|
Tirsdag, 21. september 2021 14:15 |
|
Pam Jenoff
Hittebarnets historie
400 sider
Alpha 16-årige hollandske Noa arbejder under 2. verdenskrig på en tysk jernbanestation station i Bensheim, da hun hører lyde fra en togvogn. Et forfærdeligt syn venter, idet vognen er fyldt med halvdøde, jødiske spædbørn. Instinktivt griber hun fat i et af børnene og løber sin vej. Instinktet har spor tilbage i fortiden, idet Noa af sin far er blevet smidt ud fra hjemmet på grund af en graviditet med en tysk soldat og siden tvunget til at give sit barn væk.
Nu har hun så alligevel et barn at tage sig af.
De to flygtende bliver taget godt imod i et cirkus, hvor der også arbejder en jødisk kvinde, der for at skjule sin identitet har taget navneforandring til Astrid. Astrid og Noa bliver sat sammen og Astrid skal mod sin vilje igang med at lære Noa alt om at svinge i trapez, så hun kan blive i cirkus.
Selv har Astrid en fortid, der i skæbne og baggrund har meget tilfælles med Noa, og nu skal de to lære at begå sig sammen og ikke mindst overleve et forfærdeligt regime - på deres egen måde.
Det er en spændende måde at skrive om sammenhold, anderledes mennesker, cirkus, skråt tænkende væsener, dyr, cirkusorkestre, teltrejsning, sygdom lige før en forestilling. Historien er godt fortalt og helt vildt spændende fra første til sidste side.
Fortællingen er rørende, og forfatteren, der har flere historiske romaner bag sig, er god til indirekte at markere episoder i sine hovedpersoners liv, der for evigt et eller andet sted vil forplante sig i læserens. Afsked, håb, angst, forældres afvisninger, ting der har betydning for resten af tilværelsen.
Det er stort af en forfatter. Derfor er bogen lige i øjet. |
|
Senest opdateret: Torsdag, 30. september 2021 12:19 |
|
Tirsdag, 21. september 2021 14:13 |
|
Nillou Zoey Johannsen
Nattens blomst
362 sider
Alpha En rigtig dejlig og også mere end skræmmende fortælling om en piges længsel efter frihed og med direkte parallel til det at være et autentisk menneske.
I vover at sige mig imod, nogen af jer. Jeg er manden i huset, og i gør, som jeg siger, er det forstået.
Hvad græder du overhovedet over.
Din plads er i huset.
At vokse op i et miljø, hvor sådanne udsagn er tilladt og almindelige, det kan enhver jo blive bange for eller mindst være på vagt overfor på et knivsæg. Og det bliver stadfæstet, at det har tunge åg som resultat, når vi allerede i kapitel to hedder:
Skæbnen har vist, at der er en vej væk fra farens domæne, og det er det, hun skal.
Udgangspunktet er mere end slemt. En patriark i Iran for sådan cirka 70 år siden undertrykker sin familie, banker sin kone og håner sin datter Ziba, så det står efter, og truer endda med at tage hende selv seksuelt, og så er hun intet værd for en mand. Hun må bare væk.
Faderen hedder Ali Khan og er byens magtfulde borgmester, en grådig hantiger der ikke skyr nogen midler for at få sig tilfredsstillet seksuelt, selv når lille Ziba tilbyder sig.
Rejsen væk er fyldt med håb og smukke ord som nattens stilhed, rolig vejrtrækning, jeg finder en vej, vinterlyset lægger sig som en glimmerhinde ud over byen, den drysser guld over jorden og giver hende lyst til at læse Hafez(iransk digter, red.) her og nu. Hans beskrivelser af kærligheden er så fortryllende....
Og så er det, at vi midt i det hele atter stiftet bekendtskab med faderens brutalitet. Angsten for Ali Khans fangearme er nok til at hæmme hendes relationer. Angsten for, at han har opdaget, at hans datter har haft kontakt med en dreng.
Vi får et godt billede af kontrasten mellem at vågne op i Sandholmlejren i Danmark og det daværende Iran, og så bevæger bogen sig ellers generationer tilbage, da moderen til den lille, sårbare pige i Sandholmlejren kom til Danmark og endnu længere tilbage, da det persiske monarki fyldte 2500 år og endnu længere tilbage, hvor Ziba skulle sige De til sin far og rapportere alt til ham, for du ved godt, jeg har evner, jeg finder ud af alt, også hvis du skjuler noget for mig.
En forfærdelig grum verden at vokse op i, men forfatteren får det beskrevet på en måde, så vi som læsere giver grønt lys for at tage det ind som en del af livet, for Nillou Zoey Johannsen er fantastisk til at få fat i de lyse sider ved generationernes plager. Det kan man som læser bruge. At der er et håb for os alle og for menneskeheden, hvor grumt man end kan føle sig behandlet.
En fremragende bog, en elskelig fortælling.
Og så skal man altså lige vide, at indholdet absolut ikke er for snerpede eller sarte sjæle, da bogen indeholder sex-scener hos en slagter, der binder og er brutal . . . og hengiven på samme tid.
|
|
Senest opdateret: Onsdag, 29. september 2021 14:00 |
|
Tirsdag, 21. september 2021 14:01 |
|
Mogens Paahus
Følelsernes filosofi
Aalborg Universitetsforlag
192 sider
Forfatteren er denne gang lykkedes med en bog, der er spot on, dejlig letlæselig, meget vedkommende, engageret, og som i forståelse og sproglig elegance distancerer sig væsentligt fra nogle af hans tidligere udgivelser. Gennem cases i romaner og en cementering og fastlåsning af eksempelvis begrebet kærlighed får vi hans, meget kompetente, vurdering af og holdning til, hvad menneskers nuancerede følelsesliv består af. Og at man i kærligheden selv har mulighed for at blive levende ved at kaste sin kærlighed på et andet individ.
Paahus sammenfletter sin egen forskning indenfor følelseslivet med en lang række eksempler på litteraturens tilgang til følelser, hvorfor læseren så at sige får dobbelt op for pengene. Vi finder dybder i litteraturen, og vi ser, at kærlighedens væsen er en urkraft betinget af et levende væsens specifikke egenskaber. Psykologer vil sige, at vi projicerer vor egen side over i et andet menneskes tilsvarende side.
Paahus giver sig i bogen af med at modernisere sine udgivelser og måske endda holdninger ved at bruge og henvise til navne som Brinkmann, Lady Diana, Prince og David Bowie. Det er i hvert fald mere positivt salgbart, idet mange af os har en paratviden om disse mennesker, og ved at indflette dem i sin nye bog bidrager han til den moderne verdens opfattelse af både kroppens rolle i sorgen, og at tilværelsen ganske enkelt er blevet fattigere ved en anden persons død. Og at det må man bestemt ikke underkende, omend der må skelnes, mener Paahus, mellem sorgen over en yngre og en ældres død.
Forfatteren er rigtig god til at definere ord og skriver af karsken bælg om noget så forskelligt som livsLYST, livsMOD, livsHÅB og livsGLÆDE og animerer dermed til, at selv om tilværelsen byder på alskens facetter, der ligner hinanden, også følelsesmæssigt, så er de ofte mere forskellige, end de er ens. Hvilket igen får tankerne hen på, at selv om to forelskede i begyndelsen kan synes betaget af deres ensartethed, så er det lige så vigtigt fra begyndelsen at anerkende, at man er to vidt forskellige individer.
Vi vil mene, at den nye bog er en af de bedste, vi har læst fra Paahus. Fordi den skelner så meget og kommer så vidt omkring og redegør for, hvordan man når fra punkt A til punkt B i følelseslivet. Blufærdighed, skam, faderkærlighed, stemthed, livstrang, selvudfoldelsestrang, vitalitet og kraftfuldhed. For bare at nævne nogle af de punkter, forfatteren tager fat i, og denne gang på en måde, som også vil tiltale folk, der ikke nødvendigvis vanligt færdes i akademiske kredse. Men som af natur blot er nysgerrige efter at vide, hvorledes det allerinderste følelsesliv præger den retning, vi som mennesker tager.
Godt gået. |
|
Senest opdateret: Torsdag, 30. september 2021 12:29 |
|
Det sidste brev fra din elsker |
 |
 |
 |
|
Fredag, 17. september 2021 10:26 |
|
Velkommen til www.bogsyn.dk
Vi tror på bogen som det trykte medie.
Vi anmelder meget bredt.
Og har små 2.000 anmeldelser her på sitet.
Du kan skrive til os på
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
 Jojo Moyes
Det sidste brev fra din elsker
496 sider
Alpha
Det er ikke hver dag, man får romantisk, feelgood og kærlighedslitteratur i hånden, der rykker ved ret meget. Det gør den her udgivelse så. Der er det sædvanlige han bøjede ansigtet mod hende, og hun mærkede et sug af fryd, og hold om mig, og hun fortrød, hun ikke havde taget den røde kjole på, fordi den havde han sagt, han gode kunne lide. Sødsuppe og hengiven,klassisk romantik, så det basker og næsten bliver for meget.
MEN bogen er også så meget andet og meget mere, og det er da også derfor, den er blevet filmatiseret.
Den kan noget.
Den går umærkeligt ind og piller ved alt det, som livet består af, og som vi alle på et tidspunkt skal tage stilling til. Megavalg, chancetagning, omgivelsernes forventninger, selvfornægtelse, lidt for meget alkohol, fortrængninger, overspringshandlinger og meget, meget mere.
Udgangspunktet er Ellie der som journalist skal finde ud af, om der er forskel på kærligheden idag og for mange år siden. Hendes eget kærlighedsliv er det så som så med, idet hun har en gift elsker, og det gør, at hun bliver noget isoleret.
Og så krydsklipper forfatteren tilbage til historien om Jennifer og Anthony, hvis kærlighed er af ældre dato. Jennifer vågner op med hukommelsestab uden at kunne huske hverken sit liv eller sin mand. Så er det jo ligesom lidt op ad bakke. Journalist Ellie finder så et brev med en glødende kærlighedserklæring mange år senere i parrets gemmer, og det er dette brev, der giver håb for hende om, at måske også Ellies kærlighedsliv kan ende godt.
Det er en spændende måde at bygge en spænding og et plot op på, det fungerer rigtig godt, og Jojo Moyes forstår at holde det hele ud i strakt arm, så hjemmevante læsere udi feel-good og romantiske ballader, der forlængst har gættet enden på det hele, alligevel får langt mere med, end hvad en banal kærlighedshistorie normalt går ud på.
|
|
Senest opdateret: Mandag, 27. september 2021 15:13 |
|
Torsdag, 16. september 2021 11:51 |
|
Özlem Cekic
Den svære kunst at tale sammen
208 sider
Politikens Forlag
Egentlig er der så mange gode one-linere om livet, om mennesker og relationerne imellem dem, at det her kunne blive en anmeldelse, der lod dem stå for sig selv. Både de råd hun selv har penslet ud men også dem vi finder midt inde i hendes beskrivende tekst.
Et sted fremgår det tydeligt og mærkbart, at hun føler for meget, er af et godt hjerte for meget på tværs og anderledes, siger tingene ligeud og som hun oplever dem, måske for rebelsk til at passe ind i institutioner som Christiansborg, hvor hun nærmest blev mobbet ud. Anført eller i hvert fald iscenesat, beskriver hun, af Ole Sohns viden fra Rumænien om "sociale konsekvenser".
Ole Sohn og nogle andre kan hun godt huske ved navn, det virker derfor forkert, at hun i bogen ikke nævner navnet på en politiker fra Dansk Folkeparti, som hun støder på på Christiansborgs gange, og som råber held og lykke til hende, da hun nærmest skal på skafottet foran rullende kameraer.
Det er også temmelig modigt af hende at erklære, at Facebook direkte går ind og modarbejder eller i hvert fald ikke ranker positive kommentarer og likes lige så højt som negative. Det er en påstand, vi kunne savne vidensbaseret dokumentation på. At hun mener i fulde alvor, at Facebook bevidst nedprioriterer de positive opdateringer, så vredesudbrud fylder mest i folks feed.
Men ok, tilbage til det, bogen for alvor handler om. Konfliktløsning; det at kunne tale sammen.
Cekic har været ude for lidt af hvert i sit liv, og det er sundt at læse en beretning fra en kvinde, der dels vil ud med, hvad hun har oplevet, men som også bruger sig selv og sin historie til at komme med hurtige, men alligevel dybe og brugbare, råd.
Det, der var vigtigt og gennemgribende engang, mister betydning.
Tag én ting af gangen.
Tiden er en afgørende rolle i konflikter.
Jeg gav slip på kontrollen.
Mangfoldighed bør være en styrke på arbejdspladsen. Bogen indeholder mange af de almindelige råd, vi har hørt før, men som i den rette kontekst, som i bogen her, forekommer mere dybe. Og bogen bliver virkelig stærk, da Özlen Cekic beskriver, hvordan hun til et foredrag "afvæbnede" en kritiker af invandrere ved at tale personligt til ham om hans kræftsygdom, sætte den i relief med hendes egen mor og sagde, at hun ville bede for ham.
Det er den slags wow-effekter, der sikkert ikke passer helt ind på Christiansborg eller lignende institutioner, men som så til gengæld gør indtryk på en hær af læsere, der ville kunne lære noget om at tage en konflikt i opløbet. Det kræver erfaring, og en sådan har forfatteren tydeligvis. |
|
Senest opdateret: Torsdag, 16. september 2021 12:56 |
|
Torsdag, 16. september 2021 00:00 |
|
Jakob Brodersen
Hvide elefanter
252 sider
Brændpunkt
Står man op imod magten, gør man noget af et godt hjerte, bryder man med normerne i etat og videnskab, så skal man virkelig ikke forvente, man bliver strøget med hårene.
Det budskab får Jakob Brodersen fint frem i denne velskrevne roman om en ingeniør, der har opfundet en soldrevet pumpe, som er en fin opfindelse til på den jyske vestkyst til at holde stand mod klimaforandringer. Men at få pumpen til og op at køre i Afrika for at hjælpe med at genskabe udtørrede oaser og som idealist forsøge at gøre verden til et bedre og mere sikkert sted -; det er en helt anden sag. På grund af eksempelvis vanetænkning og religion.
Jakob Brodersen er god til at karakterbeskrive og få dybder frem i persontegningerne, uden egentlig at de handler særlig meget om de enkelte personer. Mere deres handlinger. Hermed lever forfatteren op til parolen "show dont tell". Glimrende.
Vi ender med at blive dus med en række af bogens personer, Matt, John, Will, Christian og naturligvis hovedpersonen Alan Bang, der tillige har den udfordring, at han skal skilles fra sin kone Karen. Og Karen har fået teenagedatteren med på sit hold. Av da.
Et par steder undervejs skal forfatteren unødvendigt brillere med superlativer som Anna, der var smuk som et guldaldermaleri. Men altså, det er småting, og totalt set har Jakob Brodersen bestemt fat i den lange ende, når han lader sin hovedpersons lettere ramponerede privatliv være en slags udgangspunkt for at ville finde sin plads i livet og sin mission i verden.
Romanen er spændende, man kommer ikke til at kede sig på noget tidspunkt, og forfatteren er sågar også god til at forklare teknikken omkring varmepumper og dets virke. Lige så god er han til at få læseren inddraget - ja INDdraget - i den subtile stemning i et parforhold, der lakker mod enden.
Det er modigt, at han i samme bog har tre konflikter kørende. Nemlig ægteskab, forhold til datteren og sin idé om at revolutionære verden med sin pumpe.
Men tingene hænger fint sammen, omend vi mod slutningen af bogen savner nogle meldinger om, hvordan Alans ægteskabs forlis og hans indstilling til kærlighed med egne ord påvirker ham. Når forfatteren altså nu engang har valgt at beskrive parforholdet. |
|
Senest opdateret: Torsdag, 16. september 2021 11:55 |
|
Fredag, 10. september 2021 00:00 |
|
Paul Cleave
Stol ikke på nogen
284 sider
Jentas Vanvittigt spændende bog om grænselandet mellem fantasi og virkelighed. Hvem er de, hvem er jeg, hvornår begynder de andres virkelighed, hvornår slutter min egen. Og hvad gør man den dag, man får Alzheimers eller tror, man har fået det, og ikke kan huske kodeordene til det vigtige, f.eks. egen mailkonto.
Jerry Grey er en verdensberømt forfatter under synonymet Henry Cutter. Hans tolv bøger fortæller historier om brutale drab begået af ondsindede mænd, men også om en verden ude af balance, hvor ofrene bliver ydet retfærdighed.
Og så er det, at demensen afslører, at det er ham selv, der har foretaget alle mordene, og at det er derfor, han han beskrive dem i detaljer.
Bogen er meget anderledes skrevet end traditionelle thrillers, og store roser for det. Det kan være svært at komme igang med den; måske fordi temaet ud udformningen ligger et godt stykke fra vor vanetænkning af, hvordan en kriminel forfatter selv har begået sine udåder.
Når man så er godt igang, så er der smæk for skillingen. Vi vil næsten kalde handlingen for horror-beslægtet. Fordi handlingen er ikke bare en handling, noget der sker i bogen. Der sker en hel del ting i læseren undervejs, for mange af de handlinger, overspringshandlinger, udåde, ugerninger, vi oplever undervejs, det kunne i visse stunder være os allesammen i miniformat. Gjorde vi virkelig det, som vi bliver beskyldt for, og som vi erkender. Eller er det fantasien eller en begyndende demens eller en trang til at indrømme forbrydelser, der spiller os et puds.
Det skisma gør bogen stærk og læseværdig. Så er du til et godt gys og meget mere end det. Så skal du afsted efter bogen her. |
|
Senest opdateret: Fredag, 17. september 2021 14:21 |
|
Onsdag, 8. september 2021 13:20 |
|
Adam Estrup
Guldhornene
204 sider
Mellemgaard Et frisk pust, et fornyende strejf i de danske bogudgivelser.
Sjov, kløgtig, indsigtsfuld.
Fyldt med ironi, satire, varme, lune og sikkert ganske velmente og måske endda -fortjente stikpiller til både adel, politikere, embedsvælde og presse. Skal man vide, hvilken skrivestil, man går ind til, er det, vi lige kan finde på, en kloning af Finn Søborg Update og så svenske Jonas Jonasson.
Hvem ellers end en forfatter med masser af overblik og vid kan finde på at bruge en særdeles kendt vending og formatere den til Monarkiet skal ingenlunde fejes ind under gulvtæppet. Eller NEMID - Nationens Effektive Metode til Identifikation af Dissidenter . Eller at lade den i mange kredse gnavne forfatter Carsten Jensen være konverteret til redaktør af Tipsbladet, der nærmest ser ud til at være landets førende organ, hvor også en vis Peter Heiberg har sin gang som erotisk besat journalist.
Personerne spænder vidt lige fra kong Frederik, der bare ikke gider være konge mere, lensgrevinde Daisy, konseilpræsident Poul Schlüter, fodboldminister Tommy Troelsen, sportsøkonominister Anders F. Rasmussen og mange flere, hver med deres absolut personlige og igen kløgtigt beskrevede særkende.
Vi håber, at Adam Estrup har haft en fest, måske endda i glade venners lag, med at skrive sin kontrafaktiske roman, for det er en fest at læse den.
Vi befinder os i sommeren 1992, hvor Danmark overraskende er kommet med til fodbold-EM. Samtidig er den siddende Kong Frederik dog kørt sur i sine pligter, der bare er det samme og det samme, og han er på vej til at abdicere og overgive tronen til sin datter, kronprinsesse Carolina.
Men man kan ikke foretage et fredeligt tronskifte, medmindre Guldhornene er, hvor de skal være. Og de er altså desværre blevet stjålet -, af en revolutionær oprørsgruppe der kalder sig Anonyme Republikanere.
Så kan det nok være, at der sker ting og sager, som man siger, og det er kosteligt morsomt at læse, hvordan visse grupper forsøger at mane til kamp på den svage trællehærs vegne, mens mængden bare står og kigger ud i det blå og knapper dåseøl op.
Satire så det basker, en scene der er lige til en film som så mange andre episoder iøvrigt gennem bogen, som oser af sans for ord og timing.
Skulle man endelig indvende noget er det, at en enkelt gennemskrivning mere ville have pyntet på sproget. At bruge ordene natteregnvåde og sommervarme i beskrivelsen af København i samme sætning kan forvirre mere, end det gavner, ligesom man lige én gang til skal forstå en sætning som Hovedstaden lyste op bag Kongens Haves parkbetjents sirlige rækker af velformede og velpassede træer understrøget af de lige så velformede og tilpassede tulipanbede.
Det er småting, som forhåbentligt vil indgå i overvejelserne, når Adam Estrup igen skal til tasterne og nedkomme med et lige så fængende, anderledes og godt, blandet satirisk bolche med en gennemført humor og en sans for præcis stil hele vejen gennem bogen.
|
|
Senest opdateret: Fredag, 10. september 2021 16:10 |
|
Mandag, 6. september 2021 09:24 |
|
Martin Dybdal
Søerne
60 sider
Books on Demand
Roen og glæden sænker sig helt automatisk over en, når man åbner denne bog. Ikke stor i kvantitet. Det kompenseres så rigeligt med kvaliteten af de billeder og den smule tekst, der følger med.
Søerne, der ifølge bogen er skabt efter Københavns belejring i 1523, er et yndet sted for københavnere, der vil motionere, gå tur eller bare se på noget smukt.
Og smukhed og skønhed, det bliver man bekræftet i, at søen kan være på alle årstider og forhold, som bogen nuanceret viser frem i tusmørke, i vinter, i spejlbilleder, i efteråret, i skumringen, og hvor har forfatterne ret i, at hvis ingen så det, ville det være en skam.
Kærestepar på bænken, indbydende cafeborde, de smukke træer, de gamle statuer, is på vandet, svanebåden sejler, alt er med, sigende, roligt, malerisk og dejligt.
En hyldest til noget meget smukt og noget meget historisk i København.
|
|
Senest opdateret: Mandag, 6. september 2021 14:47 |
|
Det er de oprørske der svigter |
|
|
|
|
Mandag, 6. september 2021 09:21 |
|
 Lise Ringhof & Erik Valeur
Det er de oprørske der svigter
569 sider
Gutkind
Der er masser af namedropping i nr. 2 i serien om familien Brinch og dens vej gennem liv og samfund, samlet i tre bind om et århundrede. Det tredie kommer til næste år.
Rebild Bakker, Crazy Horse, Bøssehuset, Det Berlingske Hus, Che Guevara, Ottekanten for lærerinder i København, Tjernobyl, Politisk Revy, The Beatles i K.B. Hallen, hinkesten, Tupperware-skåle, Roskildefestival, Rote Armee, EEC, EF-modstandere, Nixon og Kissinger, forfatteren Villy Sørensen, frihedskæmpere, rigtig, rigtig meget er med i den, kan vi kalde det, lidt alternative historiefortælling i romanform. Og det er ikke så ringe endda. Målet helliger midlet, og det skal vi da lige også en del omkring. For der er nogle ting, der generer. Forfatterparret fortsætter nemlig udi de ofte noget lange og ganske snørklede sætninger. Man kan undre sig over, at de ikke siden sidst har arbejdet for at gøre sproget lidt mere indbydende og stramt. De har tilsyneladende moret sig med at sammensætte 4-5-6 linjer lange sætninger, rekorden er ni linjer ud i en køre, med masser af kommaer og indskudte sætninger, citationstegn, og hvad vi har. Mens læseren så må knække koden til, hvordan man får det hele med, uden at skulle læse hele molevitten igen. Det er en skam, for oplægget til både hele serien og specifikt bogen her er ganske værdifulde. Hele serien fordi det er sundt at kende de vilkår, der herskede i visse dele af samfundet for et århundrede tilbage, og specifikt bogen her, fordi den mestendels vedrører en tid, vi kender til, eller som vi i hvert fald et sted i vores omgangskreds har nogle, der kan huske at have været en del af.
I den nye bog fortæller de en anderledes historie om 68erne, hvor historiefortællingen omkring netop denne årgang oftest kredser om ungdomsoprør, den almene brug af p-piller, kollektiver, gruppesex, Vietnamkrigen, blomsterbørn, idealisme, politiske kampe tilsat peace, love & harmony.
Modigt kaster forfatterne sig i bogen her så ud i en fortælling om, hvad der skete sideløbende med, at de fremstormende hard core aktivister iscenesatte happenings og følte sig solidariske med hinanden.
Modigt fordi det netop er den årgang der er enormt kildekritiske.
Budskabet er pakket godt ind i historien om Jakob og Thomas Brinch, som i begyndelsen af tresserne flytter fra fødebyen Vejle. De to brødres veje skilles, den ene går reklamevejen, mens den anden møder Berit, der er en hårdtslående anarkist, som kræver kvindernes ligeberettigelse, men som alligevel gerne vil have, at manden bestemmer, hvornår der skal bolles.
Researchen er noget af en mangelvare i bogen, hvilket skæmmer de to forfattere, hvoraf den ene er datter af en forlægger, mens den anden har modtaget diverse journalistiske priser.
Det har dog ikke forhindret dem i at kalde Vejles hæderkronede Kirstine Seligmanns Privatskole for Kirsten Seligmanns Privatskole. Helt utilgiveligt. I god stil fortæller de også, at Lido Teatret på Dæmningen, da det blev bygget med sine 900 pladser, havde en foyer på størrelse med en fabrikshal, hvor lange rækker af lysekroner fik marmorgulvene til at skinne blændende hvidt som i drømme . . . .
Her er ikke sparet på superlativerne og forsøg på at skabe romantiske billeder, og godt nok var det et gennembrud med den biograf, men ordvalg som fabrikshal er ifølge lokale vejlensere idag ganske overdrevet, og den kan da også ifølge Wikipidia kun snige sig op til at være på størrelse med en balsal. Videre giver forfatterne også indtryk af, at blot man drejer fra Søndergade, så kan man køre videre ud til Bredballe i en fart. Vi skulle hilse og sige, at vejbeskrivelsen her er yderst sparsom, og at logistikken IRL er noget mere kompliceret, ligesom vi i en bisætning får at vide, at Vejle i tidernes morgen blev kaldt Kongernes By. Det har vi så heller ikke af indfødte vejlensere idag kunnet få verificeret nogle steder, hvorimod alle naturligvis kender Kongernes Jelling og Nyborg som Kongernes By. Vi skal vist helt tilbage til Harald Blåtands tid, før der tilnærmelsesvis kunne være tale om et VADESTED, der med meget god vilje havde en smule konge over sig. Bliver det nævnt for at understrege de pænere kredses stolthed over byen, er det måske på sin plads, men så burde det nok være fremgået af et citat....
Sådanne ting generer, og der skal nok være flere ting rundt om i bogen, der ville stå til dumpekarakter i en kyndig redaktørs hånd. Det hele er enten gået lidt for stærkt, eller også har man stolet på egen hukommelse eller fortællinger.
Bogen spænder over 40 år fra 1950 til 1990. Og det tjener til forfatterparrets ære, at det trods snirklede sætninger og mangel på og tvivlsom research lykkes med at skærpe nysgerrigheden overfor de gængse og populære fortællinger om vores fælles fortid, bl.a. om krigen, om Grønland, om partiarbejde, om klasseforskelle, om venstrefløjens Berit, der i det skjulte havde hang til katoffelsalat, øl og slik, mens et af oprørets bøssekollektiver var navngivet Analienborg....
Forfatterparrets første bog i serien er anmeldt her: |
|
Senest opdateret: Mandag, 6. september 2021 15:03 |
|
|
Søndag, 29. august 2021 00:00 |
|
Michel Bussi
Den forkerte mor
500 sider
Peoples
En superspændende krimi med et plot ud over og langt mere end, hvad man er vant til at læse.
En tre-årig knægt, der elsker at lege med hvide og blå raketter på stuegulvet, og som ser underlige dyr og også ser, at hans navn er stavet med myrer, fortæller skolens psykolog, at hans mor ikke er hans rigtige mor, og at hans rigtige mor er i fare.
Vildt. Malones forældre har fødselsattest og babybilleder, og egen læge bekræfter, at Malone er deres barn.
Har Malone bare en livlig fantasi?
Psykologen tror på Malones fremtstilling og går igang med at komme til bunds i sagen, og der skal arbejdes hurtigt, for Malones minder er begyndt at blegne. Psykologen tager kontakt til en politikommissær, der til at begynde med viser sig ganske afvisende for at hjælpe.
Derimod bliver kommissærens veninde lige pludselig meget interesseret i sagen.
Og hvorfor nu det.
Bogen er skrevet, så det næsten bliver umuligt at gætte plottet på forhånd. Det kræver en overordentlig god fantasi i hvert fald, og den har vi ikke tid til at benytte os af undervejs i bogen, da vi får serveret så mange mennesker, miljøer og hemmeligheder, at vi har rigeligt at gøre med at holde styr på detaljerne.
Og de er mange; derfor er bogen udfordrende og skrevet på et sikkert og godt niveau. Den er skrevet med mere end halvfjerds kapitler, der overvejende bliver indledt med et citat, som kunne referere til en forbrydelse og med henvisning til en hjemmeside, og om de så gør, det går så op for os mod slutningen af bogen.
Igen er der mange ting at holde styr på, så vi bliver i Den forkerte mor ikke bare præsenteret for en thriller-agtig krimi, der kan læses på en formiddag. Derimod er det en større læse-oplevelse, der fortjener, at man har blyant og parat og reflekterer over mange af de impliceredes handlinger og gådefulde adfærd og udtalelser.
Det er så ny en type af slagsen, at den helt klart vil være lige til højrebenet og også en udfordring for krimi- og thrillerfans.
|
|
Senest opdateret: Søndag, 29. august 2021 10:45 |
|
Søndag, 29. august 2021 00:00 |
 Kim Faber & Janni Pedersen
Kvæler
416 sider
Politikens Forlag
De kan bare det der. Så er der ikke så meget mere at sige. Det rykker naturligvis gevaldigt på troværdighedskontoen, at Janni Pedersen er ansat til at lave reportager om forbrydelser og kriminalitet, og at hun har sin gang i retssale og orden på de direkte linjer til politiets top.
Udover det er der så den sproglige kvalitet til forskel fra andre kriminalforfattere, som forsøger at få sig et gennembrud, eller som måske bare venter på det helt store.
Fodarbejdet og forarbejdet gennem mange, mange år tager ingen vist skade af, og her er makkerparret Faber/Pedersen foran på point.
En ung kvinde bliver fundet dræbt og skændet på Amager Fælles. Martin Juncker kommer på banen, da han husker tilbage på en tilsvarende sag et årti tidligere.
Her fandt han aldrig gerningsmanden. Er vi nu tættere på opklaringen af to forbrydelser?
Signe Kristiansen nyder at have Juncker tilbage. Hun er blevet voldtaget tidligere, lider under forbrydelsens senfølger, er nødt til nu at tage livet op til revision, samtidig med, at hun efterforsker et knivdrag på Nørrebro. Kan der HER måske findes en løsning på de to andre drab.
Selve fortællingen er godt planlagt og tilsat en række af de dagligdags dikkedarer, som vi de senere år har lært at elske, at efterforskere slås med. Små depressioner, angsten for at være alene i en ussel lejlighed.
Det er tydeligt, at det er drabssagerne og opklaringen, der fylder, og her kører forfatterne stramt med at undgå alt for mange ligegyldige samtaler og sidehandlinger for at skabe spænding. Der er bid nok i selve SAGEN med alle dens detaljer. DNA, fingeraftryk, teknikere på job, uidentificerbare ofre, forhør, miljøbeskrivelser af boligblokke hvor bander kæmper om narkomarkedet og brænder affaldscontainere af. Der er rigeligt at tage fat på, det ved Faber/Pedersen, og det kan mærkes, at de er fint tilfredse med at lade læserne blive omkring gerningssteder og opklaring.
Geografien og de enkelte sted-drops er også på plads, f.eks. bodegaen Teglskægget på Valby Langgade, Metro på Ejby Industrivej, og så brillerer forfatterne lige med deres viden om, at Herstedvester Fængsel engang hed Anstalten ved Herstedvester, og at navnet muligvis blev ændret i Kriminalforsorgen. Den er vist for feinschmeckere, medmindre de da vil fortælle lidt historie om området, der nu er omkranset af bl.a. villaer. Så lyder det måske trods alt pænere med et fængsel. Vi får også at vide, at Glostrup Politi på et tidspunkt blev til Vestegnens Politi.
Lidt musik kommer der også ind i bogen. Deep Purples Smoke on the Water bliver brugt som ringetone på Signes telefon, mens hun overvejer at udskifte den med Led Zeppelins musik. Så kender vi hendes musikstil. Fin detalje.
Når vi nærmer os det endelige plot, får vi naturligvis som læsere præsenteret nogle muligheder, der pirrer fantasien og sætter de små, grå på prøve. Men ikke at det et øjeblik gør noget. For også det er så troværdigt og enkelt komponeret, at man må begejstres over, at en krimi kan fungere så livligt med så enkle virkemidler, der er som hentet ud af dagligdagen.
|
|
Senest opdateret: Søndag, 29. august 2021 11:45 |
|
Lørdag, 28. august 2021 13:32 |
|
Sandra Hedegaard Rasmussen
Dead Woman Walking
376 sider
DreamLitt
Opfølgeren til Italienske Forbindelser af samme forfatter er skrevet med glimt i øjet, og udover den barske titel og den flammende forside og det spændende indhold, så er der ikke noget, der holder os tilbage fra et godt grin.
"Og du var fandeme ikke til megen hjælp". Hun trækker hårdt i håndbremsen, som om hun kan straffe bilen for alle de gange, den gik i stå i krydsene....
Sagde nogen John Cleese i Halløj på Badehotellet, der afstraffer sin bil med et stykke busk.
Bildøren knirker provokerende . . . .
Det får Enzos mave til at boble af mistro. Sådan nogle ting. Kombineret med en research ved politistationen i Anzio syd for Rom, der åbenbart deler bygning med en børnehave. Og en historie fra en ældre betjent, der kan fortælle om dengang, de modtog en kvinde, hvis mand var blevet væk, havde sendt hende et selvmordsbrev men i virkeligheden bare havde fundet en italiensk skønhed . .. Udsagn der er med til at fremme læsningen, for med humor når man langt, også et plot der er fint nok og foregår i det mafiaplagede Italien, hvor ord som æresgæld, Enzo, Marco og Torino Caselle Lufthavn er med til at sætte stemningen, så man stryger gennem bogen i et hæsblæsende tempo og nyder de grundige og kreative beskrivelser af de forskellige karakterer, der side om side med en god handling i sidste ende har givet læseren en god stund i lænestolen.
|
|
Senest opdateret: Lørdag, 28. august 2021 13:50 |
|
Lørdag, 28. august 2021 12:51 |
|
Nino Haratischwili
Det ottende liv
1106 sider
Gutkind
Ikke en side for meget. Bogen er på mere end tusind sider, men forfatteren skriver så godt i sin store, brede, episke stil, at man må glædes over, at den slags litteratur udkommer endnu.
Stor, flot og mægtig.
En fortælling der rækker universelt ud.
Bogen handler om et århundrede, sådan cirka, i den georgiske familie Jasjis liv.
Historien fortælles af Nitsa til 12-årige Brilka, som beretter om revolutioner, krige, terror, Stalin, Den Kolde Krig og alt, hvad der ligger af historie i forrige århundrede.
Om drømme der brister da revolutionen sætter ind, og siden støder både utroskab, hensynsløshed, tortur, magt, begær og alle andre modbydelige og gode, menneskelige følelser til.
Man må begejstres totalt over sproget, den evne forfatteren har til at behandle de forskellige tidslommer i det, vi alle er en del af, og den evne til at skildre menneskelig ydmygelse, fornedrelse, men også håbet og længslen.
Kunne vi give stjerner, så gav vi gerne den her syv ud af seks.
En helt ufattelig dejlig bog. |
|
Senest opdateret: Lørdag, 28. august 2021 13:03 |
|
|
