Når man på forsiden læser, at bogen handler om at leve og ikke kun overleve, så fristes man til at tro, den er fyldt med klicheer.
Det er den så ikke. Naturligvis siger forfatterne en lang række af de rigtige og politisk korrekte ting. Som at man ikke må fornægte en alvorlig diagnose, at man skal involvere sine kære, så de har mulighed for at forholde sig til en dødelig sygdom, at man skal tale om sine sygdomshistorier, bearbejde sin sorg, at man skal være opmærksom på tonefaldet som læge, der overbringer en trist nyhed og andre ting, vi har fået læst og påskrevert gennem tiden.
Men den gør det i en vedkommende kontekst, der naturligvis ikke bliver mindre fængende af, at vi har at gøre med to mennesker, der er gift og uendelig tæt på hinanden, holder foredrag over det ganske land om at være tæt på døden, og som er kendt af alle og enhver, der interesserer sig for sygdomsbilleder.

Og så er det, at vi som bonus får en række oplysninger, der rykker. At udvikling, viden og forskning indenfor lægestanden ændrer sig på syv år, men at den gode samtale dog slår alt det.

Af andre godbidder kan nævnes:

At modtage en psykiatrisk diagnose stadig er forbundet med skam og tabuisering.

At vi har 250 hospicepladser i Danmark.

Halvdelen af patienter med en tumor overlever.

Sådanne eksakte vidensdelinger ligger godt gemt inde i en perlerække af cases, fortællinger, og humristiske handlingsforløb, der gør, at man ligefrem kan se de to forfattere stå på scenen, hvor de øser af deres livskraft, erfaring, humor og paratviden.

 

Alt det som bogen er fyldt med. 

 

Det er altid rart at læse, hvad der har sammensat et menneske, som har haft indflydelse på Danmark. Endnu oftere er det af betydning at læse om vedkommendes bagland og herudaf at kunne lede, hvad der på hjemmefronten måtte have præget vedkommende.

En sådan bog er den her om ægtefællen til en af Danmarks længst siddende statsministre, Poul Schlüter.
Den udmærker sig på en lang række parametre. Bl.a. cementerer den klart, hvor optaget af undervisning og ballet, Anne Marie har været, hvor engageret hun har været i sin karriere og dermed, hvor åben hun har kunnet være overfor sin mands engagement i den politikerkarriere, der må have optaget ham til grænseløshed, eftersom han har kunnet sidde som landets statsminister i mere end et årti. 
Bogen er et billede af, hvorledes to mennesker med hver deres karriere holder sammen i årevis, men, erkender hun, den bedste tid med Schlüter var den under coronatiden, hvor mange parforhold har haft enten store udfordringer eller store glæder sammen.
Det er ærlig snak, og sådan er det hele vejen gennem bogen, hvor man får et glimrende indblik i den virkelyst og det engagement, Anne Marie har haft med Det Kongelige Teater som fast ramme gennem mere end 66 år som danser, balletskoleleder, instruktør og koreograf, og hvorledes hun har arbejdet med nogle af de helt store som Flemming Flindt, Harald Lander, John Neumeier ogå00 Rudolf Nurejev, og hvorledes hun har kombineret denne ihærdighed med rollen som statsministerfrue og borddame og samtalepartner hos verdens store politikere og navne.
Det er tydeligt, at det, hun kommer af, og de tanker, hun har gjort sig undervejs i livet, har præget Danmarks dengang meget velartikulerede statsminister, og også den lune, humor og nuancering, Poul Schlüter var kendt for, skinner  igennem - bl.a. med den kendsgerning, at Margaret Thatcher ofte titulerede den danske minister med et Good Morning Poul, selv om hun netop dagen forinden havde tituleret ham med et Good Morning Prime Minister, hvis der var noget de to havde været uenige om.
En dejlig bog.

 

 

 

Et sted i bogen siger Morten Albæk, at det ikke handler om matematisk, hvor langt, man når, men hvad man lærer på vejen derhen.
En sandhed skåret ud i pap, og dem er der mange af, altså sandheder i Albæks nye bog. Til trivialiteter vil nogen mene, for hvad nyt er der i det.
Der er det nye i det, at forfatteren formår at smutte sine fiosofiske betragtninger og sandheder ind i en kontekst, der rammer plet og ryger lige ind under huden.
Selv om man ofte skal følge rigtig godt med, når Albæk taler og skriver, så er der så meget gods og guld både mellem linjerne og på dem, at vi må erkende, at vi sagtens selv ville kunne komme på dem. Vi er bare ikke gjort det. Derfor er det godt, vi har en som Morten Albæk.

Du bliver aldrig færdig med at træne din selverkendelse.
Den, der løber hurtigere, end sindet kan følge med, risikerer at miste sin eksistentielle finmotorik.
Vi er så optagede af at beholde friheden til at vælge, at vi hellere "dør af sult" end lader os begrænse.
Vi bliver ikke lykkeligere af at kunne vælge frit fra alle hylder i livets supermarked.
Vi kan falde for mange forskellige, hvis tilfældene og omstændighederne tillader det.
Når Amors pil ikke længere afgiver kærlighedens serum, så ser vi gradvis flere og flere pletter på skønheden
Vær nysgerrig på det næste blik.
Den ideelle kærlighed er  hverken en, der ophøjer eller nedgør.
Jo mere, vi er omgivet af noget, jo mere attraktivt finder vi det.

 

Og alle mulige andre guldkorn. Mange af dem er kastet før før, rigtig meget af ovenstående og meget andet i bogen iøvrigt er på forskellig vis sagt tidligere. Forskellen er, at de denne gang siges mellem mange andre ting, analyser, cases, overvejelser, med en ægthed og autentiset, der når langt ud over det trykte ord, langt ud over bogens sider og rammer os, der har behov for at tænke bare lidt længere og lidt dybere.
Det er sydende synligt, at Albæk har gravet og rusket grundigt i både sig selv og de filosofier, han er så kendt for, og han giver utrolig meget fra sit eget liv, både omkring sit nuværende ægteskab og sin gymnasietid.
Albæk kommer rigtig godt omkring livets mangfoldigheder og facetter på en måde, der gør os i stand til at finde værdi i at overveje de næste veje frem , også selv om vi måske har planlagt den for år tilbage.
Vi har godt af som menneske at tage nogle gevaldige opgør mod os selv og ændre livsbane.

 

 

Et smukt statement over et smukt forfatterskab.
Det er tid at gøre tingene op. Det er tid til, på egen måde, at fremhæve og sige tak til de mennesker og de idéer og de kilder, der var med til at gøre livet fuldendt. Som gav livet juice, retning, mening, og ikke mindst modet til at forfølge de drømme, man har som ung, og som man heldigvis ikke aner, hvor fører hen.

Ib Michael har aldrig været bleg for at fortælle om sin vinterdepression. Det skulle lige være, som man nu tør sige det lakonisk, bleg for solen, hvorfor forfatteren gennem en årrække er taget til Thailand for at finde varme, stemning og helbredende kraft samt dykkermuligheder.

Ofte hører det ganske enkelt med til store forfatteres DNA, at de lider af sligt, og må det så bekomme dem vel, at den kunst, der kommer ud af den, kan bære og nydes i fulde drag.
Man kan være enig, man kan være uenig i Ib Michaels holdninger og tilgang til tilværelsen og menneskeheden. Men uomtvisteligt er det, at han formår at give bogelskere en oplevelse, der trænger ind gennem adskillige forsvar, og som evner at inkludere læseren, omfavne vor tilværelse og give inspiration til, hvordan man måske står lidt stille nu og da og tænker over tingene og kommer videre i livet på en bevidst måde.
Bogen her er skrevet i det fjerne, og man må sige, at varmen metaforisk dukker gevaldigt op mellem linjerne, ligesom det krystalklare vand, den krydrede livsstil og de eksotiske og krydrede nuancer fremmer læseglæden ved at infiltrere ord og syntakser, så man bliver hevet et andet sted hen, for en stund omend, og kommer med forfatteren en tur rundt i tanker, glæder, handlinger og oplevelser, han har haft gennem livet.

Hans seksuelle oplevelser med en mand i sin tidlige ungdom, hans tanker på rejserne gennem Amazonas, aktionen i Rebild Bakker, hans erfaringer med studenterjobbet på Gyldendal, erfaringerne med den frygtede 2er-roman, hans erfaringer i udgiververdenen, på Nordkaperen, læren om dykning i Middelhavet, - ja rigtig meget hvad der måtte være aktuelt, når man ønsker at komme godt omkring i den sidste ende af livet, hvor det giver mening at opsummere for at sige tak til livet og, at der er andre, der er mere kampklare og godt rustede til at tage over i de kampe, man nu har ført.

Ib Michaels bog er ikke "kun" en erindringroman. Den er en hyldest til det liv, han har levet, og dermed en hyldest til det univers, der giver muligheder for en række oplevelser helt ud over det sædvanlige, såfremt man tør gå efter de drømme, det aldrig i så muligvis tilrettet udgave det er for sent at begynde på - netop for at opleve noget helt ud over det sædvanlige.