En sjov roman om det at ville noget men ad skæbnens og tilfældighedernes vej at opnå noget helt andet - og måske det man i virkeligheden har behov for.
Rosa og Thor lever et temmelig småborgerligt liv, hvor vin og et manglende arbejde ligger som en lidt dyster undertone i et forhold fyldt med subtile magtkampe. 

 

Undervejs sker der ting og sager, men lad os bare lige kort nævne en reference til den vidunderlige illustration på bogens forside:

Aksel havde en, selv for en ornitolog, imponerende ørnenæse og store Royal Air Force ører.  Han havde dog aldrig prøvet at flyve, i hvert fald ikke i gæng forstand.

 

I sådan en sætning gemmer der sig både en bred humor og dybe metaforer, hvilket gør, at en jordnær og dagligdags handling glider ned med nogle få snuptag og uden at læseren skal anstrenge sig for meget for at finde ud af, hvad der foregår. For det, der foregår i bogen, foregår stort set lige for øjnene af os.

Forfatteren leger fint med orde. Højmosetjald, iltede den storsluprende i munden (om vin), trådte en spontan menuet. Herlig læsning. Ledsaget af en fin forståelse for skjult bitterhed i et parforhold og evnen til at finde eventyret på campingpladsen, naturen og under de store fugles vingeslag.

Så har vi bestemt ikke sagt for meget om handlingen. Noget af det mere bærende i bogen er da også et skægt persongalleri og et finurligt sprog med mundrette dialoger.

 

Piet Hein havde et noget anstrengt forhold til medierne. En af de interviewere, der kom tæt på ham, det var legendariske Claus Toksvig. Med sin begavelse, dannelse og enorme viden lod det til, at han spillede nærmest lige op med Piet Hein, der i bogen næsten falder på halen over at blive kontaktet af medielegenden. Interviewet er rigt beskrevet i ord og billeder i bogen.
Der er 2. del i serien om den verdensberømte multikunstner. En udgivelse der i rigt mål giver indtryk af den udvikling, Piet Hein og hans kunst undergik i de år, hvor han dels jagtede verdensberømmelsen, dels var dygtig nok til, at den stort set kom af sig selv. Når blot han var til stede og viste, hvad han kunne.
Udgivelsen fortæller også det, turde man næsten sig, at han som mange andre store kunstnere var notorisk konfliktsøgende, eller også kunne folk bare ikke tage hans temperament, nå han gav den gas.
Vi græmmes, når vi læser afsnittene om det tidligere forhold til sine børn, f.eks. Hugo, der på mange måder blev ydmyget, og det er så tydeligt og trist, at Peter Hein for enhver pris ville hellige sig kunsten, anerkendelsen og berømmelsesn, mens hans bagland, privatliv og i perioder også økonomi lå i ruiner.
Intet menneske, tænker vi efter læsningen af bogen, kan være lykkelig med den parade af åndelige og fysiske tragedier, der var en stor del af Piet Heins liv. Når man så ser på, hvad han har skabt, er det lige før, man tænker, hvad Piet måske ikke selv turde, bare han dog havde ladet være.....For hans egen og omgivelsernes skyld.

Piet fløj verden rundt og blev mange steder modtaget som en anden Messias. F.eks. i Canada, hvor den første samling grooks havde solgt 130.000 eksemplarer på tre måneder, og hvor så hans amerikanske forlægger var fløjet til Montreal for at modtage sin berømthed i lufthavnen.
Piet Hein, fortæller bogen, nød på verdensudstillingen EXPO 67 at gå rundt og se, hvordan det myldrede frem med idéer, hvoraf flere byggede videre på superellipsen og bruddet med det "rektangulæres spændetrøje".
Vi får også i bogen en indføring i, hvad det var for et fælles rum, der dragede Charles Chaplin og Piet Hein mod hinanden. 
Det er spændende læsning, ligesom bogen som helhed er et velkomment og uhyre velresearchet monument over en af de helt store skikkelser i dansk kunst.
En vildt god bog, et fremragende værk.

En bog der vil tale til alle der har en udfordring med tvangsspisning -, og alle der har det inde på livet i form af patienter, klienter eller familiemedlemmer. Der er forskellige stemmer i bogen, sygeplejersker, fagspecialister, tvangsspisere, men først og fremmesteder forfatterens egen, idet hun idag er helbredt for tvangsspisning og i mere end to årtier har arbejdet med andre, der har psykiske og sociale udfordringer. Man må mene, at hun ved utrolig meget om emnet, såvel fra egen krop som fra folk, hun som uddannet sygeplejerske har mødt i sit virke. Emnemæssigt ser bogen da også ud til at favne mere end bredt og kommer ind på det at bekende kulør, utryghed, vrede, at kunne håndtere alle de følelser og mangel på samme som tvangsspisningen kommer fra. At synes man burde kunne tage sig sammen, skammen over ikke at kunne det, at give slip på al mulig kontrol, se fremad og elske mere, den skamfulde krop, den fristende othellolagkagem tøjet i skabet osv osv. En bog der i cases og med egen-oplevelser, ekspertnuancer og gode råd giver fin mulighed for at forstå, hvad tvangsspisning er for en størrelse. 

 

En bog der nærmest dokumenterer den grusomhed, hvormed slaverne i sin tid blev udnyttet og beskriver de vanvittige lidelser, mennesker blev udsat for udelukkende på grund af deres hudfarve. Det er barsk læsning, og man bliver nødt til at holde gode pauser ind imellem. Omvendt er det en måde, hvorpå man kan skabe sig den forståelse og helhed, der har været med til at gøre verden, som den er idag; grusomhed og lidelser har der været til alle sider i alle afskygninger, sådan var det dengang, sådan er det idag. Blot i andre, og i en vis udstrækning, mere spiselige og til tider da også absurde forklædninger.

Når det er sagt, så er bogen fyldt med eksotiske beskrævelser af nutid og forrne tider, La Latina i Madrid, minder fra Havana længe før Castro.  

Vi møder Kaweka, der som spæd blev kidnappet i Afrika og solgt til en af de største sukkerplantager på Cuba. Her opdager hun gudinden Yemayas, der på alle måder ser, at slaveriet er ganske forkert, hvorfor Kaweka fra dag 1 på Cuba kæmper en brav kamp for dets ophævelse. Værdigheden er på spil, og forfatteren har rigtig godt fat i forholdet mellem undertrykkerne og de undertrykte. Uden at forstå dette skisma, ville slaveriet sandsynligvis aldrig været ophævet.  

 

Det andet er historien om Lita, der bor i Madrid, og erfarer, at det som ung, brun kvinde og datter af en tjenestepige finder det svært at få et job. Da hun så endelig får et, så er det, hun kommer på sporet af slavetiden på Cuba.

Er der en sammenhæng? Er hun i virkeligheden i direkte linje barn, barnebarn eller oldebarn af det, der skete på Cuba for mange år tilbage?

En fantastisk bog. Vidunderligt, sanseligt og mættende skrevet. 

Kærligheden, eller skal vi sige forholdet, mellem Lita og Pablot er også hamrende godt beskrevet. Forfatteren er fyldt med fortællerglæde og er tydeligvis ikke bleg for at fortælle, hvor Spaniens rigdomme og formuer er grundlagt af slaveriet.

 

Det er en fin mission at ville fortælle ungdommen, hvorfor man under besættelsen valgte at gå ind i modstandsarbejdet under besættelsen. Forfatteren fortæller, at det er et af incitamenterne. Ejler Borch er på de vej mod de 100 - hundrede - år, og han forttællerr mange, mange ting, som andre ikke tidligere har fået at vide om kampen og besættelsen.
Bogen er en dokumentarisk fortælling om modstandskampen - dokumenteret af en mand, der var med i kampen for et frit Danmark.
Bogen er dobbeltdokumentarisk, kan man sige, idet den også fortælle om de veje, forfatteren går, for at få Ejler i tale. F.eks. at vente ved en dørtelefon i seks minutter, før der bliver lukket op af Ejler Borchs barnebarn, idet dørtelefonen ikke virker.
Sådan nogle beskrivelser virker godt og stilsikkert, idet forfatteren ikke bare griber nogle, tilfældige citater ud af en sammenhæng. Men derimod at der bliver en sammenhæng mellem fortælleren og forfatteren.
Så er der en lang række historier, billeder og illustrationer, der vil være et stort aktiv i samlingen hos enhver, der er interesseret i besættelsestiden.

 

En stor roman  der spænder på et enormt følelsesregister. Vi er tilbage i 1980erne og møder Mimo, en mand i et kloster, der efter fyrre år netop der er på vej til at trække vejret for sidste gang. Så er det, han vil fortælle sin livshistorie.
Og hvilken historie. 
Han fortæller om sin læretid hos en alkoholiseret og brutal biledhugger i Pietra d´Alba, han husker fascismens indtog i Italien, verdenskrigene, og ikke mindst venskabet med og betagelsen af Viola.
De tos samvær bliver bærerne af fortællingen her. Som er bevægende ud over det sædvanlige.
For de er i bund og grund vidt forskellige, bl.a. qua vidt forskellige opvækster under vidt forskellige vilkår, men de finder et rum, et venskab, sjæl, fortrolighed i hinanden, og er et langt stykke hen ad vejen årsagen til, at begge mod mange odds på hver deres måder finder vejen til et liv. Ikke nødvendigvis altid godt, bestemt ikke, men et skæbnefællesskab.
Bare det at den ene er født i fattigdom og den anden i et rigt aristokarti, jamen hvad siger man så.
Romanen er tryllebindene, dykker på flere områder ned i historiens vingesus men er frem for alt vidne på, hvordan mennesker kan vinde hinandens fortrolighed, når de kæmper mod noget ydre og noget, der næsten ser håbløst ud.

 

Bogen bliver lanceret som en krimi, og det er den også, men den er langt, langt mere end det. Det er en spændende samtidsroman med nogle gode takter af klassisk romanopbygning. Det er ofte savnet i et broget mediebillede af moderne skønlitteratur og udlevering af kendtes indre følelser. 
Bogen handler om Charlotte, der bare trænger til en pause efter et hektisk liv som freelancer i London. Et gensyn med barndommens land i fællesskab med veninden Louise, der trænger til hjælp med sin baby. Som Charlotte dog ikke er særlig vild med. Hun er selv over tredive, ufrivlligt barnløs og har både et anstrengt forhold til småbørn og et uforløst brud med Louise bror.
Så er det da også, vil man næsten sige, selv at bede om udfordringer.
Det får Charlotte da også, idet hun bliver hvirvlet ind i en mordsag, der ramler direkte ind i hendes fortid og gør noget ved det billede af sig selv, hun mente, hun havde.
Alt bliver sat på prøve, venskaber, tillid, selvindsigten.
Bogen er fyldt med gode dialoger, man får en fin fornemmelse af karaktererne. Naturligvis er bogen fyldt med krimi, så det basker. Men under det hele fornemmer man, at forfatteren har haft behov for at fortælle, at ofte falder tingene altså ikke ud, som man havde ønsket sig, og så går det nok endda.

 

 

Der er blevet sagt meget om Matador, og nu bliver der det igen. Denne gang på et mere overordnet og filosofisk plan, der forsøger at sætte samfundsskildringen 1929-47 ind i en mere intellektuel kontekst og forsøge at skabe forståelse for de enkelte emner i serien. F.eks. forsøger den at sætte spot på baggrunden for den vold, som bliver skildret i serien op gennem trediverne, hvad sker der med et menneske og verden omkring hende, når hun som Maude går op og lægger sig i sin seng. Den debatterer forholdene omkring Agnes og Lauritz og kvinders adgang til arbejdsmarkedet, hvordan reaktionerne er på Albert Arnesens idelige fravær i Damarnes Magasin, Kristen Skjern forsøger at tale Elisabeth til ro efter, at hun er i oprør efter et kvindesagsmøde, hvor langt bør man gå for sin bror, når man siger, at blodets bånd er tykt. Vi får også en fin og dyb analyse af, hvordan Mads Skjern knæsætter sit værd og udstiller Jørgen Varnæs som en lommeprokurator, han ikke lader sig true af. Videre får vi også en fin version af de lurende og underliggende spændinger mellem Jørgen og Hans Christian, der er familiens overhovede, mens Jørgen er den næstældste og ikke har nydt samme privilegier som storebror. En fin fin bog, og der er ingen tvivl om, at vi vil se Matador med helt nye og friske øjne efter at have læst udgivelsen her. 

 

Der er meget at sige om Danmarks byer fra dengang og så til idag, hvilket da også har nødvendiggjort en mammutbog, som er fornøjelig læsning. Uanset hvor man bor i landet, er der godt stof at hente, historik fra nabobyen eller sågar den by eller det område, man nu bor i. Det store værk tager os med på en rejse 1550-1800 og er delt op i to. Bogen lærer os en masse om, hvordan byerne blev ressourcelager, hvorfra der kunne trækkes både penge til kongen og behovet for øget militarisering og flådebyggeri. Den fortæller også om risikoen ved at bygge de store byer, sygdomme, brande og taknemmelige ofre for datidens krige og belejringer.
Vi læser naturligt nok også om samfundets forskellige lag, og vi får et godt indblik i handelsrutinerne, som byerne var med til at skabe dengang.
Bogen er fyldt med pragtillusrationer af f.eks. Alabani Torv i Pdense med sit Sankt Knuds-marked, Asiatisk Hovedsædes bygning på Christianshavn, af et trankogeri på Svalbard, af Morsø Jernstæberi og mange, mange andre dejlige billeder, som sammen med det flotte værk unikt fortæller om en af de væsentlige århundreder i danmarkshistorien.