Ude i kulden PDF Udskriv Email
Søndag, 25. april 2021 10:46
Ude i kulden af Linda Castillo
Linda Castillo
Ude i kulden
352 sider
Hr. Ferdinand


En enkemand i Amish-kulturen er med sine børn på kanetur i en frygtelig snestorm, hvor den lille familie så finder en bil fyldt med skudhuller og en kvinde, der er ved at dø.

Alene det er optakten i en overordentlig spændende krimi. Og når man så tillægger, at det her 12. bind i Linda Castillos serie om Kate Burkholder, og når man så lægger til, at vi igen får mulighed for at bevæge os rundt i det lidt mystiske og isolerede amish-samfund, og så får tilsat et uvejsomt vejrlig, så har vi super underholdning til en god weekend.

Og så får vi et menneskeligt aspekt om personligt, skal vi næsten kalde det oplevelse af venskabets forrædderi eller chok, da det viser sig, at Gina Colorosa, Kates bedsteveninde på politiskolen, nu er eftersøgt for drabet på en undercover agent. Og at det er hende, Kate har fundet i sneen.......

Gina afviser selv anklagerne som falske plantet af korrupte politibetjente.

Bogen er et pletskud i genren. Blandt andet fordi det lykkes forfatteren at iscenesætte en handling, hvor læseren undervejs hverken ved ud eller ind, hvem kan man stole på, hvem kan man have tillid til.

Linda Castillo får Kates skepsis ud til os og får vort eget følelsesliv til at tage nogle rutcheture. Så meget at man nogle gange oplever at blive irriteret på sig selv over, at man ikke kan gennemskue tingene.

Så er en bog god. Når den er så fyldt med overraskelser og udspekulerethed.

Bogen har endvidere fine indblik i Amish-kulturen i Ohio. Og gør dig selv den tjeneste at få fat i alle forgængerne. Så får du mere ud af bogen her; bl.a. hvad angår Kate Burkholder private sfære og psyke, men også levevisen hos Amish-folket. Du får på en vis måde sympati for den enkle levevis, og hvem kan ikke bruge den viden i disse bæredygtige tider. 

Der er mange lag i bogen, og det kendetegner jo en dygtig og veldrejet thriller nu om dage. På bagsiden af bogen står der, at bogen får pulsen til at stige. Det er ingen overdrivelse. Som anmelder sidder jeg stadig og bliver træt af, at jeg efter at have læste mange, mange thrillere, endnu ikke har lært at gennemskue et veldrejet plot.

Hurra at den slags bøger stadig findes.....



Senest opdateret: Søndag, 25. april 2021 12:11
 
Mand uden ansigt PDF Udskriv Email
Søndag, 25. april 2021 10:44


Mand uden ansigt af Dennis Jürgensen

Dennis Jürgensen
Mand uden ansigt
336 sider
Politikens Forlag

En engageret og medrivende udgivelse fra Dennis Jürgensen. Så kortfattet kan det siges. 

Vi har også en længere version, hvor vi så efter endt læsning kan berette at forfatteren lægger godt fra land i sin nye serie om efterforskerne Lykke -Teit og Rudi Lehmann.

Makkerpar har vi ellers rigeligt af på krimimarkedet, hvor vi oftest skal ind og vendte om deres modsætning, ned i deres fortid og får lov at drage deres professionalisme i tvivl, fordi deres privatliv ligger underdrejet.

Det kan være lige lovlig meget og fratager efter vores mening lejlighedsvis fokus fra spænding og delplots. 

I den nye serie her, der bliver spændende at følge, går forfatteren da også lige akkurat til grænsen. Begge opklarerne har mere eller mindre lig i lasten og psykiske udfordringer. Men det bliver aldrig trættende og for gennemgående i bogen. Det kunne virke som om, forfatteren har gennemskuet, at den slags skal altså med i en moderne krimi, men at han i grunden bare har det med som pligt.

Dennis Jürgensen har talent for plots og dramatik. Han er en professionel iagttager og en god formidler af miljøer og naturbeskrivelser. Lige fra kaffen der er færdig og bliver skænket med skvulp. Og til jagten på en af bogens hovedpersoner, der bliver jagtet af en gerningsmand, falder over en sten, banker hovedet ned i det hårde sand, vågner omtåget på en madras, forsøger at kontrollere sin angst og forspilder sin chance for at undslippe.

Super lavet. Beskrevet over flere sider så vi nærmest er med inde i det mørke og uopvarmede rum.

Handlingen foregår i Vadehavet, hvor en ung skolelærer og hans elev bliver væk fra hinanden i tæt tåge. Læreren bliver desparat, hører et skrig i tågen, og da han finder drengen, står han bøjet over et lig.

Forfatteren har haft en fest med at finde ud af, hvordan man i grænselandet skal få opklaret forbrydelsen, der ikke er den eneste af slagsen på egnen. Eftersom vi er, hvor vi er, og Sønderjyllands Politi ikke har haft held med en lignende sag, bliver der nu hentet forstærkninger udefra, bl.a. fra Tyskland.

Og sådan fødes det nye makkerpar.

En spændende detalje iøvrigt. Kan man så her finde ud af at samarbejde uden gnidninger?? I hvert fald er de lokale politifolk temmelig fortørnede over det nye makkerpars indblanding.  

Bogen er udmærket håndværk. Og er også aktuel med diverse detaljer og skjulte kommentarer om f.eks. dagens ulvedebat:

Tror I virkelig, at det var det var en ulv, som gravede hende op.... Jeg har hørt om iagtagelser af ulve her på egnen . . . Jeg har læst, at I bortskyder den i Danmark . . . . Det er ulovligt. De er fredet. . . . . .Så hvis nogen havde skudt den ulv, havde vi måske aldrig fundet Rosa . . . 

Senest opdateret: Søndag, 25. april 2021 12:51
 
Gå - en hyldest til vandringen PDF Udskriv Email
Fredag, 23. april 2021 12:39

 

GÅ af Red. Karsten Wind Meyhoff

Karsten Wind Meyhoff

256 sider
Gad

 

En meditativ og rolig bog med budskab til alle der ønsker at vandre invortes eller udvortes. Allerhelst begge dele.
At man finder ro ved at gå eller bevæge sig i naturen, er vist ikke nogen hemmelighed.
At man har direkte mulighed for åndeligt og intellektuelt også at bevæge sig fra ét sted til et andet, det er en lidt større udfordring, men til at overse. Særligt når man får lov til at læse skønne, lærerige og inspirerende bøger som denne.

Den indeholder megen smuk lærdom, ikke bare om vandring men om deciderede fodture, hvor Ludvig Feilberg i bogen benævnes som en af de helt store fodturs-psykologer. Og hvor en af bogens mange forfattere, Per Lindsø Larsen, stiller spørgsmålstegn ved om motionsløb, vandring, , kondiløb, marchture osv. er ved at fortrænge fodturen, hvor man er ude på de små skovstier og ubefærdede markveje for bare at være sig selv med sin krop og sine tanker. At finde en lille afsides plet for sig selv.

På en hyggelig spadsertur med andre mennesker, kan man være i nok så godt et selskab, men at være på fodtur med sig selv kan være en decideret sjælelig renselse. 

Bogen er ganske morsom og indeholder Feilberg-citater som:

Da jeg på hin fodtur kom forbi et opslået forbud: "Al gennemkørsel er forbudt og straffes efter loven", kom jeg til at le. Der ligger de og rager med deres goder, faldt det mig ind. Man følte det næsten som en befrielse ikke at eje noget.

Bogens mange kapitler lægger op til at koble fodtur, natur og vandring til en personlig udviklings- og sjælelig proces. Gid man forstod at leve! Mens Tid er. Skulle vi ikke gaa en Fodtur imorgen?

Udover det åndelige og filosofiske indeholder bogen vildt mange oplysninger om træer, bær og buske og dyr i naturen og har kapitler med så forskellige forfattere som Bente Klarlund Pedersen, Jens Meulengracht-Madsen, Henry David Thureau, Dan Turéll, Stig Olesen og Thomas Boberg, og i kraft af den alsidige forfatterskare får vi et meget alsidigt portræt af naturen og flotte beskrivelser lige fra kystens vindblæste klitter og skrænter - til vandrere fra Det Hellige Land og til en beskrivelse af vi vandrere som forsagte korsfarere.

At gå, opleve naturen, at vandre og at gå fodtur bliver beskrevet med en grundighed og ægthed, som står man foran sit livs oplevelse. Det kan man nemt komme til, næste gang, man vandrer, og næste gang igen, hvis man læser denne bog. For så er hver vandring en ny vandring ud i sjælens krinkelkroge.

Dejligt let sprog.

Og fyldt med humor. Læs om en af bidragyderne i bogen, Nanna Simonsen, der ikke bryder sig om at gå og vandre, men alligevel oplever et helt liv på sine små ture. Og læs i et essay af Rune Engelbrecht Larsen om, hvor trængt naturen er, og at vi er på vej mod 6. masseudryddelse. 

Et alvorsord får vi således også med på vejen. Det giver en dejlig helhed.

Senest opdateret: Fredag, 23. april 2021 14:11
 
Christian den grusomme PDF Udskriv Email
Torsdag, 22. april 2021 10:48

Christian Den Grusomme af Anders Otte Stensager
Anders Otte Stensager
Christian den grusomme
208 sider
Gad

Det er barske løjer, vi bliver vidne til i biografien om Christian Wirth, der var tysk SS-officer og en af de førende arkitekter til udryddelsen af jøder i Polen. Under første Verdenskrig blev han tildelt jernkorset hele tre gange. Han var medlem af SA fra 1933 og blev i 1939 som kriminalkommissær forflyttet til udryddelsesanstalten Grafeneck, hvor han deltog i gasningen af sindslidende og psykisk forstyrrede.

Huset med gaskammeret er der billede af i bogen, der på den måde reelt bliver meget nærværende, autentisk og uhyggelig, ligesom bogen bliver meget håndterbar med andre bygninger, der blev anvendt i fortiden, dels som bolig, dels som hangarer.

Forfatteren har gravet i fortiden og i alskens tidligere udsendte kilder og litteratur, og har således fundet frem til danskere eller danskfødte med sindlidelser blev dræbt i datidens "mordanstalter", som forfatteren konsekvent kalder bygningerne.
Bla.a blev i netop Grafeneck danskfødte Petrine P. aflivet, mens ligeledes danske Wilhelmine G. fra Løgumkloster bliver aflivet på anstalten Hadamar i en alder af tyve år.
Hun får en dosis phenobarbital, og i dødsattesten kommer der til at stå hjertesvækkelse. Ja, mon ikke. Idag anvendes medicinen i øvrigt i mange u-lande til behandling af epilepsi.

Bogen er et spændende indspark i fortællingen om grusomhederne under Anden Verdenskrig. Naturligvis fordi der er danske tilgange til den, og således har Christian den Grusomme, som han blev kaldt af mandskabet, også danske sindslidende på samvittigheden. 

Udover det fortæller bogen historien om en flittig, velbegavet og pligtopfyldende Wirth, der bekymrede sig om sine ansattes velbefindende -, og så til den dag i 1933, da Hitler kommer til magten, og hvor han fra dag 1 indirekte forlanger, at folk skal melde sig ind i partiet. For ellers . . . . 

Fra hvordan han var de kriminelles fjende nr. 1, som havde magt og midler til at holde forbrydere i kort snor. Og så til rædselsårene, hvor han nu bruger al sin magt, energi og råstyrke til at begå forbrydelser mod menneskeheden.

Bogen fortæller i detaljer, nogle mere grusomme end andre, hvordan livet foregik i og omkring udryddelseslejrene, og forfatteren kommer også ind på hvordan Wirth havde stærke nationalsocialistiske topprioriteter, og hvordan hans karakter og udholdenhed var til UG med bolle og stjerne.

Man siger, at omkring 70.000 åndeligt underbegavede og sindslidende mennesker blev udryddet i lejre rundt omkring under Anden Verdenskrig. Forfatteren har fundet nogle ok gode og autentiske, danske beviser, selv om nogle i forvejen er kendte, andre mindre kendte og andre igen meget lidt danske. Men bogen er en fortræffelig beskrivelse af, hvordan et nazi-system fandt den perfekte organisator til at få tingene på plads i en fart og alle de besværlige og uduelige ud af vagten. 

Man kommer uvilkårligt til at tænke på et af versene i C.V. Jørgensens sang Costa del Sol, hvor alle fattigrøve og skvadderhoveder blev gasset.

Uhyggelig læsning.

Senest opdateret: Torsdag, 22. april 2021 13:00
 
Spøgelser PDF Udskriv Email
Torsdag, 22. april 2021 09:16

Spøgelser af Dolly Alderton

Dolly Alderton
Spøgelser
416 sider
Hr. Ferdinand
 
En dejlig, lækker, varm og inspirerende feel good. Forsiden alene emmer af henslængthed, sex, dating, magelighed, på jagt , , , ,. Og når man er kommet igennem bogen, ved man, hvad det vil sige at leve livet, fyldt med udfordringer og bekymringer, og alligevel med en vis lethed om hjertet. Det skal nok gå altsammen.

Den 31-årige Nina Dean har været single i et par år og beslutter sig for at forsøge sig på dating-appen LINX. Det kommer der til at begynde med en række frustrationer ud af, nøjagtigt som de fleste på dette marked kender det: Mænd der afbryder kontakten, mens man er godt igang med dem, uden nogen forklaring, elleres også svarer de hende random ud af det blå.
Særligt falder hun med det samme for en mand, hun synes er den ideelle. Han hedder Max, og lige så hurtigt, han er kommet ind i hendes liv og rippet grundigt op i hendes følelsesliv, ja så forsvinder han igen.

Samtidig er Ninas far godt op vej ind i demens-sygdommen, så nu må hun forholde sig til to ulykker, så at sige. Faderen er ved at forsvinde som den, hun kender, og hendes biologiske ur tikker uden en mand ved sin side.
Nina får prøvet lidt af hvert, hvad angår mænd. F.eks. netop Max og så Joe, der er Max´ dimentrale modsætning.

Max var selvsikker og tilbageholdende i sin begejstring. Joe var hvalpeagtig og ivrig efter at underholde. Max var alvorlig, Joe ville gøre eller sige hvad som helst for at få folk til at grine. Joe var blød og rundkindet. Max var stor og stærk.

Osv osv.  

Bogen er letlæst og gribende. Fordi den indeholder og beskriver voldsomt mange af de aspekter, vi selv eller vore bekendte udsættes for i jagten på den eneste ene. Er det godt nok til mig. Og hvis ikke, er der så alligevel noget, der vejer det op? Afmålte beskeder der skal analyseres. Afsted på kunstudstillinger, cafeer og skjult røntgenblik gennem lejligheder, hvor bøger og CDer ligger på enhver tænkelig flade.

Meget humoristisk beskrevet. 

Bogen er altså både morsom og klog. Og den har masser af det hele. Aldrende forældre, reviderede livsforventninger, tab af venskaber, vejer der må skilles hvor smerteligt det kan være.

Man kan ikke påstå, at hovedpersonen er specielt sympatisk. Det er dog heller ikke vigtigt for temaet, og man kommer på den måde til at lægge mere mærke til tidsånd og personernes op- og nedture end at håbe for Nina, at alt går godt. 

Og som potentiel læser skal man vide, at der er mange temaer i bogen, og at dramaerne ikke kun handler om kærlighed og sex, men at handlingen er mangefacettet. Der er noget at holde styr på, og det er der jo også i vore egne liv. Derfor er bogen tro og virkelighedsnær.
Senest opdateret: Torsdag, 22. april 2021 09:53
 
Den kloge kone fra kone fra kvindehuset PDF Udskriv Email
Torsdag, 22. april 2021 00:00

Den kloge kone fra Kvindehuset af Linda Lassen

Linda Lassen
Den kloge Kone fra kvindehuset
303 sider
Hovedland


Engang for længe siden gik man ikke til psykolog eller lifecoach eller clairvoyant. Da gik man til den kloge kone på landet.
Det er sjovt at høre fortællinger om de tider, og her skal vi jo nok inden alt for længe og meget snart tilbage til oldeforældrene, der MÅSKE kan huske noget om de mennesker, eller måske kender en, der frekventerede de kloge koner.
Bogen her er en roman men kommer meget tæt på de kloge koner, idet forfatteren er inspireret af sin oldemor, der netop var en af dem - endda langt ude på landet, og hvis spådomme var gået i opfyldelse for nogle af de, der frekventerede hende.

Oldemoderen var fattig, meget fattig og levede af sin køkkenhave og æg og ellers af de gaver, folk kom med, når de havde fået "behandling" og spådom hos hende.

Oldemoderen var tillige lidt fremsynet og oprettede et slags krisecenter for kvinder, der var ved at komme i uføre, fordi en karl eller to ville have dem. De var jo selv fattige og havde praktisk taget ingen steder at gå hen.

Samlet set er bogen en meget smuk og rørende beskrivelse af Karoline, der bliver set godt af sin mormor, som ved, at barnebarnet vil få svært ved at klare sig ved det hårde landarbejde, og som derfor inspirerer hende til at blive klog kone.

Romanen indeholder hints til datidens sprog ude på landet. Såsom Vi har rigtige madrasser som på hotellerne inde i Odense, og der var et servantestel og et spejl, så mændene kunne se at barbere sig, og måske er du en lappepige, og Burmaister og Wain, det store skibsværft i København, eller Karoline var lige kommet hjem fra morgenmalkningen, eller vaskekonen så sig rundt mod de forventningsfulde ansigter og Karoline løftede ringene af komfuret og smed tørv på.

Bogen indeholder også datidens pendanter til ofre i Mee-too-bevægelsen. Sødmen er der omkring uskyldige piger som:

Hun holdt af at sidde ved køerne og se ind i deres store, blide øjne, og så til det grusomme i samme sætning, men hun gik ikke hjemmefra uden en lille køkkenkniv i lommen.

Og så er det netop, at hun bliver offer for karle og daglejere, der har drukket sig gennem sliddet og kommer og tager hende på brysterne, mens hun så forsvarer sig med en kniv, men alligevel går hjem med skylden og skammen.

Der er mange, gode lag i bogen, som er velskrevet og særdeles humoristisk. Som læser nyder man roen i sproget, samtidig med at det ikke skorter på drama og handling. Og så får vi nogle fine indblik i, hvordan livet på landet formede sig på godt og ondt i begyndelsen og midten af forrige århundrede. 

Og så rejser de sunde spørgsmål sig, dem som man også kunne stille sig i dagens debatter: når Karoline nikker til sine høns og sin hane og spørger. Mænd kunne vel ikke sammenlignes med haner. Hanen fulgte sin natur. Var det mænds natur at tage kvinder mod deres vilje?

Vi får et vist indblik i, hvordan de kloge koner på landet arbejdede dengang, og hvordan folk, der opsøgte konerne reagerede, og vi er også med, da tyskerne besætter Danmark i fyrrerne, hvordan det påvirkede landbosamfundet omkring Karoline, og hvordan hun fixer barnløshed ved bare at lytte til folk og give gode råd. Ingen stjerner, ingen kort, ingen redskaber, bare lyt.

En dejlig bog, der emmer af historiske punktoplysninger, og hvor vi både stifter bekendtskab med Daells Varehus, med Stauning, der har fået hjerneblødning, mens Vilhelm Buhl tager over, og sågar Morten Korch, hvis litteratur bliver dechifreret af en byfin bibliotekar. 

Vi får også et godt indblik i, at utroskab, det var bestemt også noget, som man begav sig udi dengang, hvis manden var "for hurtig" i sengen derhjemme, og der opstod sød musik andetsteds, og at det nu således var en anden, der var far til barnet, og hvad Karoline så kunne gøre ved det.

En varm bog som kalder på såvel humor som medmenneskelighed, omsorg og viljefasthed.

Flot arbejde.

Senest opdateret: Mandag, 26. april 2021 16:43
 
Livskloge Lisbet PDF Udskriv Email
Tirsdag, 20. april 2021 19:07

Livskloge Lisbet af Marianne Tofte

Marianne Tofte
Livskloge Lisbet
217 sider
muusmann forlag

 

Naturligvis er vi på rejse på Memory Lane med Lisbet Dahl i hovedrollen gennem mange, mange år. Er man ude på underholdning og genkendelighed, så er bogen bare for det alle pengene værd. For vi kommer i kontakt med masser af kendte personligheder i underholdningsindustrien, lige fra Torben Træsko på Dyrehavsbakken, over Ulf og Rysse, Birthe Kjær, Niels Olsen, Henrik Lykkegaard, Holger Juul Hansen, Bodil Jørgensen og en masse andre, vi kender fra den folkelige underholdning.

Men ikke nok med det.

Selv om bogen mestendels er bygget op af billeder med udvidede billedtekster, er det lykkedes for Lisbet Dahl i samarbejde med bogens forfatter  at give os et kæmpegodt indtryk af både sig selv og af underholdningsindustrien og i særdeleshed serveret på en måde, så vi som læsere kan spejle os i hendes udvikling og nikke SÅ genkendende til masser af de udfordringer og oplevelser, revydronningen og skuespilleren gennem tiden har haft.

Hvem har f.eks. ikke haft lyst til ved indgangen til et nyt parforhold at springe al flirten og udenomsmanøvrene over og gå lige til sagen for at komme i sikker havn med det samme.
Hvem kender ikke til at føle sig vraget, som Lisbet Dahl gjorde det, da Erik Balling ikke ville have hende med i Matador. Lisbet Dahl får bare fortalt det med humor, nemlig at Erik Balling kun ville have skuespillere med, der gjorde, hvad han sagde....

I den sætning får vi en masse at vide af og om Lisbet Dahl, og vi får også at vide, at vi gerne må tage nederlag med et smil.

Hvem har ikke prøvet at blive snydt i handler, i Lisbets tilfælde var det hundehandler.

Om sin parodi på Anniqa i 1976 fortæller Lisbet Dahl, at det var ikke noget særligt, men melodien var god. Her lærer Lisbet os, at man behøver ikke være perfekt, og man kan komme langt ved at underspille en situation.


Om sin mor siger hun:

Jeg ligner hende en del af sind, men hun styrede sit temperament dårligere, end jeg gør. Jeg har større selvdisciplin end hun, og det siger noget om, hvor lidt hun havde.

Man bliver varm om hjertet, når man læser bogen, idet den udover en masse skægge episoder også indeholder et ønske om, at medmennesker kan lære noget af hende, og mange gode sætninger om, hvordan man bør behandle hinanden som mennesker. I hvert fald hvordan hun gør. F.eks. at man aldrig skal bruge børnene som hævn eller straf eller redskab i en skilsmsse. At man skal kunne tåle de forskelligheder og ofte direkte modsætninger, man møder undervejs. På den måde får man det bedste op i og ud af hinanden.

Så fik jeg høreapparat, og jeg er lykkelig for det. Det er tåbeligt, at der er så meget tabu omkring det.

Sådan en sætning er med til at legalisere ikke bare nedsat hørelse, men et hav af andre skavanker.

Bogen er uhyre letlæst, men subtilt går der masser af holdninger og budskaber ind, som man kan profitere af resten af livet.

Vi kan godt blive i tvivl om, hvorvidt Lisbet fejrede sin 70-års fødselsdag i Chania, hvor Stig Elling står i baggrunden på Hotel Christina, eller om det var på Postgården i Korsbæk på Dyrehavsbakken. Begge steder er i bogen med billeder krediteret begivenheden. Måske hun bare holdt den to gange....

En bog der på rigtigt mange måder er værd at læse. Og livsklogskab. Ja, HER lever bogen sandelig op til sin titel.

 





 

Senest opdateret: Onsdag, 21. april 2021 08:34
 
En rigtig dame PDF Udskriv Email
Søndag, 18. april 2021 16:15

 

 En rigtig dame af Heidi Kølle Andersen

Heidi Kølle Andersen
En rigtig dame
182 sider
alpha

Fantasien fejler bestemt ikke noget hos forfatteren. Hun kører på med alle mulige historier om seksuelle tilbøjeligheder, teenagere, modeindustri kontra bæredygtighed, uregerlige svigermødre, arvingerne der er ligeglade med arveladeren, bare de arver og mange andre udmærkede og velmente emner.

Der er megen fordømmelse i bogen, megen afstandtagen og megen kulde, og det får bogen plus for at fremtone ganske livagtigt.

Sproget er tillige holdt i en til situationerne passende kølig tone stort set hele vejen igennem novellerne, der iøvrigt er bygget op i et ret ens og monotont sprog.

Visse steder er det så direkte vulgært, endda ubearbejdet vulgært. Hvilket efter vores mening er unødvendigt vulgært.

Det virker som om, forfatteren bare har besluttet, at sådan SKAL personerne snakke og tænke og opleve. Uden at tage nøjagtigt bestik af situation og miljø, og hvem personerne ellers er.

På side 78: Hvis hun var skrap, kom det måske af alt det pis, hun i årenes løb havde fundet sig i.....men var gået hjem i seng, var hun en narrefisse.

Side 87: Fuck noget billigt kineserlort.

Fuck hvor havde hun bare lyst til at hente sin taske, hælde kaffe i skødet på fucking hr. Lorte-Svendsen og kvitte med et ordentligt ramasjang. Simpelthen bare SKRIDE fra den her butik.

Der havde John, den lade idiot, alligevel ikke overdrevet . . . hedder det i en anden novelle. Og minsandten om selvsamme udtryk ikke går igen på næste side, som er side 69.

Kunne vi bede om lidt afveksling i kraftudtrykkene.

Iøvrigt er det samme John, som Lizette, novellens hovedperson, får lyst til at komme op på pikken af, idet hun ihukommer sig hans ord:

Skal du en tur op på Bamsefar og ride ranke.

Jøsses siger vi bare.

Forfatteren vil muligvis mene, at anmelderen her har misforstået en hel masse. Lad os så sige det. Men vi forlanger af god litteratur, at der skal være mening med de uartige gloser og bitre sætninger. Der er ganske enkelt ikke flow nok i sproget og opbygningen i visse af novellerne. Det virker sært, når forfatteren lader Anne-Sophie i det dunkle apotek blandt glas, piller og kunder anvende begrebet 
anskuelsestavle i det periodiske system, når det er det eneste issue indenfor den slags grundstoffer og særlige fagområde iøvrigt, vi bliver præsenteret for, selv om hun i novellen skulle være lidt af et geni på sit felt.

Persongalleriet virker visse steder heller ikke alt for troværdigt.

Netop hovedpersonen Anne-Sophie skulle være blevet headhuntet til en stilling i en
medicinalvirksomhed. Det virker meget søgt, at man har fået øje på hende, som netop gør en dyd af at være introvert, ikke ved hvordan man gebærder sig, lever af havregryn og leverpostej i studieårene, stikker nærgående fyre i barndomsårene med nåle og som voksen svømmer 25 baner i svømmehallen Spanien i Århus. Og sideløbende med stillingen som junior assistent næsten bliver kender af byens værtshuse.

Det virker også meget utroværdigt, at da en gartner ikke kan få lov at færdigkneppe moderen, så napper han datteren, der har gemt sig i et skab. Og som har fundet ud af, hvad der sker mellem mor og gartner i sin fars notesbog.

Og er det ikke lige lovlig søgt, at moderen tager sin vielsesring af inden gartneren skal op i hende. 

Vi får indblik i mange miljøer og måder at reagere på. Det er måske også meningen. Fantasien får frit spil i novellerne. Det må man sige. Og er budskabet, at verden er fyldt med nuancer og menneskesindet ligeledes, så har bogen en mission.

Og skal vi lære de mere primitive sider af menneskene og af det danske sprog at kende, så får man da lidt valuta. 

De gamle ved jo alligevel ikke, hvad de skal bruge pengene til, siger Charlotte til sin Lars-Christian, da de kører hjem fra adventshyggen hos mormor med en kvart ko og et arveforskud.

Når alt ovenstående er sagt, så gør bogen indtryk ved at fremstille så mange forskellige karakterer og så mange forskellige miljøer og så mange, forskellige kolde og rent ud sagt ikke særligt tillidsvækkende eller troværdige mennesker.

Det kan såmænd være udmærket. Og det tæller også på forfatterens plusside, at hun har valgt at beskrive en række situationer, som er kendetegnende for mønsterbrydere og folk, der vil noget mere end bare stå stille på perronen og se på, hvordan andre prøver deres grænser af.

Der skal bare arbejdes betydeligt mere med sprog og opbygning og nuancer, før det kan blive mere end en appetizer.

 

Senest opdateret: Mandag, 19. april 2021 12:23
 
Sådan undgår vi klimakatastrofen PDF Udskriv Email
Fredag, 16. april 2021 09:35
Sådan undgår vi klimakatastrofen af Bill Gates
Bill Gates
Sådan undgår vi klimakatastrofen
272 sider 
Gyldendal


Bill Gates har udgivet en meget lærerig, indsigtsfuld og tilsyneladende yderst velment bog, om de udfordringer, vi står overfor,  hvis vi rent ud sagt skal redde planeten.
Det spændende ved den er, at selv om Gates har alle mulige forudsætninger for udelukkende at opregne succeser, så kommer han bredt ind på de udfordringer, der er ved at fokusere på og benytte sig ensidigt af mange af de teknologiske landvindinger, mennesket har opnået.
Det er klart, at han har mulighed for at sætte en hel hær af videnskabsfolk indenfor alverdens områder som fysik, kemi, statskundskab, økonomi osv osv til at optimere handlingsplaner og forfine metoder, der kan gå bredt i spænd.
Det kunne der være kommet et værre stykke skrivebordsarbejde ud af og hældt en masse teknokratiske formler i hovedet på os.
Sådan er det slet ikke.
Bogen taler virkelig til det alment menneskelige og til den brede læserskare, der måtte være interesseret i nyttig viden om, hvad vi kan gøre for at bevare vores planet som beboelig.
Og hvad vi skal vide, før vi kan træffe beslutninger om at gøre dette og hint.
Bogen spænder over store emner som tyk sky af røg i Los Angeles helt tilbage i 1943, en smog så tyk og væmmelig, at indbyggere troede, at nu kom den japanske hær. Men det var såmænd "blot" og allerede på det tidspunkt forurening, der gentog sig fem dage i 1952 i London, hvor busser og ambulancer holdt op med at køre i London, hvor sigtbarheden var så lav, at biografer blev lukket, plyndringer raserede og iøvrigt dræbte omkring 4000 mennesker.

Bill Gates gør noget ud af de historiske fakta og påpeget således, at forurening ikke er af nyere dato. Interessant.

Han påpeger nogle af de landvindinger undervejs i forrige århunderede, der har været med til at give os en renere luft, elektrificering, energisikkerhed, økonmisk genrensning og mange andre ting.

Bill Gates bringer meget sig selv, sin kone, Belinda, og endda deres adresse i staten Washington i spil og lovpriser den ingeniørkunst, der har bygget den 2300 meter lange bro, som han passerer, når han besøger sit hovedkvarter.

Bill Gates har skrevet sin bog i fem hoveddele, hvor et af de længste afsnit handler om de centrale sektorer, som står for størstedelen af verdens samlede Co2-udlening; nemlig verdens strømforsyning, transportsektoren, fødevarerproduktionen og husholdningen.

Her er det, han beskrive, hvilke teknologier, der allerede er tilgængelige, og hvilke vi har brug for.

Han forherliger ikke noget, men kommer derimod ind på det faktum, at mange materialer er blevet lige så vigtige for det moderne liv, som elektricitet er. Det vil vi ikke opgive-; snarere vil materialeforbruget stige, efterhånden som verdens befolkning vokser og bliver rigere.

Og så billedliggør Bill Gates ud fra to fotos Shanghai i 1987 og i 2013; - tydeligt at se hvordan byen har vækstet. Og så kommer forfatteren ind på betydningen af stål, og hvordan det fremstiles af rent jern og meget lidt kulstof, og det er ganske fin læsning, at han også kommer ind på, hvordan betong bliver lavet og bidrager til klimaforureningen.

Det svirrer rundt med modeller, grafer og tal i bogen, og her skal man lige koncentrere sig, men behøver ikke at have tungen alt for lige i munden. Alt er forklaret med gode og mundrette eksempler. Det er noget af det, der gør det ganske givende at læse bogen.
Senest opdateret: Tirsdag, 30. november 2021 14:18
 
Mændene i mit liv PDF Udskriv Email
Søndag, 11. april 2021 09:47

Mændene i mit liv af Sofia Rönnow Pessah
Sifia Rönnow Pessah
Mændene i mit liv
254 sider
Turbine

Hvad synes man om en ung pige, der knalder til højre og venstre i lige dele lyst, forvirring, mindreværd og mangel på retning i tilværelsen?
Et stakkels individ der savner substans, retning?
En billig tøs?
En goddigger?
En skalpjagter?

Der er mange muligheder.
Det er dog lykkedes for den svenske forfatter at skrive sig til et sympatisk billede af en pige, der vil et eller andet med sit liv uden at vide hvad. Og som bruger sex som et middel på vejen og nedlægger og lader sig nedlægge af den ene mand - og en kvinde eller to - efter den anden. For så at stå tilbage som det spørgsmålstegn, hun lagde sig til rette på lagenet som. Eller efter en lejlighedsvis yderst kortvarig og flygtig følelse af forelskelse, ægthed og nærhed at blive bekræftet i sin ududelighed og sit mindreværd.

Det lyder umiddelbart spændende, og i visse passager også æggende, at være vidne til en lang, lang række små kapitler i hendes liv fra Tiago der elsker at slikke hendes fisse, mens han hiver i sin egen pik, over hende der tøver med sex, fordi hun aldrig har kysset en pige før, til ham der elsker at bestemme, hvornår hun skal ride hans pik, til ham der måske er Sveriges lækreste socialist, over Konrad og Amin og et hav af venners venner, folk fra studiet, løse bekendtskaber og mænd, hun samler op på et værtshus.
Som læser skal man ikke være sart, for sproget er meget direkte og ægte, og det skal forfatteren have pluspoint for.
Det giver bogen en dimension af ærlighed, når Sonia, bogens hovedperson, lader hans pik mase sig længere og længere ned i halsen og alle mulige andre meget befriende og direkte vendinger som han knepper egoistisk men med en fandens fart. Det er ret fedt. Det er skønt at bolle med en, jeg ikke har repsket for.

Imellem det hele, så får Sonia tanker som

Spekulerer på om det altid vil vare sådan her.

Et sidste øjeblik hvor intet var ødelagt, og håbet stadig levede.

Jeg er så pissenervøs og ked af det

Han er det bedste, jeg ved, og alligevel ikke nok.

For at straffe mig selv ser jeg på ham for at se, hvad jeg gør mod ham

Hans smerte skaber tomhed i mig

Eller også er vi bare for skadede til at være andet end venner

Jeg væmmes mere over mig selv end over ham

Udsagn som ovenstående er guld værd at lede efter i romanen. For de giver et rigtig godt billede af, hvad det er for en pige, vi har med at gøre. Hun har da også været på angstdæmpende medicin, som hun så forsøger at fralægge sig. Nu forsøger hun så at dulme smerten over sin angst ved at misbruge sin seksualitet.

I disse tider hedder det måske ikke at misbruge, mere at gå efter sine lyster og sit begær på datingmarkedet. 

Læs selv en dejlig bog der er fyldt med saftige sex-beskrivelse og underliggende, psykologiske mindreværdsformler.

Senest opdateret: Fredag, 16. april 2021 14:01
 
1793 og 1794 PDF Udskriv Email
Søndag, 11. april 2021 08:42

1793 af Niklas Natt och Dag 

Nujkas Batt och Dag
1793
494 sider
Gutkind
 

Da forfatteren lancerede sin debutroman i en trilogi, var vi mange, der var spændte på, om stilen kunne holde og kvaliteten var på et niveau, der berettigede en trilogi. Egentlig ganske naturlige overvejelser, idet der i forfatterkredse i disse år er trængsel i trykkeriet om at få lov at udgive dobbeltbind, trilogier, kvartetter, femlinger, og hvad det hedder altsammen. Som et velment forsøg fra forfatterne om at brænde sig fast i publikums bevidsthed.

Heldigvis er markedet også besat med fornuftige redaktører, der kan skære igennem og luge ud i de mindst salgbare.
Vi må sige, at såvel forfatter, redaktør og forlag er sluppet ualmindelig godt fra lanceringen af denne serie, hvor vi nu er nået til bind 2.

Vi snakker historisk krimi. 
Vi indleder trilogien, altså i bind 1993, med at et lig bliver fundet i en sø på Södermalm. Inden døden er vedkommende blevet grusomt tortereret, og adskillige legemsdele er hugget af. Den tidligere og nu meget syge anklager, Cecil Winge, bliver bedt om at opklare sagen og indgår nu partnerskab med Mickel Cardell, der er tidligere soldat, og som fandt liget.

Et ganske umage par, skal det vise sig, men sådan er det jo ofte, når der skal skabes resultater.

Og resultater bliver der skabt, må man sige, idet mordet viser sig at trække spor såvel blandt samfundets nederste som til samfundets absolutte magtelite, endda politiet selv.

Forfatteren er god til at personbeskrive, omend i en lidt særpræget form, sådan lige som man skrev i gamle dage. Det giver sproglig historik og gode accosiationer til verden for et par århundreder sigen.

I det år, Cardell blev født, blev en gnist fra en bagerbod til en voldsom ildebrand.der lagde tyve kvarterer i aske. Tessins kirketårn styrtede ned gennem den gipsede taghvælving, og selv om det er tre årtier siden, har kirken endnu ikke fået sit spir tilbage:

og

Winge er spædlæmmet og tynd, unaturligt tynd. Han kunne ikke være mere ulig Cardell, som er en mand af den slags, der kan ses på alle gader og stræder i Stockholm, frarøvet sin ungdom af nødlår og ufred, som var den brugt op før tid.

Sådan noget læser man ikke hver dag, og det er med til at gøre bogen mere spændende end ammindelige krimier, idet historiens tidslommer er repræsenteret. Og i dette bind en tidslomme, hvor vi oplever det grusomme og direkte bestialske og beskidte i folks tilværelse i forrige århundreder, længe før der overhovedet var tænkt på noget, der lignede retssikkerhed og velfærdsstat. Hvor natpotter tømtes ud af vinduet, og hvor feber, hoste og tilbagevendende epidemier i den grad tog livet af folk.

En fin og anderledes udgivelse uden de helt store dramaer men spillende ganske godt på det beskrivende, iagttagende og psykologiske.

 

 

 

 

 

 

 1794 af Niklas Natt och Dag

Niklas Natt och Dag
1794
500 sider
Gutkind 

 

I næste værk fortsætter stilen med afsindigt, undskyld udtrykket, vamle og ulækre beskrivelser af Stockholm dengang. Hulspor, grumset vand, skoenes lædersåler, spøgelsesagtige bjælker, pis, afføring, snavs og druk. Altsammen beskrevet så vi kan smage det, lugte det. Cecil Winge er død, og Cardell må nu "nøjes" med hendes bror, Emil Winges hjælp til at opklare, om det var ulve eller Tre Rosor, der fik slået Linna Charlotta ihjel.
Vi kommer for alvor ombord i den svenske underverden anno 1794, og bogen er en værdig efterfølger til 1793.*
Det er som om, forfatteren nu læner sig over mod et lidt mere venligt og moderne sprog, som om han tager læseren med på en sproglig rejse, der skal pege fremad mod det velfærdssamfund, som venter århundreder fremme.

Lygtemænd, kobberkryder, kærrer, beske drikke, sult og desperation får bogen langt ind under huden på læseren, og som i forgængeren kan vi længe efter, at bogen er lukket, tage os til næseborene i forsøget på at få duften af urin, forbrydelser og nederdrægtighed langt væk fra vores sind.

I modsætning til forgængeren indeholder bogen et persongalleri, som man har god gavn af, når man på een side læser om Blomstermanden og på næste side om konger og baroner.

 

 

Senest opdateret: Mandag, 12. april 2021 15:34
 
Døde sjæle PDF Udskriv Email
Lørdag, 10. april 2021 12:51

Døde sjæle af Angela Marsons
Angela Marsons
Døde sjæle
400 sider
Jentas

 

En arkæologisk udgravning på en fjerntliggende kirkegård blotlægger en samling menneskelige knogler. Kim Stone og Tom Travis bliver tvunget til at arbejde sammen om forbrydelsen - meget mod deres vilje. Men sådan er vilkårene åbenbart i dagens thrillere og spændingsromaner; ikke alene skal man kæmpe med en forbrydelse, man skal også kæmpe med sine kollegaer.

Her plejede de to dog at være venner, indtil der skete noget, som Kim aldrig har forstået. Tom er meget fjendtlig, og deres samarbejde er vanskeligt og anspændt.

Det viser sig dog naturligvis, at de to kan skabe professionelle resultater sammen, og de får afdækket en meget mørk og brutal del af menneskeheden, der involverer såvel Hate Crimes som afsløringer af forhold omkring Storbritaninens højreorienterede og meget voldelige organisationer.
Marson er en rigtig god forfatter, der forstår sig på indviklede og umiddelbart uigennemskuelige plots, hvilket er en fordel i dagens enorme marked af krimier og spændingsbøger.
Hun er endvidere god til at flette aktuelle og meget samfundsrelevante emner ind i sine bøger, som f.eks. netop Hate Crimes og angsten for højreekstremister. 
Bogen her indeholder rigtig gode karakterbeskrivelser såvel som af udviklingen af samme.

Sat sammen med opfindsomme plots og gode detaljer i miljøerne har vi en værdig thriller til en eftermiddag eller to.

Senest opdateret: Lørdag, 10. april 2021 13:54
 
Forladtheden PDF Udskriv Email
Lørdag, 10. april 2021 12:46
Forladtheden af Elisabeth Åsbrink
Elisabeth Åbrink
Forladtheden
320 sider
Gutkind


Nogle kan lejlighedsvis føle sig fremmedgjort i egen familie. Andre oplever det som en konstant faktor. Andre igen vil gøre op med den tilstand og undersøge, hvem der er noget galt med. Familien, dem selv, eller måske ingen. Måske er man bare så forskellige. Eller måske er der noget i tidligere generationer, der gennem slægtled og århundreder har lagt sig som et ensomhedsåg, alle lider under.

Forfatteren her har altid følt sig ensom i sin familie og beslutter sig for at gå ombord i sin families fortid i et forsøg på at finde en forklaring, om der er en.
Det viser sig, at der i generationerne tilbage altid har været et eller andet, man ikke taler om. Rita har levet sammen med Vidal i hemmelighed i mere end en snes år.  Først efter Ritas mors død tør de gifte sig, idet han er jøde, hvilket hun ikke er, og det ville nærmest være helligbrøde at blive ægtefolk.
Sally i Stockholm er lige blevet skilt fra Katherines far, og her holder man også på en hemmelighed, idet faderen er ungarsk jøde, men det må ikke komme frem. Katherine bliver nu den, der skal være den stærke og være en slags garant for, at moderen lever videre og rent ud sagt ikke tager sig selv af dage.
En generation senere tager Katherina så til Thessaloniki i Grækenland for at forsøge at opklare, hvad der egentlig er sket. Hun leder efter spor efter sine forforædre, men finder tilsyneladende kun gravsten og ødelagte minder.

Romanen er bygger over Elisabeth Åbrings egen familie og rammer lige lukt ind i det kammer, hvor vi som læsere godt kan føle os forbigået og udenfor i vor egen familie. Temaet er op i tiden, og vi kommer til at tænke på vores egen Katrine Guldbjerg.

Denne bog udmærker sig ved, at Katherine er på reseach og jagt efter sit ophav forskellige steder og fortæller os noget god historie, som sætter romanen ind i en lækker kontekst. Bl.a. får vi noget at vide om Saloniki i det tidligere osmanniske rige, også til Camden Gardens i London, endda beskrevet med husnummer, og vi kommer også omkring spansk-jødiske traditioner og om, hvorvidt der var begået folkemord på forfatterens familie.

En bog der inspirerer til at gå igang med anerne i sin egen familie. Romanen er letlæst og tilsat fine detaljer som Beatles-sange. Glimrende fortælling.

Senest opdateret: Lørdag, 10. april 2021 13:15
 
Med fornøden dristighed PDF Udskriv Email
Fredag, 9. april 2021 10:55

Med fornøden dristighed af Søren Nørby

Søren Nørby
Med fornøden dristighed
328 sider
Turbine

Som en af verdens store søfartsnationer får vi ofte litteratur om slagene gennem tiderne. 
Nu kommer marinehistorikeren og forskeren ved Forsvarsakademiet, Søren Nørby, med en levende og autentisk udgivelse om nogle af de mest berømmede slag.
Autentisk fordi forfatteren i disse år underviser kommende officerer i søkrigshistorie. Og levende fordi teksten er så iagttagende og mundret og up-tempoet, at man næsten føler, at man er med til at betjene kanonerne og med til at tegne kortene over de forskellige slag.

Man kan undre sig over, at forfatteren har tilskrevet titlen Med fornøden Dristighed Peter Wessel Tordenskjold (1690-1720), når han samtidig erkender, at det er tvivlsomt, om Tordenskjold nogensinde har udtalt disse ord.

Men det har han altså i erkendelse af, at Tordenskjold så udviste den dristighed, som mangen efterfølger i Flåden har lænet sig op af, når man skulle i krig eller på togt.

Bogen indeholder da også mange flotte citater og instrukser for f.eks. skibschefen fra 1943 omkring optræden i krig, og det var netop i august 1943, at den danske flåde blev sænket -  af danskerne selv, hvilket man jo nok må sige var en dristig handling, der ikke turde kræve mange overvejelser og rundbordssamtaler men dristighed og mod.

Bogen er meget velskrevet og indeholder fine detaljerigdomme og flotte kort og optegninger over steder, hvor dristigheden i allerhøjeste grad har været sat på prøve. Ved Linjeskibet Dannebrogs forlis i Køge Bugt, kampene i 1864, under Napoleonskrigene, Oldenburgs forlis 1799, Fregatten Freyas kamp i Den engelske Kanal, det tyske angreb på E13, sænkningen af Hvidbjørnen i 1943, spændingerne omkring Red Crusader-affæren i tresserne og meget, meget mere.

Beskrevet med en stor detaljerigdom tilsat spændende beretninger om besætning, tekniske data, ukendte fotos, citater fra de kommanderende officerer, værnepligtige der pudsigt nok ikke kunne svømme -, og hertil en i alfabetisk orden fin oversigt over litteratur til inspiration men også et person- og skibsregister, som vil være genkendeligt for eller af meget stor værdi for sø- og krigsinteresserede.

Senest opdateret: Fredag, 9. april 2021 11:47
 
<< Første < Forrige 31 32 33 34 35 Næste > Sidste >>