæller Caroline om meget af det, vi har læst om i dagspressen, det man har kunnet gætte sig til, og nu så også med egne ord om, det, der har været svært, og man må tage hatten af for, at hun er nået dertil, hvor hun er idag og tilsyneladende kan mærke sig selv på en helt anden måde.
Det oplevede vi til Bogmessen i november 2024, at det er muligt for hende at sætte ord på. 

 

En meget speciel bog, skrevet i et specielt sprog, og som vækker nogle af de skjulte følelser i os, dem som vi sjældent kommer i kontakt med i en logisk og regelret verden.
Det gør ikke noget, vi har godt af som læsere at få et wake-upcall, fjerne os nu og da fra den gængse roman hvor man kan smide en model ned over den, og hvor det meste sker mellem A og Z.

Bogen her er stor, tyk at komme igennem, men rig på detaljer, handlinger, sidehandlinger, drama, fine billeder og retoriske metaforer.
For at nævne i flæng er der den med et stykke cellofan, der er spændt ud over Østersøen. Der er den lidt mere barske med Istjvan, der på rigtig, brutal russermaner bider Ottos pik af. 

Atmosfærens skærsild, helt derude hvor kulde er noget andet end på jorden.

Ingen svarer. Ingen kommer. Men et eller andet sted derinde bliver der spillet musik.

Det giver et sæt i Özgul, da han hører stemmen bag sig. Han stivner, som man ville gøre, når man hører det lille smæld fra stiften på en landmine under sin fod.

Uhygge og drama og undergangsstemning er Erik Claudi god til. OGSÅ, - for både dialoger og handling og plots er der ikke noget at sætte en finger på.

Bogen er et slags indspark til den moderne og apokalyptiske verden, hvor AI er en så afgørende magtfaktor, at mennesket glemmer alt om sig selv, om fordybelsen og empatien og henholder sig til, at AI ordner det hele for os.

Vi er en tur i Berlin, hvor det også lykkes forfatteren at prikke lidt til vores lige dele fascination, lige dele angst for efterretningstjenester, ambassader, DDR, overvågning og den hørbare vejrtræknin hos Castro, , Villy Brandt og Ernst Honecker.

WHAT??

Erik Claudi har tydeligvis haft en fest med at skrive bogen

Der er masser af spænding, spiontiltag, dommedagsovervejelser, sammensmeltning af hjerne og teknologi, som via en chip i hjernen kan få paralyserede personer til at bevæge ting med tankens kraft, alt der får os til at gyse og gru ved tanken om, hvad AI kan føre med sig af uheld og genvordigheder - fra fortid og nutid. 

 

Og det kan bogen her. 

 

En ganske imponerende coffe-table-udgivelse, som i den grad er en tur ned af mindernes avenue, hvad angår måden at indrette os på indenfor de fire vægge. Og som sætter spot på den bevidste eller ubevidste historie, vi har valgt at fortælle, når vi indretter vores hjem. Nogle gør det praktisk og "med hovedet under armen", tænker vi, fordi nu var der lige plads til en garderobe her, hos andre er der tænkte lidt mere over tingene.
Det sker, fordi vi, ifølge forfatterne, vil, at vores hjem ikke skal fortælle om vores rigdom og status, men derimod vores smag, personlighed og livsstil. Boligen skal vise, hvem vi er og ikke bare, hvad vi er, og hvor på den sociale stiger, vi hører hjemme.
Design og æstetik spiller idag en afgørende rolle.

Vi får en ordentlig gang historie gennem bogen, der har et spænd på omkring 100 år. Bare sådan noget som en entré, der i første halvdel 1900-tallet med store tunge møbler i mørkt træ, kommoder og paraplystativer tog imod gæsterne og så til idag, hvor der i stedet er skabe og hylder og indbyggede løsninger i entrerne, hvor der skal være god plads til overtøj og vinterstøvler.
Sådan går det slag i slag gennem bogen, som fortæller, hvordan tiderne har efterladt sine spor på hoveddøren, savsmuldstapetet, ure, dørspioner ligusterhækken de lovpligtige husnumre fra Struenses 1771, hvor de blev lovpligtige, men eftersom han faldt i unåde og blev henrettet blev loven afskaffet og erstattet af en ny lov næsten 100 år senere, i 1859.

Udover at være en meget levende og præcist formuleret bog om boliger gennem et århundrede, så er den samtidig et stykke danmarkshistorie serveret i en form, vi alle forstår og ser, nemlig igennem vores boliger.
Mandestuen og kvindestuen, funkisvillaer, lammeskindet, kuglelyset, gasovne, strygejernet, hvortil husets eneste stikkontakt i køkkenet var dedikeret, køkkenmaskiner gennem tiderne, ungdomsværelser med plakater fra Vi Unge, genbrug, fra blå til hvide dyner fra Jysk og en masse, masse andre godter fra hjemmene i Danmark. Ret beset kunne vi ved gennemlæsningen ikke komme i tanker om en eneste genstand fra de danske hjem, der har betydning, som på en eller anden måde ikke er med i bogen.
Som blandt mange andre afsløringer kan bogen fortælle, at 2023 var året, hvor flere voksne danskere for første gang bor alene end sammen i par.

 

En bog med masser af teori og cases om fodboldtræning, 2500 gamle fabler, kognitiv træning, sund aldring af hjernen, fmR1-undersøgelser, memosynes og andet udmærket viden. Man kan så sige, at titlen måske foranlediger os til at tro, at vi får at vide, hvordan vi bliver skrappere til at huske. Her giver bogen nogle få og egentlig ganske udmærkede eksempler på f.eks. hvor mange tal, man kan husk. Husk et telefonnummer, træn dig i at sige en talrække bagfra, notler dig nummerpladerne på biler, husk det kontonummer du betaler til i stedet for at copy paste, lær din indkøbsseddel udenad og begynd i det hele taget at udfordre din hjerne i.
Det er ganske fine, og må vi sige universelle og gennemprøvede eksempler. Dem ville vi gerne have haft lidt flere af. Bogen er skrap på forklaringer om synæsteti, stress, forskingsresultater, Einsteins hjernebjælke, violinbørns hukommelse og socioøkonomiske forhold og mulige træningsscenarier på italienernes sejr over Frankrig i fodbold. Det sidste handler om fukusering. Udmærket paratviden. Som dog ikke rykker gevaldigt ved det, som vi alle går og får udfordringer med på vej op gennem livet og specielt i alderdommen: At kunne huske.
Forfatterne mener, at vores hjerner er UNDERANSTRENGTE, fordi de mangler fordybelse og udfordringer. Det hele handler om, at hjernen skal trænes i nye måder at tænke på i en verden af lette løsninger.
Fint nok. Vi ville bare gerne have haft lidt flere øvelser til at forbedre hukommeren......

 

Hvad skal man dog skrive om en bog, der er så autentisk, fængslende, gribende og nærværende som den her om youtuberen Thomas Kjems, der endte bag tremmer i det berygtede Evins-fængsel i Iran. Hvor han bliver vidne til en medfanges dødsom, hvor forhør ikke er noget at spøge med, hvor tvungne tilståelser og heraf følgende livstidsdomme er en del af hverdagen, hvor en svensk diplomat er endt i selvsamme fængsel, uden diplomatstatus, i et storpolitisk spil, og hvor familien derhjemme på en eller anden måde bare kan se til, mens deres søn sidder fast i et system så langt fra danske værdier.
Bogen er skrevet med lige dele indsigt i storpolitik, i det psykologiske aspekt hos mennesker, dagligdagen i et berygtet fængsel, hvor frygt, mobning, drillerier og overlevelse er en stor, sammenkogt ret.
Dramadokumentarisme på meget højt niveau med udskrifter af gribende telefonsamtaler med Thomas´ familie i Danmark, der af al magt forsøger at holde modet oppe på både sig selv og deres søn, og hvor bogen Nuets Kraft ikke underligt får en væsentlig betydning for overlevelsen i fængslet.
Sikke en historie. Sikke en bog. Kanongodt skrevet.

 

Det er altid mere givende, når man får indsigt i miljøet omkring et menneske, der nærmest har været med os hele livet, og som vi stået på sidelinjen og lige dele beundret, lige dele tænkt hvor synd hun overhovedet blev vidunderbarn.
Sådan en bog er den her. En bog der flot og dybt giver os indsigt i såvel Michalas egne tanker om den virak, hun som vidunderbarn i sin tid skabte med sit talent OG sine stressymptomer. Den beskriver hendes tid med uddannelsen i Hannover, og vi når langt, langt ud i store dele af verden, hvor der venter Michala  både udfordrende og inspirerende oplevelser.
Bogen udmærker sig ved at være koncentreret omkring de første godt 30 år af hendes liv, hvilket giver os tid til mere intenst at dvæle ved netop disse første, afgørende år af verdensstjernen og ikke nødvendigvis komme hele livet igennem. Det kan være, 2. halvdel kommer en anden god gang.
Vi får i bogen en ualmindelig ærlig Michala Petri, der fortæller en masse om, hvad hun gik glip af i sin ungdom med hensyn til det sociale liv. Faderens indadvendthed, skriver hun, gjorde det bestemt heller ikke nemmere.
Vi bliver også vidne til, hvordan Michala Petri lærte at undertrykke sine følelser, hvis hun stødte på ubehageligheder - for at se fremad og fokusere på det musikalske.
Vi læser også, hvad det gjorde ved Michala, at far og mor kom voldsomt op at skændes i bilen på vej til en koncert, fordi faderen havde glemt et nodestativ. Voldsomt for en pige med udelukkende musikalske præstationer for øje.
Det er spændende at læse om fløjtenistens mange koncerter i ungdommen, i kirker herhjemme, med alle de forskellige oplevelser, det indebærer. Og hvordan Petri husker og reagerer på de forskellige ting.
Bogen er overraskende nærværende og skrevet på en måde, så man som læser når at få følelserne ind under tøjet og blive både arrig og forvirret og få ondt i maven på Michalas vegne.
Det er det, en god bog skal kunne, at få følelserne frem i læseren. 

 

Alt er positivt ved bogen, og sådan skal det også være, når vi snakker Ole Henriksen. Selv den lækre, blå forside med Oles brede tandpastasmil. Det er i den grad et menneske i overskud, der har skrevet bogen, eller sådan virker det i hvert fald. Indgangen til bogen, hans tilgang til livet vidner om, at Ole er i balance med sig selv og gør alt, hvad han kan, for at lære fra sig og for, at så mange som muligt får glæde af hans viden, erfaringer og lyse sind.
På Bogmessen i Bella, hvor Ole talte om sin bog, blev hans på scenens bagtæppe på ganske humoristisk vis præsenteret på video, som han elsker det, et menneske der springer ud af sengen, op og gøre sin gymnastik i ringene, og så er dagen ellers igang.
Vi har vel alle fortsat en anelse skepsis og lægger hovedet på skrå, for KAN det nu også passe, at en mand kan være SÅ fyldt med posivitet.
Den lader vi stå, som andre har gjort det før.
Uanset hvad så er bogen fyldt med anekdoter fra hans liv og ikke mindst masser af opskrifter på, hvad man skal huske, når man lever sit liv: At være taknemmelig. Han bruger forskellige redskaber til at delagtiggøre os i sine hemmeligheder og til at give os den livsvisdom, vi måske savner undervejs. Vi bliver præsenteret bl.a for

 

* Ole-lovens 10 bud
* Find taknemmelighed i sorgen
* Skriv tak til din hjerne
* Sådan kan du træne din hjerne
* Taknemmelighedsbrev til dig selv
* Taknemmelighed gør dig mere empatisk
* Minder fra Indonesien, Laguna Beach, fra Nibe og fra Bornholm
* Beskrivelse af andre personer der har haft det svært i livet

Og meget, meget mere.

Det kan være svært at administrere al den positivitet, glæde og taknemmelighed i ét hug. Derfor anbefaler vi, at man læser den bid for bid, 5-10 sider af gangen og samler de enkelte guldkorn op undervejs. Kan man leve op til at træne sin hjerne med de redskaber, man får i bogen, vil det helt sikkert gøre en forskel.
Ole Henriksen maler med den brede pensel og kommer i f.eks. hyldesten til danskere ind på mange ting, der vil kunne diskuteres. Om vi nu også behandler hinanden med tillid og respekt, at vi ikke er korrupte, at vi kommer til tiden, at vi er flittige og effektive, respekterer de ældre, og er tolerante over for de mennesker, der bosætter sig i vores land, at vi har god stil og ser vældigt godt ud på en naturlig måde.
Ja, så er det sagt, og man kan så også bruge coffe table-bogen her som debatoplæg og få flere nuancer frem, end bogen tillader.

 

 

En ægte thriller der er skrevet tæt og lækker i jeg-form, hvilket gør spændingen og oplevelsen mere intens. Vi er så at sige med i handlingen fra første færd uden at skulle tænke på det, der var engang.
Matt Walters, en skuespiller uden større succes, vender hjem til London og finder en død kvinde i sin seng, Desværre for Matt er hans forlovede, Kate, også kidnappet. Han har én chance for at få hende tilbage, nemlig ved at dræbe en mand, han ikke har hørt om eller sågar aldrig har mødt.
Som romanen skrider frem, stiger mysterierne. Er Kate vitterligt den, hun udgiver sig for at være? Er Matte den, vi som læsere tror, at han er? 
Som alle andre af Kernics romaner er tempoet kraftfuldt og ubamhjertigt, og spændingen mod slutningen bliver nærmest uudholdelig.
Der er masser af gode og spændende karakterer i bogen uden, at nogle af dem nødvendigvis bliver til helte. 
Jentas er rigtig god til at få fat i og udgive bøger, hvor man som læser mere end sædvanligt kan sætte sig ind i dilemmaer og plots.
Hvor langt ville man selv gå for at redde sin forlovede? Vil du påtage dig et mord? Og hvor hurtigt vil du rykke. For i bogen her har Matt kun 24 timer, før fælden klapper. 
Godt dilemma til en thriller. Og med den rigtige forfatter til at få dilemmaet ned på papiret er vi som her godt stillet.
Man sluger bogen, hverken mere eller mindre.

 

En sjov roman om det at ville noget men ad skæbnens og tilfældighedernes vej at opnå noget helt andet - og måske det man i virkeligheden har behov for.
Rosa og Thor lever et temmelig småborgerligt liv, hvor vin og et manglende arbejde ligger som en lidt dyster undertone i et forhold fyldt med subtile magtkampe. 

 

Undervejs sker der ting og sager, men lad os bare lige kort nævne en reference til den vidunderlige illustration på bogens forside:

Aksel havde en, selv for en ornitolog, imponerende ørnenæse og store Royal Air Force ører.  Han havde dog aldrig prøvet at flyve, i hvert fald ikke i gæng forstand.

 

I sådan en sætning gemmer der sig både en bred humor og dybe metaforer, hvilket gør, at en jordnær og dagligdags handling glider ned med nogle få snuptag og uden at læseren skal anstrenge sig for meget for at finde ud af, hvad der foregår. For det, der foregår i bogen, foregår stort set lige for øjnene af os.

Forfatteren leger fint med orde. Højmosetjald, iltede den storsluprende i munden (om vin), trådte en spontan menuet. Herlig læsning. Ledsaget af en fin forståelse for skjult bitterhed i et parforhold og evnen til at finde eventyret på campingpladsen, naturen og under de store fugles vingeslag.

Så har vi bestemt ikke sagt for meget om handlingen. Noget af det mere bærende i bogen er da også et skægt persongalleri og et finurligt sprog med mundrette dialoger.

 

Piet Hein havde et noget anstrengt forhold til medierne. En af de interviewere, der kom tæt på ham, det var legendariske Claus Toksvig. Med sin begavelse, dannelse og enorme viden lod det til, at han spillede nærmest lige op med Piet Hein, der i bogen næsten falder på halen over at blive kontaktet af medielegenden. Interviewet er rigt beskrevet i ord og billeder i bogen.
Der er 2. del i serien om den verdensberømte multikunstner. En udgivelse der i rigt mål giver indtryk af den udvikling, Piet Hein og hans kunst undergik i de år, hvor han dels jagtede verdensberømmelsen, dels var dygtig nok til, at den stort set kom af sig selv. Når blot han var til stede og viste, hvad han kunne.
Udgivelsen fortæller også det, turde man næsten sig, at han som mange andre store kunstnere var notorisk konfliktsøgende, eller også kunne folk bare ikke tage hans temperament, nå han gav den gas.
Vi græmmes, når vi læser afsnittene om det tidligere forhold til sine børn, f.eks. Hugo, der på mange måder blev ydmyget, og det er så tydeligt og trist, at Peter Hein for enhver pris ville hellige sig kunsten, anerkendelsen og berømmelsesn, mens hans bagland, privatliv og i perioder også økonomi lå i ruiner.
Intet menneske, tænker vi efter læsningen af bogen, kan være lykkelig med den parade af åndelige og fysiske tragedier, der var en stor del af Piet Heins liv. Når man så ser på, hvad han har skabt, er det lige før, man tænker, hvad Piet måske ikke selv turde, bare han dog havde ladet være.....For hans egen og omgivelsernes skyld.

Piet fløj verden rundt og blev mange steder modtaget som en anden Messias. F.eks. i Canada, hvor den første samling grooks havde solgt 130.000 eksemplarer på tre måneder, og hvor så hans amerikanske forlægger var fløjet til Montreal for at modtage sin berømthed i lufthavnen.
Piet Hein, fortæller bogen, nød på verdensudstillingen EXPO 67 at gå rundt og se, hvordan det myldrede frem med idéer, hvoraf flere byggede videre på superellipsen og bruddet med det "rektangulæres spændetrøje".
Vi får også i bogen en indføring i, hvad det var for et fælles rum, der dragede Charles Chaplin og Piet Hein mod hinanden. 
Det er spændende læsning, ligesom bogen som helhed er et velkomment og uhyre velresearchet monument over en af de helt store skikkelser i dansk kunst.
En vildt god bog, et fremragende værk.