Dennis Jürgensen
Mand uden ansigt
336 sider
Politikens Forlag

En engageret og medrivende udgivelse fra Dennis Jürgensen. Så kortfattet kan det siges. 

Vi har også en længere version, hvor vi så efter endt læsning kan berette at forfatteren lægger godt fra land i sin nye serie om efterforskerne Lykke -Teit og Rudi Lehmann.

Makkerpar har vi ellers rigeligt af på krimimarkedet, hvor vi oftest skal ind og vendte om deres modsætning, ned i deres fortid og får lov at drage deres professionalisme i tvivl, fordi deres privatliv ligger underdrejet.

Det kan være lige lovlig meget og fratager efter vores mening lejlighedsvis fokus fra spænding og delplots. 

I den nye serie her, der bliver spændende at følge, går forfatteren da også lige akkurat til grænsen. Begge opklarerne har mere eller mindre lig i lasten og psykiske udfordringer. Men det bliver aldrig trættende og for gennemgående i bogen. Det kunne virke som om, forfatteren har gennemskuet, at den slags skal altså med i en moderne krimi, men at han i grunden bare har det med som pligt.

Dennis Jürgensen har talent for plots og dramatik. Han er en professionel iagttager og en god formidler af miljøer og naturbeskrivelser. Lige fra kaffen der er færdig og bliver skænket med skvulp. Og til jagten på en af bogens hovedpersoner, der bliver jagtet af en gerningsmand, falder over en sten, banker hovedet ned i det hårde sand, vågner omtåget på en madras, forsøger at kontrollere sin angst og forspilder sin chance for at undslippe.

Super lavet. Beskrevet over flere sider så vi nærmest er med inde i det mørke og uopvarmede rum.

Handlingen foregår i Vadehavet, hvor en ung skolelærer og hans elev bliver væk fra hinanden i tæt tåge. Læreren bliver desparat, hører et skrig i tågen, og da han finder drengen, står han bøjet over et lig.

Forfatteren har haft en fest med at finde ud af, hvordan man i grænselandet skal få opklaret forbrydelsen, der ikke er den eneste af slagsen på egnen. Eftersom vi er, hvor vi er, og Sønderjyllands Politi ikke har haft held med en lignende sag, bliver der nu hentet forstærkninger udefra, bl.a. fra Tyskland.

Og sådan fødes det nye makkerpar.

En spændende detalje iøvrigt. Kan man så her finde ud af at samarbejde uden gnidninger?? I hvert fald er de lokale politifolk temmelig fortørnede over det nye makkerpars indblanding.  

Bogen er udmærket håndværk. Og er også aktuel med diverse detaljer og skjulte kommentarer om f.eks. dagens ulvedebat:

Tror I virkelig, at det var det var en ulv, som gravede hende op.... Jeg har hørt om iagtagelser af ulve her på egnen . . . Jeg har læst, at I bortskyder den i Danmark . . . . Det er ulovligt. De er fredet. . . . . .Så hvis nogen havde skudt den ulv, havde vi måske aldrig fundet Rosa . . . 

Karsten Wind Meyhoff
Gå
256 sider
Gad

En meditativ og rolig bog med budskab til alle der ønsker at vandre invortes eller udvortes. Allerhelst begge dele.
At man finder ro ved at gå eller bevæge sig i naturen, er vist ikke nogen hemmelighed.
At man har direkte mulighed for åndeligt og intellektuelt også at bevæge sig fra ét sted til et andet, det er en lidt større udfordring, men til at overse. Særligt når man får lov til at læse skønne, lærerige og inspirerende bøger som denne.

Den indeholder megen smuk lærdom, ikke bare om vandring men om deciderede fodture, hvor Ludvig Feilberg i bogen benævnes som en af de helt store fodturs-psykologer. Og hvor en af bogens mange forfattere, Per Lindsø Larsen, stiller spørgsmålstegn ved om motionsløb, vandring, , kondiløb, marchture osv. er ved at fortrænge fodturen, hvor man er ude på de små skovstier og ubefærdede markveje for bare at være sig selv med sin krop og sine tanker. At finde en lille afsides plet for sig selv.

På en hyggelig spadsertur med andre mennesker, kan man være i nok så godt et selskab, men at være på fodtur med sig selv kan være en decideret sjælelig renselse. 

Bogen er ganske morsom og indeholder Feilberg-citater som:

Da jeg på hin fodtur kom forbi et opslået forbud: "Al gennemkørsel er forbudt og straffes efter loven", kom jeg til at le. Der ligger de og rager med deres goder, faldt det mig ind. Man følte det næsten som en befrielse ikke at eje noget.

Bogens mange kapitler lægger op til at koble fodtur, natur og vandring til en personlig udviklings- og sjælelig proces. Gid man forstod at leve! Mens Tid er. Skulle vi ikke gaa en Fodtur imorgen?

Udover det åndelige og filosofiske indeholder bogen vildt mange oplysninger om træer, bær og buske og dyr i naturen og har kapitler med så forskellige forfattere som Bente Klarlund Pedersen, Jens Meulengracht-Madsen, Henry David Thureau, Dan Turéll, Stig Olesen og Thomas Boberg, og i kraft af den alsidige forfatterskare får vi et meget alsidigt portræt af naturen og flotte beskrivelser lige fra kystens vindblæste klitter og skrænter - til vandrere fra Det Hellige Land og til en beskrivelse af vi vandrere som forsagte korsfarere.

At gå, opleve naturen, at vandre og at gå fodtur bliver beskrevet med en grundighed og ægthed, som står man foran sit livs oplevelse. Det kan man nemt komme til, næste gang, man vandrer, og næste gang igen, hvis man læser denne bog. For så er hver vandring en ny vandring ud i sjælens krinkelkroge.

Dejligt let sprog.

Og fyldt med humor. Læs om en af bidragyderne i bogen, Nanna Simonsen, der ikke bryder sig om at gå og vandre, men alligevel oplever et helt liv på sine små ture. Og læs i et essay af Rune Engelbrecht Larsen om, hvor trængt naturen er, og at vi er på vej mod 6. masseudryddelse. 

Et alvorsord får vi således også med på vejen. Det giver en dejlig helhed.

Anders Otte Stensager
Christian den grusomme
208 sider
Gad

Det er barske løjer, vi bliver vidne til i biografien om Christian Wirth, der var tysk SS-officer og en af de førende arkitekter til udryddelsen af jøder i Polen. Under første Verdenskrig blev han tildelt jernkorset hele tre gange. Han var medlem af SA fra 1933 og blev i 1939 som kriminalkommissær forflyttet til udryddelsesanstalten Grafeneck, hvor han deltog i gasningen af sindslidende og psykisk forstyrrede.

Huset med gaskammeret er der billede af i bogen, der på den måde reelt bliver meget nærværende, autentisk og uhyggelig, ligesom bogen bliver meget håndterbar med andre bygninger, der blev anvendt i fortiden, dels som bolig, dels som hangarer.

Forfatteren har gravet i fortiden og i alskens tidligere udsendte kilder og litteratur, og har således fundet frem til danskere eller danskfødte med sindlidelser blev dræbt i datidens "mordanstalter", som forfatteren konsekvent kalder bygningerne.
Bla.a blev i netop Grafeneck danskfødte Petrine P. aflivet, mens ligeledes danske Wilhelmine G. fra Løgumkloster bliver aflivet på anstalten Hadamar i en alder af tyve år.
Hun får en dosis phenobarbital, og i dødsattesten kommer der til at stå hjertesvækkelse. Ja, mon ikke. Idag anvendes medicinen i øvrigt i mange u-lande til behandling af epilepsi.

Bogen er et spændende indspark i fortællingen om grusomhederne under Anden Verdenskrig. Naturligvis fordi der er danske tilgange til den, og således har Christian den Grusomme, som han blev kaldt af mandskabet, også danske sindslidende på samvittigheden. 

Udover det fortæller bogen historien om en flittig, velbegavet og pligtopfyldende Wirth, der bekymrede sig om sine ansattes velbefindende -, og så til den dag i 1933, da Hitler kommer til magten, og hvor han fra dag 1 indirekte forlanger, at folk skal melde sig ind i partiet. For ellers . . . . 

Fra hvordan han var de kriminelles fjende nr. 1, som havde magt og midler til at holde forbrydere i kort snor. Og så til rædselsårene, hvor han nu bruger al sin magt, energi og råstyrke til at begå forbrydelser mod menneskeheden.

Bogen fortæller i detaljer, nogle mere grusomme end andre, hvordan livet foregik i og omkring udryddelseslejrene, og forfatteren kommer også ind på hvordan Wirth havde stærke nationalsocialistiske topprioriteter, og hvordan hans karakter og udholdenhed var til UG med bolle og stjerne.

Man siger, at omkring 70.000 åndeligt underbegavede og sindslidende mennesker blev udryddet i lejre rundt omkring under Anden Verdenskrig. Forfatteren har fundet nogle ok gode og autentiske, danske beviser, selv om nogle i forvejen er kendte, andre mindre kendte og andre igen meget lidt danske. Men bogen er en fortræffelig beskrivelse af, hvordan et nazi-system fandt den perfekte organisator til at få tingene på plads i en fart og alle de besværlige og uduelige ud af vagten. 

Man kommer uvilkårligt til at tænke på et af versene i C.V. Jørgensens sang Costa del Sol, hvor alle fattigrøve og skvadderhoveder blev gasset.

Uhyggelig læsning.

Linda Lassen
Den kloge Kone fra kvindehuset
303 sider
Hovedland

Engang for længe siden gik man ikke til psykolog eller lifecoach eller clairvoyant. Da gik man til den kloge kone på landet.
Det er sjovt at høre fortællinger om de tider, og her skal vi jo nok inden alt for længe og meget snart tilbage til oldeforældrene, der MÅSKE kan huske noget om de mennesker, eller måske kender en, der frekventerede de kloge koner.
Bogen her er en roman men kommer meget tæt på de kloge koner, idet forfatteren er inspireret af sin oldemor, der netop var en af dem - endda langt ude på landet, og hvis spådomme var gået i opfyldelse for nogle af de, der frekventerede hende.

Oldemoderen var fattig, meget fattig og levede af sin køkkenhave og æg og ellers af de gaver, folk kom med, når de havde fået "behandling" og spådom hos hende.

Oldemoderen var tillige lidt fremsynet og oprettede et slags krisecenter for kvinder, der var ved at komme i uføre, fordi en karl eller to ville have dem. De var jo selv fattige og havde praktisk taget ingen steder at gå hen.

Samlet set er bogen en meget smuk og rørende beskrivelse af Karoline, der bliver set godt af sin mormor, som ved, at barnebarnet vil få svært ved at klare sig ved det hårde landarbejde, og som derfor inspirerer hende til at blive klog kone.

Romanen indeholder hints til datidens sprog ude på landet. Såsom Vi har rigtige madrasser som på hotellerne inde i Odense, og der var et servantestel og et spejl, så mændene kunne se at barbere sig, og måske er du en lappepige, og Burmaister og Wain, det store skibsværft i København, eller Karoline var lige kommet hjem fra morgenmalkningen, eller vaskekonen så sig rundt mod de forventningsfulde ansigter og Karoline løftede ringene af komfuret og smed tørv på.

Bogen indeholder også datidens pendanter til ofre i Mee-too-bevægelsen. Sødmen er der omkring uskyldige piger som:

Hun holdt af at sidde ved køerne og se ind i deres store, blide øjne, og så til det grusomme i samme sætning, men hun gik ikke hjemmefra uden en lille køkkenkniv i lommen.

Og så er det netop, at hun bliver offer for karle og daglejere, der har drukket sig gennem sliddet og kommer og tager hende på brysterne, mens hun så forsvarer sig med en kniv, men alligevel går hjem med skylden og skammen.

Der er mange, gode lag i bogen, som er velskrevet og særdeles humoristisk. Som læser nyder man roen i sproget, samtidig med at det ikke skorter på drama og handling. Og så får vi nogle fine indblik i, hvordan livet på landet formede sig på godt og ondt i begyndelsen og midten af forrige århundrede. 

Og så rejser de sunde spørgsmål sig, dem som man også kunne stille sig i dagens debatter: når Karoline nikker til sine høns og sin hane og spørger. Mænd kunne vel ikke sammenlignes med haner. Hanen fulgte sin natur. Var det mænds natur at tage kvinder mod deres vilje?

Vi får et vist indblik i, hvordan de kloge koner på landet arbejdede dengang, og hvordan folk, der opsøgte konerne reagerede, og vi er også med, da tyskerne besætter Danmark i fyrrerne, hvordan det påvirkede landbosamfundet omkring Karoline, og hvordan hun fixer barnløshed ved bare at lytte til folk og give gode råd. Ingen stjerner, ingen kort, ingen redskaber, bare lyt.

En dejlig bog, der emmer af historiske punktoplysninger, og hvor vi både stifter bekendtskab med Daells Varehus, med Stauning, der har fået hjerneblødning, mens Vilhelm Buhl tager over, og sågar Morten Korch, hvis litteratur bliver dechifreret af en byfin bibliotekar. 

Vi får også et godt indblik i, at utroskab, det var bestemt også noget, som man begav sig udi dengang, hvis manden var "for hurtig" i sengen derhjemme, og der opstod sød musik andetsteds, og at det nu således var en anden, der var far til barnet, og hvad Karoline så kunne gøre ved det.

En varm bog som kalder på såvel humor som medmenneskelighed, omsorg og viljefasthed.

Flot arbejde.

Marianne Tofte
Livskloge Lisbet
217 sider
muusmann forlag

Naturligvis er vi på rejse på Memory Lane med Lisbet Dahl i hovedrollen gennem mange, mange år. Er man ude på underholdning og genkendelighed, så er bogen bare for det alle pengene værd. For vi kommer i kontakt med masser af kendte personligheder i underholdningsindustrien, lige fra Torben Træsko på Dyrehavsbakken, over Ulf og Rysse, Birthe Kjær, Niels Olsen, Henrik Lykkegaard, Holger Juul Hansen, Bodil Jørgensen og en masse andre, vi kender fra den folkelige underholdning.

Men ikke nok med det.

Selv om bogen mestendels er bygget op af billeder med udvidede billedtekster, er det lykkedes for Lisbet Dahl i samarbejde med bogens forfatter  at give os et kæmpegodt indtryk af både sig selv og af underholdningsindustrien og i særdeleshed serveret på en måde, så vi som læsere kan spejle os i hendes udvikling og nikke SÅ genkendende til masser af de udfordringer og oplevelser, revydronningen og skuespilleren gennem tiden har haft.

Hvem har f.eks. ikke haft lyst til ved indgangen til et nyt parforhold at springe al flirten og udenomsmanøvrene over og gå lige til sagen for at komme i sikker havn med det samme.
Hvem kender ikke til at føle sig vraget, som Lisbet Dahl gjorde det, da Erik Balling ikke ville have hende med i Matador. Lisbet Dahl får bare fortalt det med humor, nemlig at Erik Balling kun ville have skuespillere med, der gjorde, hvad han sagde....

I den sætning får vi en masse at vide af og om Lisbet Dahl, og vi får også at vide, at vi gerne må tage nederlag med et smil.

Hvem har ikke prøvet at blive snydt i handler, i Lisbets tilfælde var det hundehandler.

Om sin parodi på Anniqa i 1976 fortæller Lisbet Dahl, at det var ikke noget særligt, men melodien var god. Her lærer Lisbet os, at man behøver ikke være perfekt, og man kan komme langt ved at underspille en situation.


Om sin mor siger hun:

Jeg ligner hende en del af sind, men hun styrede sit temperament dårligere, end jeg gør. Jeg har større selvdisciplin end hun, og det siger noget om, hvor lidt hun havde.

Man bliver varm om hjertet, når man læser bogen, idet den udover en masse skægge episoder også indeholder et ønske om, at medmennesker kan lære noget af hende, og mange gode sætninger om, hvordan man bør behandle hinanden som mennesker. I hvert fald hvordan hun gør. F.eks. at man aldrig skal bruge børnene som hævn eller straf eller redskab i en skilsmsse. At man skal kunne tåle de forskelligheder og ofte direkte modsætninger, man møder undervejs. På den måde får man det bedste op i og ud af hinanden.

Så fik jeg høreapparat, og jeg er lykkelig for det. Det er tåbeligt, at der er så meget tabu omkring det.

Sådan en sætning er med til at legalisere ikke bare nedsat hørelse, men et hav af andre skavanker.

Bogen er uhyre letlæst, men subtilt går der masser af holdninger og budskaber ind, som man kan profitere af resten af livet.

Vi kan godt blive i tvivl om, hvorvidt Lisbet fejrede sin 70-års fødselsdag i Chania, hvor Stig Elling står i baggrunden på Hotel Christina, eller om det var på Postgården i Korsbæk på Dyrehavsbakken. Begge steder er i bogen med billeder krediteret begivenheden. Måske hun bare holdt den to gange....

En bog der på rigtigt mange måder er værd at læse. Og livsklogskab. Ja, HER lever bogen sandelig op til sin titel.

Heidi Kølle Andersen
En rigtig dame
182 sider
alpha

Fantasien fejler bestemt ikke noget hos forfatteren. Hun kører på med alle mulige historier om seksuelle tilbøjeligheder, teenagere, modeindustri kontra bæredygtighed, uregerlige svigermødre, arvingerne der er ligeglade med arveladeren, bare de arver og mange andre udmærkede og velmente emner.

Der er megen fordømmelse i bogen, megen afstandtagen og megen kulde, og det får bogen plus for at fremtone ganske livagtigt.

Sproget er tillige holdt i en til situationerne passende kølig tone stort set hele vejen igennem novellerne, der iøvrigt er bygget op i et ret ens og monotont sprog.

Visse steder er det så direkte vulgært, endda ubearbejdet vulgært. Hvilket efter vores mening er unødvendigt vulgært.

Det virker som om, forfatteren bare har besluttet, at sådan SKAL personerne snakke og tænke og opleve. Uden at tage nøjagtigt bestik af situation og miljø, og hvem personerne ellers er.

På side 78: Hvis hun var skrap, kom det måske af alt det pis, hun i årenes løb havde fundet sig i.....men var gået hjem i seng, var hun en narrefisse.

Side 87: Fuck noget billigt kineserlort.

Fuck hvor havde hun bare lyst til at hente sin taske, hælde kaffe i skødet på fucking hr. Lorte-Svendsen og kvitte med et ordentligt ramasjang. Simpelthen bare SKRIDE fra den her butik.

Der havde John, den lade idiot, alligevel ikke overdrevet . . . hedder det i en anden novelle. Og minsandten om selvsamme udtryk ikke går igen på næste side, som er side 69.

Kunne vi bede om lidt afveksling i kraftudtrykkene.

Iøvrigt er det samme John, som Lizette, novellens hovedperson, får lyst til at komme op på pikken af, idet hun ihukommer sig hans ord:

Skal du en tur op på Bamsefar og ride ranke.

Jøsses siger vi bare.

Forfatteren vil muligvis mene, at anmelderen her har misforstået en hel masse. Lad os så sige det. Men vi forlanger af god litteratur, at der skal være mening med de uartige gloser og bitre sætninger. Der er ganske enkelt ikke flow nok i sproget og opbygningen i visse af novellerne. Det virker sært, når forfatteren lader Anne-Sophie i det dunkle apotek blandt glas, piller og kunder anvende begrebet anskuelsestavle i det periodiske system, når det er det eneste issue indenfor den slags grundstoffer og særlige fagområde iøvrigt, vi bliver præsenteret for, selv om hun i novellen skulle være lidt af et geni på sit felt.

Persongalleriet virker visse steder heller ikke alt for troværdigt.

Netop hovedpersonen Anne-Sophie skulle være blevet headhuntet til en stilling i en medicinalvirksomhed. Det virker meget søgt, at man har fået øje på hende, som netop gør en dyd af at være introvert, ikke ved hvordan man gebærder sig, lever af havregryn og leverpostej i studieårene, stikker nærgående fyre i barndomsårene med nåle og som voksen svømmer 25 baner i svømmehallen Spanien i Århus. Og sideløbende med stillingen som junior assistent næsten bliver kender af byens værtshuse.

Det virker også meget utroværdigt, at da en gartner ikke kan få lov at færdigkneppe moderen, så napper han datteren, der har gemt sig i et skab. Og som har fundet ud af, hvad der sker mellem mor og gartner i sin fars notesbog.

Og er det ikke lige lovlig søgt, at moderen tager sin vielsesring af inden gartneren skal op i hende. 
Vi får indblik i mange miljøer og måder at reagere på. Det er måske også meningen. Fantasien får frit spil i novellerne. Det må man sige. Og er budskabet, at verden er fyldt med nuancer og menneskesindet ligeledes, så har bogen en mission.

Og skal vi lære de mere primitive sider af menneskene og af det danske sprog at kende, så får man da lidt valuta. 

De gamle ved jo alligevel ikke, hvad de skal bruge pengene til, siger Charlotte til sin Lars-Christian, da de kører hjem fra adventshyggen hos mormor med en kvart ko og et arveforskud.

Når alt ovenstående er sagt, så gør bogen indtryk ved at fremstille så mange forskellige karakterer og så mange forskellige miljøer og så mange, forskellige kolde og rent ud sagt ikke særligt tillidsvækkende eller troværdige mennesker.

Det kan såmænd være udmærket. Og det tæller også på forfatterens plusside, at hun har valgt at beskrive en række situationer, som er kendetegnende for mønsterbrydere og folk, der vil noget mere end bare stå stille på perronen og se på, hvordan andre prøver deres grænser af.

Der skal bare arbejdes betydeligt mere med sprog og opbygning og nuancer, før det kan blive mere end en appetizer.

Sifia Rönnow Pessah
Mændene i mit liv
254 sider
Turbine

Hvad synes man om en ung pige, der knalder til højre og venstre i lige dele lyst, forvirring, mindreværd og mangel på retning i tilværelsen?
Et stakkels individ der savner substans, retning?
En billig tøs?
En goddigger?
En skalpjagter?

Der er mange muligheder.
Det er dog lykkedes for den svenske forfatter at skrive sig til et sympatisk billede af en pige, der vil et eller andet med sit liv uden at vide hvad. Og som bruger sex som et middel på vejen og nedlægger og lader sig nedlægge af den ene mand - og en kvinde eller to - efter den anden. For så at stå tilbage som det spørgsmålstegn, hun lagde sig til rette på lagenet som. Eller efter en lejlighedsvis yderst kortvarig og flygtig følelse af forelskelse, ægthed og nærhed at blive bekræftet i sin ududelighed og sit mindreværd.

Det lyder umiddelbart spændende, og i visse passager også æggende, at være vidne til en lang, lang række små kapitler i hendes liv fra Tiago der elsker at slikke hendes fisse, mens han hiver i sin egen pik, over hende der tøver med sex, fordi hun aldrig har kysset en pige før, til ham der elsker at bestemme, hvornår hun skal ride hans pik, til ham der måske er Sveriges lækreste socialist, over Konrad og Amin og et hav af venners venner, folk fra studiet, løse bekendtskaber og mænd, hun samler op på et værtshus.
Som læser skal man ikke være sart, for sproget er meget direkte og ægte, og det skal forfatteren have pluspoint for.
Det giver bogen en dimension af ærlighed, når Sonia, bogens hovedperson, lader hans pik mase sig længere og længere ned i halsen og alle mulige andre meget befriende og direkte vendinger som han knepper egoistisk men med en fandens fart. Det er ret fedt. Det er skønt at bolle med en, jeg ikke har repsket for.

Imellem det hele, så får Sonia tanker som

Spekulerer på om det altid vil vare sådan her.

Et sidste øjeblik hvor intet var ødelagt, og håbet stadig levede.

Jeg er så pissenervøs og ked af det

Han er det bedste, jeg ved, og alligevel ikke nok.

For at straffe mig selv ser jeg på ham for at se, hvad jeg gør mod ham

Hans smerte skaber tomhed i mig

Eller også er vi bare for skadede til at være andet end venner

Jeg væmmes mere over mig selv end over ham

Udsagn som ovenstående er guld værd at lede efter i romanen. For de giver et rigtig godt billede af, hvad det er for en pige, vi har med at gøre. Hun har da også været på angstdæmpende medicin, som hun så forsøger at fralægge sig. Nu forsøger hun så at dulme smerten over sin angst ved at misbruge sin seksualitet.

I disse tider hedder det måske ikke at misbruge, mere at gå efter sine lyster og sit begær på datingmarkedet. 

Læs selv en dejlig bog der er fyldt med saftige sex-beskrivelse og underliggende, psykologiske mindreværdsformler.