Mona Leo
Den usynlige hånds leg
172 sider
Auleius Æsel

Ridderen bøjede sig og blottede sin hals. Ved ét slag rullede hovedet af den grønne ridder. Men lige så hurtigt stod den grønne ridder op bærende på sit hovede under armen. Og hovedet sagde: "Om et år genser jeg dig ved det grønne kapel".

Den slags sker i eventyrets verden, og den slags sker på teatret. Den slags har vi godt af at læse, idet skuespil og kulisser pirrer vores fantasi og får os til som mennesker at tænke ud af boksen.

Den slags oplevelser er lette selv at iværksætte hjemme i stuen foran sine børn, eksempelvis med et dukketeater.

Det er den magi, fortryllelse og det eventyr, som denne bog sætter i scene.

Mona Leo var en nordisk kunstner og forfatter, der især blev kendt for sine dukker og sit dukketeater, som hun turnerede med i Finland.

Det her er en bog om symbolsproget i eventyrene og om Leos erfaringer med dukketeater og med sit arbejde for og med børn. Plus en masse visdomsord, som vi alle kan lære noget af og bruge i hverdagen.

En glimrende bog der indeholder en masser begreber fra eventyrets og teatrets verden som troubadourer, slotte, riddersmænd, hof, kongedøtre, onde magter grever, prinser, prinsesser, riddere og andet godt- og adelsfolk.

Undervejs bliver vi spurgt det helt oplagte spørgsmål:

Kan vi lære noget af andet end vort eget livs fejl og lykkelige øjeblikke.

Og at eventyrernes og digternes opgaver er gennem symbolikker og lignelser at advare og opmuntre og være forsigtige vejvisere.

Bogen er rigtig god til at komme med små anekdoter om teatrets og skuespillets og eventyrets berettigelse.

Mona Leo fortæller, hvorledes hendes egne dukter blev levendegjort med ånd og besjæling, og hvordan de mere indadvendte mennesker ofte er dem, der har størst tilknytning til eventyrets verden. Der ser meget indad og støder ofte på udfordringer på grund af deres idealbilleder, mens de mere udadvendte ofte har et lettere liv, idet de tager lettere på deres modgange og sorger.

Det er jo nok rigtigt, spørgsmålet er så, hvor lykken ligger.

Et bud kunne være at begynde med at læse denne gode, lille bog, som indeholder mange gode leveregler og synspunkter, og som har ekko tilbage til fortiden, der altid på sin vis sætter standarden for fremtiden.

Glimrende lille værk.

Per Gammelgaard
Bygningsfejl
168 sider
Hovedland

Alene forsiden. Her ser man det hele. Alle pengene værd. En ensom, ung mand. Et menneske der kigger sig i spejlet. Og forestiller sig, at han kunne være Elvis Presley. Intet mindre end The King.
Hvilke andre muligheder har han?
Han der lever i en drømmeverden og bliver opfostret med faderens totale mangel på omsorg og varme. Og kun har hån til overs for sin søn.
Med udtalelser som:
Du kører i det forkerte gear. Det gjorde din mor også altid.
Ja-ja, du kan jo godt.
Har jeg ikke sagt, du ikke må fodre dem.
Det er som om, dine hænder er bygget forkert.
Man skal sætte sig et mål her i livet.

Med sådan en far kan man ikke blive andet end usikker og få nogle, og sikkert mange, mange, år føjet til den menneskelige udvikling, der skal gøre en moden og voksen.
Staklen, en købmandssøn i halvtredserne, vokser frem side for side, og Per Gammelgaard er rigtig god til med nogle få sætninger at karakterbeskrive såvel far som søn og give os mere end indtryk af forholdet imellem dem.
Hvordan det så skal gå ungersvenden undervejs i livet, det kan anbefales at finde ud af ved at læse bogen. Er der en vej ud af skruestikken? Selvfølgelig er der det! Hvordan går det så ude i friheden, når den er opnået? 

Forfatteren formår at gøre læsningen elegant og morsom og ikke navlepillende tragediebeskrivende, som vi har alt for meget af i bøger, hvis folk har haft en dårlig opvækst.
Per Gammelgaard har bestemt da også haft nogle udgivelser at øve sig i, og det ser man på den morsomme musik i hans sætninger:

De stønnede og skreg. Hvis ikke man lige vidste, hvad det betød, kunne man tro, de var ude på at myrde hinanden.

Esthers badedragt var lyserød og fyldt med deller.

Vigga lignede en høne, som hun gik der frem og tilbage med sit afpillede hovede på skrå.

Far lignede en mand, der kørte sin alderdom i møde.

Vi får fine lokationer med på vejen lige fra Cadiz i Spanien, over Mallorca, Stautrup, København og Slagelse, de rapkæftede i Viby, pjat med pigerne og masser af musik fra Neil Sedaka, Chubby Checker og forsidens Elvis Presley.

En munter og alligevel dybt seriøs roman om et tragisk og så alligevel såre almindeligt emne, hvor genkendelsesniveauet er højt, hvor usikkerhed og famlen i ungdom og pubertet altid har sine årsager, og hvor livet venter på en lige så længe, man har lyst til at blive ved.

Michael Böss
Liberalismens vildfarelser 
319 sider
Gad

En tyk men dejlig letlæst bog der aktuelt giver en god indsigt i liberalismens størrelse, dens fordele og ulemper og ikke mindst: Hvordan den trods alverdens gode hensigter nemt kan svigte den befolkningsgruppe der nu en gang har troet på den som det fremmeste i alle styreformer.

Forfatteren er kendt for tidligere og lignende udgivelser og er med sin spidse og meget velformulerende og indsigtsfulde pen med til at gøre læseren nysgerrig på, hvad et samfund kan få ud af liberalisme, og om der alligevel skulle være god grund til at afvige fra de dertil indrettede, traditionelle spilleregler.
Han peger på principper og værdier, der kan være med til at løse nutidens problemer og kommer med talrige eksempler på, hvordan både den ene og den anden fløj med sine hensigtserklæringer øger/mindsker bestemte befolkningsgruppers sårbarhed og magtesløshed.

Forfatterens hensigt er at forsvare folkestyret i kritisk dialog med liberalismens mange former, såvel den klassiske som de nyere former som rettighedsliberalisme, markedsliberalisme og kulturliberalisme.

Naturligvis skal man visse steder undervejs holde tungen lige i munden over de mange former og udtryk, og man skal have lyst til at beskæftige sig med politik, markedskræfter og befolkningens statement og udvikling.

Men man bliver på en underholdende måde og med forfatterens humoristiske tilgang til mangt og meget optaget af, at der er en sammenhæng i alt muligt.

Her kommer han f.eks. med henvisninger til Fisketorvet i København, som gerne vil antyde, at der engang blev solgt fisk her, og så til Bruuns Galleri i Århus, som ifølge forfatteren vil bilde os ind, at det er den danske udgave af et berømt galleri i Milano.

Og strammer så skruen ved at henvise til Berlingskes kunst- og kulturanmelder Holger Dahlk, der så sent som i 2020 kaldte fisketorvet for "et sted uden sted", en serie bygninger uden relation til omgivelserne, en verden af pap og plastic og et sindbillede på tomhed.

Der er jo noget at tænke over, næste gang, man sender fruen på shoppetur her . . . .

Det er jo umiddelbart barske ting at skrive i en bog, men nødvendige, idet det føles rigtigt med litteratur, der sætter fokus på, hvordan liberalismen  bestemmer, hvor frie vi føler os, og så hvor frie vi i virkeligheden er. Der er stor forskel på de to ting, og forfatteren er super til at holde sin ironiske distance, selv om han vitterligt får fortalt en bunke ting om kræfternes spil over forbruger og menigmand.

Behandlingen af den nye epidemilov får f.eks. også et skud for boven, og læser man mellem linjerne og tager DET ind mere end ordene, så er bogen i virkeligheden en gave til os allesammen, idet den skruer bissen på, så vi alle kan forstå det; og kommer med statements fra tiden under Bertel Haarder og Anders Fogh Rasmussen, over Den Anden Boerkrig i Afrika i 1899, tiden inden krakket i USA i 1929, omkring bruddet på retsstatens principper ved at nedlægge minkerhvervet i Danmark, via ungdomsoprør og nymarxisme og til Ronald Reagens tordentaler mod "velfærdsbedragerne".

En gennemført bog som sagtens kan indgå som pensum på læreranstalterne som til alle der måske føler, at de mangler lidt viden, indsigt og argumenter i, hvorfor den vestlige verden nu også hænger sammen, som den gør.

Let og fordøjeligt sprog.

Kate Quinn
Rosenkoden
680 sider
HarperCollins

Det kongelige bryllup mellem prisesse Elisabeth og Prins Philip i 1947 er anledningen til, at tre gamle venner mødes igen. 

Romanen er nemlig historien om Osla, Mab og Beth. Som alle under krigen var tilknyttet Betchley Park, der var sat i verden for at betjene de legendariske kodebrydningsmaskiner. Koder som tyskerne sendte ud for at fremme deres krigsførelse. Koderne SKULLE knækkes, og det blev de et langt stykke hen af vejen til gavn og glæde for de allierede og Europas befrielse og vi andres sikkerhed.

Men de tre venners veje måtte nødvendigvis skilles på grund af det enorme pres, som hemmeligheder, forrædderi, afsløringer og spionage skaber i dagligdagen for de tre, og som fik en af kvinderne spærret inde på en sindsygeanstalt.

Til brylluppet bliver de altså genforenet på grund af en mystisk note fra en kode. Eller rettere et mystisk kodet brev. Som indeholder nøglen til det, der i virkeligheden adskilte dem som venner.

Plottet er, at nu skal de tre gamle venner knække den sidste kode sammen. Som så bringer dem endnu tættere på farer og fjender end nærmest dengang, de knækkede koder under krigen.

Bogen foregår i tidsspændet mellem 2. verdenskrig og så de to uger, hvor England er på den anden ende på grund af det kongelige bryllup.

Den er vanvittigt spændende og bliver dejligt autofiktiv og troværdig i og med, at den inddrager det velkendte bryllup og naturligvis også den meget berømte afkodningsmaskine, Enigma, som tyskerne anså for at være ubrydelig,- og så også velkendte navne som admiral Cunningham og lokaliteter som det femstjernede Hotel Claridges i London, Coventry og Derwenwater.

Man skal vænne sig til Kate Quinns stil, der er fyldt med tillægsord og pudsige vendinger. Winston Churchills stemme betegner hun som bulldog-agtig, Luftwaffes jernhammer ville smadre London til glasskår, mens seks-årige Lucy er mager som en abe og havde hår, der eksploderede i ukontrollerbare, mørke krøller.

Udover det så har forfatteren et godt kendskab til mennesker, hvilket illustreres af, at

Jeg stoler egentlig ikke på nogen, kunne Mab ikke lade være med at tænke. Det var virkelig en kold, hadefuld tanke at få i sengen sammen med sin ægemand, der aldrig rigtig havde givet hende nogen grund til at være på vagt, men hun kunne ikke gøre for det. Hun mærkede, at hun stivnede i hans farvn . . . 

Det er bl.a. Mab, der er ekspert i at betjene de legendariske kodebrydningsmaskiner. Opvæksten i fattigdommen i Londons East End fornægter sig dog ikke. Ej heller gør det, at hun netop har med spionage og tophemmeligheder at gøre. Og DET får indflydelse på hendes psyke.

En virkelighedsnær roman om krig, spionage og forræderi der er lige så spændende, som den er god til at beskrive karakterer og til at fortælle, hvad venskaber i den sidste ende også handler om.

Gerhard von Kamptz
- Bornholms sidste tyske kommandant
238 sider
Turbine

På en vis måde kan man jo sige, at krigen i Danmark først ophørte for i år 75 år siden. Bornholms tyske kommandant fulgte sine ordrer og måtte kun overgive sig til en repræsentant for de allierede i Vesten. Dog sendte de allierede aldrig en repræsentant til Bornholm. Det blev en trist skæbne for det, vi idag kalder Solskinsøen.

Hvordan det kunne gå så vidt, og hvem denne tyske kommandant egentlig var, hvad han stod for, hvad han kom af, og hvilke storpolitiske og militære spil han blev en del af, får vi alt om at vide i bogen her.
Den er uhyre spændende skrevet,  fyldt med billeder og illustrationer.
Det ser ud til, at forfatteren for alvor har været på overarbejde.

Udover at give os et meget fint billede af, hvem Gerhard von Kampz var som menneske og militærperson, hvis ellers det kan skilles ad, så har han forsynet bogen med billeder af Hitler og Mussolini sammen, skitser af luftangreb, franske feltkanoner fra 1897, af den sønderbombede Kapelvej i Rønne, sovjetiske mortortorpedobåde i Rønnes Havn, oversigtskort over tyske operationer til søs og meget, meget mere. Herudover har Jens Andersen fremskaffet basale oplysninger om kommandantens fødehjem, han har skaffet hjælp til oversættelser af russiske dokumenter, og han har i det hele taget været mange år undervejs med at skaffe kontakter til at hjælpe sig med værket og give et fint og detaljeret billede -; ikke bare af kommandanten. Men af hele situationen i mellemkrigsårene, og hvordan tingene spidsede til op til invasionen af Polen.

Forfatteren har lavet et fint og hæderligt arbejde, der tydeligt illustreres ved, at han ærligt beskriver sine forbehold i nogle af billedteksterne såsom "billederne må rimeligvis været taget i juli eller august" og lignende i bogens tekster.

Jens Andersen gør meget ud af at forsøge at få læseren til at forstå, at den tyske kommandant havde meget lidt albuerum til sine handlinger, og at han var en del af et hierarkisk system med diverse kommandoveje og procedurer.

Forfatterens mål, skriver han, har været at afdække Gerhard von Kemtz´s personlighedstræk og i detaljer at kortlægge hans liv. For på den måde at give et nuanceret billede af, hvordan kommandantens situation var, og hvorfor han endte med at gøre, som han gjorde. 

Torben Bramming
Heksene
350 sider
Kristeligt Dagblads Forlag

Ingen glæde uden sorg. Intet liv uden død. Ingen forside uden bagside. Ingen tilvækst uden udrensninger.
Og ingen rettroende uden bestialske hekseprocesser.
Det sidste synes i høj grad at have været tilfældet i tiden med de store hekseprocesser i Danmark. Hvoraf nogle af de mest grusomme trolddomsprocesser foregik i Ribe i et lille århundrede i 15-1600-tallet.
Det er der kommet en bog ud af, og det er ikke kedelig læsning.
Den handler naturligvis om, hvad der foregik i den sønderjyske by på det tidspunkt. Men samtidig giver den et meget flot billede af, hvordan kongen, adelen og samfundet i det hele taget var indrettet dengang.
Og den giver et fantastisk billede af, hvilken person Albert Skeel var, denne gudsfrygtige, atletiske lensmand, der var præst i Ribe og kongens mand til fingerspidserne, enormt højt samfundsprofileret og dermed havde alle mulige bemyndigelser til at foretage de hekseprocesser, han nu mente, der skulle til.
Samtidig var han højt begavet, yderst belæst og kunne naturligt nok begå sig på de bonede gulve.
Derfor vækker det i visse kredse fortsat undren, at det lige præcis var ham, der stod i spidsen for de store udrensninger. En mand der både var admiral, medlem af Rigsraadet og var uddannet ved udenlandske universiteter.
I korte træk blev det afgørende for Albert Skeel, at han følger sin konge til England, hvor de sammen med den engelske konge ser Macbeth, hvor der optræder hekse. Kongen, James den 1, var selv meget stor fortaler for, at der fandtes hekse, og det synspunkt så at sige arvede Albert Skeel. Og ligeledes hans konge, som var selveste Christian den 4.
Og herfra gik det slag i slag med de mest grusomme fængslinger, tortureringer og bålbrændinger af såkaldte hekse.
Torben Bramming forsøger at redegøre for baggrunden for hekseforfølgelserne og -afbrændingerne. Det kan man være enig eller uenig i, og hvis man er velbevandret i historien, finder man da også afgjort andre forudsætninger, der kan være nok så sande.
Alt i alt må vi dog sige, at Torben Bramming har skabt et nydeligt værk om Albert Skeel, der nærmest havde rejst verden rundt fra Italien til Polarcirklen, og som med alle midler forsøger at nedkæmpe hekseriet, der ifølge forfatteren udbredtes af missionerende enkeltpersoner som den engelske dronnings hofmagiker eller Tycho Brahe.
Idag ser vi heksebrændingerne som mørke kapitler i vores historie. Dog for at kende historien til bunds, er det vigtigt at forholde sig til litteraturen omkring dem. Og her er Torben Brammings nye bog altså et godt bud.
Også fordi den sætter fokus på - måske for første gang i historien -, at hekseafbrændingerne ophørte, da samfundet bevægede sig i retning mod selvansvarlighed, og at man, populært sagt, måtte feje for egen dør, fremfor at skyde skylden for egen ulykke på andre.

Maria Hesselager
Jeg hedder Folkvi
190 sider
Gutkind

En spændende debut der giver plads til at tale om de forbudte følelser, som kan opstå mellem søskende, og som kan få et menneske til at bryde sammen, når kærligheden ikke længere går begge veje.

Hvor er det smukt beskrevet; hvor er ordene så svævende og magiske, at man kommer ind i en lomme af transparens og vægtløshed.

Folkvi er løve, og vi befinder os i vikingetiden. Herved skabes der historisk distance til fænomenet, hvilket bevirker, at vi som læsere kan koncentrere os tidløst til emnet og ikke bliver optaget og afbrudt af fordømmelse og debat i 2021.

Guderne, de afdøde, ånderne og det overnaturlige er en del af konteksten. Hvilket skaber reference til at lyster og laster i kærlighed og seksualitet ikke er noget bevidst, men ofte noget der bare er der og kommer og er der og ikke kan stoppes eller holdes nede.

Folkvi og hendes bror, Áslakr, er vokset op inden for høvdingepladsens beskyttende hegn. De har altid været fortrolige og spejler sig i hinanden. Elsker hinanden.

Samtidig er kærligheden dog kompliceret, som den ofte er. Også blandt søskende. Og det bliver Áslakr der først bryder fortrolighedens bånd. Ved at forlove sig med den 15 - femten - -årige Gerd. Og derved efterlader Folkvi i et tomrum af raseri og angst for at blive ladt alene tilbage på perronen.

Senere i bogen springer vi frem i tiden, hvor Áslakr nu begynder at reflektere over sit liv, og hvorfor det tog den drejning, det tog.

Når vi så lægger til, at bogen slutter særdeles overraskende, er her tale om en debut, der både sprogligt, emnemæssigt, plot- og spændingsmæssigt er i rigtig fin klasse.  

Der er liv og glæde i bogen, sorg og gru, fortabthed, ensomhed, tosomhed, livslykke og enorme frustrationer. Der er hele livet i den her roman, og ser man på temaerne og ikke så meget på tidslommen, så er der så meget at hente i den, at man bliver nødt til at have den stående og læse den igen om et par måneder.

Endvidere er den stilmæssigt gennemført. Den indeholder ikke en eneste dialog. Det er yderst afvekslende, og det er tydeligt, forfatteren har haft en mening med det. Vi skal tage ind; ikke underholdes, men tage ind.

Christy Lefteri
Biavleren fra Aleppo
298 sider
Jentas

Bogen er en beskrivelse af krigens gru i Syrien, om det enkle og lykkelige liv, der er blevet levet i et land så smukt, storslået og mytologisk. Og hvordan en families lykke bliver revet fuldstændigt itu, da krigen kommer.

Nuri er biavler, og hans kone er kunstner. Nuri ved med sig selv, at nu må de ud af landet. Flugten bliver ikke let, idet konen, Alfra, der tidligere solgte fantastiske og farvestrålende værker på Aleppos marked, har mistet synet, og Nuri må nu se for dem begge på den farefulde færd gennemTyrkiet og Grækenland på vej mod en usikker fremtid i Storbritanien. 

Hvor han så til gengæld ved, at hans fætter, Mustafa, venter på dem, idet han har startet en bigård i Yorkshire, hvor han lærer andre flygtninge at holde bier.

Den farlige rejse gennem lande og over have byder naturligvis på udfordringer i sig selv, men de psykiske udfordringer med folks fordømmelse og had, der kommer oveni, står tilbage hos læseren som noget afskyeligt og forfærdeligt. Forfatteren beskriver den del levende, ligesom hun får det med, som vi alle enten kender, har hørt om eller fortrængt om flygtninges vilkår i f.eks. flygtningelejre. Lige fra NGO-medarbejdernes uddeling af Cola til frygtelige kendsgerninger som børn, der bliver kidnappet og stjålet fra lejrene.

Christy er også god til at beskrive den nænsomhed, omsorg og kærlighed, der eksisterer mellem to mennesker, som havde en lykkelig og sorgløs fortid for ikke mange år tilbage, og hvor alt bare bliver revet fra hinanden, og hvor man skal finde gnisten, livet og hinanden påny.

Biavleren fra Aleppo er en velskrevet bog, der tager os bag nyhederne og overskrifterne giver os et helikopterperspektiv på de grusomheder og traumer, folk bliver udsat for. Og som samtidig kommer godt og grundigt ned i såvel bomberuiner i Aleppos gader som en vanvittig præcis beskrivelse af, hvordan en farefuld færd i en af menneskesmuglernes gummibåde må forløbe.

Forfatteren har arbejdet som frivillig i et UNICEF-center i Athen, hvilket man må sige giver et godt boost til kvalifikationerne som forfatter til netop en roman som denne.

Bogen er både hjerteskærende, uhyggelig og tankevækkende. Tænk hvad man er i stand til som menneske, når det virkelig gælder.

Erick Thürmer & Isabella  Laurés 
Karriere med ånd og hjerte
220 sider
Grønningen1

For rigtigt mange år siden var nærværende anmelder som ungarbejder ansat i Thürmer & Co., som det hed dengang, da det stadig havde domicil på Sct. Knudsvej i København. Det var et dejligt firma med en god ånd. De passede på deres medarbejdere, der alle var flittige, loyale, sjove og vidt forskellige. 
Direktøren dengang hed Bjørn Thürmer, og han er far til medforfatteren til denne bog.

Bjørn havde virkelig forstået, hvad ledelse gik ud på. At behandle medarbejderne godt, - fra hovede til hale. Hver morgen kom han ind til mig og hilste hjerteligt godmorgen. Mig der dengang som meget ung sad med åben mund og polypper og pakkede gevindværktøj på hans fabrik. Jeg var i hans øjne lige så vigtig som alle andre. 

DET glemmer jeg aldrig. 

Virksomheden ville gerne have beholdt mig. Jeg var dog ung og havde andre planer. Jeg ville ud at rejse. MEN - det var med en vis sorg i hjertet, jeg måtte ind til Bjørn og meddele ham min beslutning.

En menneskealder senere krydsedes vejene igen. Jeg var ansat i et firma, som skulle arrangere et møde med hans virksomhed, der nu hed noget andet. Hvem jeg kom til at tale med den dag, kan jeg ikke huske, men jeg kan huske den åbenhed og imødekommenhed, der strømmede gennem telefonrøret til et for dem ukendt menneske, som andre nok ville have følt som påtrængende.
Men ikke hos Thürmer. Her havde medarbejderne en ånd, hvor man opførte sig ordentligt.

Og nu krydses vore veje så igen.
I form af Erick Thürmer, der som nævnt er en af medforfatterne til denne bog, og som på forskellig vis iøvrigt gør sig bemærket indenfor ledelse og foredrag, og endvidere i lokalsamfundet, hvor han satser på en politisk karriere.

Og eftersom nærværende anmelder ofte tænker i holistiske, åndelige og spirituelle baner, så er der klart en mening med, at jeg får hans bog placeret på mit skrivebord. Til gennemlæsning og anmeldelse.

Hvad meningen helt nøjagtigt er, det ved jeg først om nogen tid, når visdomsordene i bogen har lagt sig, sådan er det med ånd og spiritualitet. I hvert fald er det noget med, at den investering, jeg lagde i faderens virksomhed for mange, mange år siden; den investering kommer gennem karmaloven nu tilbage i form af en lang række åndrige og hjertelige ord, der kan bruges såvel i privaten som i virksomheden.

Og det er netop, hvad bogen handler om. 

At man skal leve med hjertet.
At det skal være sjovt at leve.
At vi lever i en kultur hvor det åndløse har overtaget.
At alt det vi søger i det ydre, findes i det indre.
At er man tro må sig selv, vil man tiltrække de mennesker og muligheder, man har brug for.
At en dom, du kaster over andre, er en dom over dig selv. 
At du bliver som de fem nærmeste, du omgiver dig med.
At man i karrieresammenhænge beder om noget, der skaber værdi for andre.
At når noget blokeres for sig, er det ofte, fordi der findes noget bedre.
At frygt kan omdannes til at skabe begejstring for noget nyt.
At ansatte, der ikke tjener så meget til firmaet, måske er gode til at bære firmaets ånd og stemning.
Den gode forretning handler om mennesker.

Og mange, mange andre gode ord.

Ordene er skabt i samarbejde med Erick Thürmer og Isabella Laurés, der for år tilbage kom i kontakt med den lidt mere traditionel udgave af en ledertype, som Erick vist var, og som idag er uddannet healer og gennem mere end en halv snes år har rådgivet virksomheder ud fra en spirituel tankegang.

Bl.a. var det hende, der var lokomotivet i tankerne om at få Thürmer Tools flyttet til Gilleleje, hvor familien bor. Og på den måde er den så kommet mere hjem og ind i sig selv, hvilket vi andre så nu kan profitere af ved at få serveret en perlerække af lækre holdninger.

Et dejligt møde med en dejlig familie. Personligt kender jeg dem ikke. Men det er lidt som om, jeg er en lille smule i familie med dem. Og det er jo nok dybest set, hvad familien ønsker. At vi alle giver ind i det, der er af det gode, for så kommer det tilbage til familien.

Christian Aalling
Bogen der aldrig blev skrevet
204 sider
Skriveforlaget

Det var da godt, at den her bog blev skrevet. Og at den ikke lever op til sin titel. For så skulle den jo aldrig have været skrevet.
Nu er den her, og hurra for det.
For den minder os i den grad om vigtigheden af at udnytte de tomrum, der lejlighedsvis opstår i os og omkring os, når uventede ting sker.
I denne bogs tilfælde er det Deborah, der i foråret 2020 som alle vi andre pludseling befinder sig i coronaen. Og så beslutter hun sig for at skrive en autofiktiv roman om sine ungdomsår med veninden Carmilla. Og samtidig gøre op med en fortid, hvor hun i nu en menneskealder har følt sig skyldig over venindens død.

Det er spændende og meget vedkommende læsning. Også overraskende og inspirerende.
Deborah opdager, at hun bærer rundt på nogle tunge åg i forhold til sin tidlige veninde. Og at tiden med hende har igangsat processer, der rækker langt ind i voksentilværelsen.

Smerte og kærlighed går ofte hånd i hånd med omklamring og besættelse i relationer til andre mennesker, og det sætter Christian Aallling meget fint fokus på.
Han gør det på en letlæselig, elegant måde uden, at emnet på nogen måde bliver for tungt.

Vi kommer dybt ned i menneskers og relationers dunkle sider; - her i bogen er det venskaber, det drejer sig om, men vi behøver ikke at gå ret langt uden for soveværelset, hvis vi bor sammen med nogen, før vi til tider har oplevet dunkle sider af os selv. Lad os bare tage det eksempel, at partnerren ikke gør, som vi siger.

Så flipper vi gerne skråt ud, og gør partneren noget, der er rigtig træls, ja så er der ikke langt til hævnen.

Det er sådan nogle ting, forfatteren, der iøvrigt er præst, arbejder med i bogen.

Forfatteren mener, emnet med dunkle venskaber er tabubelagt. Det kan han måske nok have ret i. Der har nu de senere år været rigtig mange artikler rundt om særligt i ugeblade og også bøger, der fokuserer på emnet, og hvad man kan stille op med destruktive venskaber og dårlige relationer. Lad det nu være. For bogen her tager emnet under behandling på en ny måde, hvor tingene bliver sat på spidsen, og hvor tingene i virkeligheden viser sig at være noget helt andet, end det man gik rundt og troede. 

Man skal naturligvis lige opdage, at relationen var dårlig, og at man et sted ønskede vedkommende ad pommern, før man kan få fat i den del af sig selv, der måske af den årsag gør uhensigtsæssige ting.

Forfatteren har valgt en stil, hvor meget bliver beskrevet, og hvor der i bogen som helhed er forholdsvis få dialoger.

Det gør nu ikke noget. Det bringer læseren en ro over emnet, som giver os tid til at reflektere på en anden måde, end hvis der var alt for mange dialoger, selv om der naturligt nok også er en del af dem.

En spændende bog med budskab til os alle om, hvorvidt f.eks. de relationer, vi har, er nogle vi bevidst stadig har, eller om de skulle have været afsluttet forlængst, eller hvorfor vi i grunden har dem, og om de er konstruktive eller destruktive.