Ulla Hinge Thomsen
Sårbar
200 sider 
Politikens Forlag

Forfatteren brillerer stort med sin evne til at formidle stoffet. Man bliver i den grad grebet og kan nikke genkendende til mange dagligdags situationer, man ikke anede, man kunne stå i. Og hvor ikke mindst reaktionerne på de dagligdags situationer bliver legaliseret og vendt i luften, så man for det første får noget at tænke over, for det andet labber i sig, at nu har man lov til at være den, man er, og så alligevel ikke helt.

Det er nyt. Specielt at turde skrive det. At det på en eller anden måde kræver en indsats at være sig selv...

Sårbarheden skal vi værne om i disse tider, hvor ord som skam og skyld og perfektionisme i diverse bøger bliver sat på tryk ligesom særlig sensitivitet og, hvad deraf følger. Begreberne kan imidlertid hurtigt komme til at virke lidt fjerne, ligefrem abstrakte, såfremt man ikke umiddelbart og af sig selv ved, hvor skoen trykker.

Det bliver der lavet grundigt om på i denne bog, hvor forfatteren kommer ind på begreber som social accept, godt job gennem gode relationer, forskellen på skam og skyld, om at dosere sin sårbarhed, at sige "jeg elsker dig" først, at grine og græde sammen, selvværd, perfekthedens fælde, forbudte følelser, de andre er idioter, venskaber, udskamning og meget, meget mere. Vi vil påstå, at mindst et af emnerne er særdeles brugbare for alle her i landet.

I generationer har vi fået at vide, at vi bare skal være os selv. Så går det hele meget nemmere, og så skal vi nok finde de venskaber, vi har brug for. Her stopper forfatteren vores adkomst til det. Det er ikke nok blot at turde være sig selv og buse ud med alt, hvad man tænker og føler. Der er nogle sociale spilleregler, som man må tilegne sig, hvis man skal have succes i relationer.

Ulla Hinge Thomsen kommer med en lille, kærlig løftet pegefinger. Men hun gør det på en yderst ikke-fordømmende måde, som får os til at holde af det, vi læser, fordi mange af os kan se os selv i det. Hvor mange gange har vi da ikke bare været os selv, og så mister vi alligevel fodfæste på job, i venskabelige og familiære kredse.

Her giver forfatteren os bylines til at komme videre. Så man tør udlevere sig selv, vise sin sårbarhed ud fra en definition af, hvem man har tillid til:

Hvem vil dig det godt?
Hvem stoler du på?
Hvem tør sige dig imod?
Hvem håndterer problemer i deres eget liv på en måde, du kan spejle dig i?
Hvem behandler andre på en måde, du gerne vil behandles?

Forfatteren skriver også, at man dog skal være klar over, at selv om man er glad for sin evne til selvudtryk og fortælle alt, man nu har på hjerte, så kan det godt være, at modtageren ikke lige er der. Det kan man tage hensyn til, hvis man har lyst. Man skal bare være klar over, at folk er forskellige steder på forskellige tidspunkter.

Og så bruger forfatteren rigtig meget af sig selv til at eksemplificere, hvad hun mener. På den måde går hun forrest i bestræbelserne på at vise sin sårbarhed frem og fortælle os, at det er ok at gøre det og vise, hvordan man gør det.

Som da hun eksempelvis trasker gennem Søndermarken i København i forkerte sko med en forkert date, der så lærte hende en masse, og da hun så mødte den rigtige, kunne hun bruge sin erfaring fra Søndermarkes-daten. Flot.

Hun kommer også med fine eksempler på de trusselsbilleder, vi nu og da må slås med og ikke engang aner, at vi dealer med, når vi eksempelvis siger, at chefen er en opblæst nar. Så er det ganske enkelt og ofte, fordi vi føler os truet i vores stilling og dermed på vores eksistensgrundlag.

Fokus i bogen er sat på sårbarhed som noget positivt og en styrke. At vi skal stå ved den for at blive frie. Og så er det, at bogen kommer med de gode eksempler på, hvordan man står ved sin sårbarhed, og at det - beklageligvis vil nogen nok mene - må gøres med omtanke.

Gab hun snakker altid om sig selv. Kender du den fra vennekredsen eller på jobbet?

Den fælde må du ikke havne i, og den nye bog her har gode anvisninger på, hvordan vi undgår et hav af fælder.

Dels gennem forskning fra ind- og udland. Men også fra en fri forfatter, der tydeligvis intet har imod at dele sig selv ud, hvis hun kan hjælpe nogen.

Og det vil hun kunne.

Læs hendes beretning om engang hun sagde de tre små ord til en mand, og at hun følte sig afvist, da han ikke gengældte det.

Hvordan øver man sig så i at stå ved sin sårbarhed? Ja, men kunne f.eks. begynde med at ringe en gammel ven op og høre, om vedkommende har lyst til at genoptage kontakten. Eller bede en kollega om hjælp til noget, du synes at være god til. Eller fortælle sin kæreste at man har lyst til mere og anderledes sex.

Tænk på det som en trappe, hvor du starter helt nede og langsomt arbejder dig op i højderne. Måske er du nødt til at blive stående på et plateau et stykke tid, eller du bliver drevet til at tage et par trin ned igen. Det gør ikke noget.

Sådan. Stille, roligt og pædagogisk giver bogen finde bud på, hvordan vi kommer videre i livet ved at vise vores sårbarhed frem og dermed give verden vores selvudtryk og holistiske adfærd.

Og kommer i emnevalg også rundt om både ensomhed, parforholds rutscheture, nødudgangsplan i parforhold, utålmodighed overfor børn (fordi vi selv har det skidt med den egenskab), magtrelationer og sårbarhed, skam som sårbarhedens modstander, meningsfuld tilpasning til flokken, den personlige integritet og mange, mange andre spændende emner, som vil tale til et meget stort publikum.

Vi har læst rigtigt, rigtigt mange selvhjælpsbøger gennem årene. Det her er absolut en af de bedre.

Elizabeth Gilbert
Kvindernes by
432 sider
Gads Forlag

En rigtig lækker read, som man siger. Sproget står i kø med dejlige vendinger, ligesom handling og tema er spot on. Og selv om ting mestendels foregår for generationer tilbage, så er den superaktuel i sit snit med sin metaforiske og indirekte holdning tilgang til kvinder, der er frie i hjertet, og samfundets og omgivelsernes reaktioner på kønnenes adfærd.

Afsættet og omdrejningspunktet er et varitéteater i New York, The Lily, i fyrrene og tiden i USA i 2. verdenskrig. 

Vivian, der kommer fra en velhavende familie, bliver mønsterbryder og vil udnytte sine kreative gener og bliver syerske på teatret. Her møder hun mange helt anderledes og  meget spændende mennesker, som åbner hendes øjne for en verden, der ligger langt fra hendes ophav.
Krigen raser over Europa, og et sted derude lurer faren, og forfatteren bruger fint den del af fortællingen som et varsel om de tider, der venter, når man forsøger at leve et sorgløst liv i frihed.

Og når man bryder ud af boksen for virkelig at forsøge at nye den frihed til fulde. Det kommer med en pris, og så må man jo vælge. 

Vi kommer tæt på opførelsen af teaterforestillinger og bliver inddraget i et spændende kunstnermiljø med nerver op til en premiereraften, hvor der i ssalen er fyldt med venner, mediefolk, klummeskribenter,  ekskærester, publicister, kritikere og avismænd.

Vi kommer virkelig ned i sjælen på det kreative miljø og oplever på nært hold. hvor hårdt det vitterligt var dengang at være født med en kreativ åre, der bare skulle udleves, men alligevel er stramt styret af økonomi, begær og misundelse.

Der er også behagelige sex-scener med i bogen, hvor en vis Harold Kellogg, gift og fra overklassen, bringer begæret frem i  Vivian, så hun skælver og samtidig må finde sig i at blive kaldt missekat, ælling og dukkebarn og det, der snart er værre. Hvilken magt vi her oplever for, at han vil "hjælpe" hende til at forstå erotikkens glæder.

Hun ved godt, hvilket spil, hun er en del af, hun kan bare ikke lade være.

En virkelig flot og dejlig bog der pirrer til et væld af læserens sanser, og som slipper rigtig godt fra brugen af reader-locking, evnen til at fastholde læseren i et ganske ukendt miljø, der med sine personligheder og knivskarpe dialoger udløser ekko til stort set alle menneskers dagligdag. 

Lars Bo Kirk
De sidste fiskere
272 sider
Politikens Forlag

Det her er et stykke imponerende danmarkshistorie. 
Engang var vi en højt profileret fiskerination. Barske, stolte, vejrbidte mænd gik på havet, mens konerne ventede nervøst derhjemme.
Fangede fisk til os, kæmpede mod elementerne, og i bælgmørke nætter samler besætningen sig og skutter sig og er usikre på, om man overhovedet når hjem.
Blåvands Radio og redningsskibe var centrale dele af fiskernes liv, hvor alle havde hørt om familier, der havde været i overhængende fare for at miste mandlige medlemmer -, og som gjorde det.
Sådan et stof er bogen her gjort af. 
Vi får hele historien om ungdommeligt mandsmod, hårdt arbejde, orkaner, fiskeriblokader som søndagsudflugter, Poul Dalsagers haste-hjemrejse fra Rom, Kent Kirks entré på de bonede gulve, - og en minirundvisning i Esbjerg, hvor vi kommer en tur ud af Hjerting Strandvej, ind i Frodesgade, forbi Gormsgade og Blomsterhuset, Torvegade, Spangsbjerg Kirkevej pg Peder Gydesvej.

Esbjerg hører så absolut til i særklassen for Danmarks fiskeri, og mens vi bogstaveligt i bogen og billedligt i ånden bevæger os igennem havnebyen bliver vi mindet om, hvordan verden så helt anderledes ud for blot 20-30 år tilbage.

Bogen er nærmest skrevet som en roman med fine persontegninger af eksempelvis Kent Kirk og sensommersol hin julidag i 2019. Og den er proppet med gode dialoger og citater fra retssager, møder og andet, der har været diverse ankre for fiskeriet gennem tiderne.

Man bliver nærmest rørt over visse passager, da fortællingen i bogen når omkring 90-årige Brynhold Kirk, der elskede sin mand og børn til det grænseløse og nu ligger begravet ved Zions Kirke i Esbjerg.

En ganske fascinerende rejse gennem et stykke lokal- kultur- og erhvervshistorie. Fra den spæde start for 150 år siden og til dagens fiskeri, der er underlagt reguleringer systemer - og kvotekonger.

En vigtig bog i forståelsen af et hæderkronet erhverv i Danmark

Lasse Holm
Før sidste akt
432 sider
Politikens Forlag

Med sin nye roman bringer Lasse Holm den danske guldalder direkte ind i vores stuer, og altså ikke kun som maleripryd på væggen. Ej heller blot som lystige fortællinger eller anekdoter men som en oplevelsesorienteret helhed, hvor vi kommer uendelig tæt på det København, de gader og stræder, de bygningsværker og ikke mindst de personligheder, der hørte guldalderen til. Og som har fremadrettet ekko og vækker genklang i folks adfærd og bevidsthed langt op i vore tider.

Forfatteren har været på gevaldig research og har været på opdagelse såvel på Charlottenlund Slot, som vi nu ved tidligere hed Gyldenlund, og så kan han navnene på silke, organza, fløjl og atlask, som var de dyreste materialer, man dengang kunne opdrive.

130 rigsdaler for fem ruller silke, det var prisen dengang. Det er viden i bogens historiefortælling, men beløbet er også opført på de kvitteringer, der indgår som en del af opklaringsarbejdet  af den svindel, der hersker i bogen. Og som i en vis udstrækning bliver centrum for navne som Heiberg, Harboe, Reumert, Eggert, Bramsen, Levy, og hvad de ellers hed dengang.

Vi bliver ført rundt i by, kunst, kultur og levned såvel i det gode borgerskab som i den verden og dagligdag, der er en del af de kendte personligheder i 1800-tallet, og samlet serverer bogen således et bud på, hvad historiens vingesus har til os, når vi åbner os for den side.

Som ankerpersoner har bogen vægteren Jørn Hansen, også kaldet Jern-Hansen, skribenten Johan Ludvig Heiberg og danserinden Luise Pätges.

Bogen er en bedre og ganske nuanceret krimi. Johan Gebhard Harboe findes død. Det mener politiet sådan lige lovlig rask må være selvmord. Det kommer den pænt anløbne vægter, altså Jern-Hansen, for øre, og det tror han ikke på. Han har dog sine årsager til at ville hemmeligholde, hvad der egentlig er sket og baggrunden for Harboes død. Vægteren har nemlig selv skidtmel i posen.

Midt i det hele har Heiberg friet til sin Johanne, og udover det drama, der kommer til at ligge i det, bliver vi vidne til flere mord og mere tumult bag det pæne borgerskabs fine facade. Vold og kriminalitet titter frem og giver et noget andet billede af byen, end selvfede og egenkærlige københavnere dengang var vældig stolte af og tilfredse med.

Lasse Holm får med sin nye bog kradset godt og grundigt i den lykkeligt udseende facade, som vi alle udmærket ved også idag ofte er skalkeskjul uden på en hvepserede, hvor der hverken findes rist eller ro. Lasse har så valgt noget af det ultimative, nemlig mordgådens drama, til at illustrere hvor fejl man kan gå af de og det, man troede var ganske vist.

Han er også ganske glimrende til gennem bogen at vække vores nysgerrighed og efterfølgende sende os på udflugter på internettet for at finde ud af, hvem egentlig alle de her interessante personligheder fra f.eks. kultureliten, var. Og skal man en tur til København, ja så er det meget tæt på, at man kan bruge bogen her som vejviser eller i hvert fald opslagsbog om byens stræder og seværdigheder. Et rigtig fint kort er der også forrest i bogen, over det indre København med alle byens vand og gader, byporte og vigtige steder, - det er altså godt gået og mega stemningsfyldt.

Forud for bogens udgivelse holdt Politikens Forlag "bloggermøde", hvor vi kunne møde forfatteren og stille spørgsmål og høre ham fortælle. Han har uendelig meget på hjerte, og det er tydeligt, han i den grad har tænkt over tingene og levet sig ind i personerne og rettet og endevendt sætninger og skrevet forfra og påny, så alt i bogen fremstår med en venlig pen i et let, lyslevende og fremadskuende sprog.

Vi kommer meget tæt på bagsiden af datidens København, såsom spirende jødeudskamning og prostitutionsmiljø, og selvom bogen altså foregår i den såkaldte guldalder, så må man bestemt efter hovedstads-vandringen i bogen her spørge sig selv, om den nu også var så gylden. 

Anne Sofie Allarp & Ditte Giese
Breve til livet
300 sider
Alpha

En livsbekræftende, varm og engageret bog der ikke lægger fingre imellem og har både holdninger og bid og vid.
Forfatterne stiller skarpt på mange af de evigtgyldige spørgsmål som parforhold, børn, karriere, spejling i andre, sygdom, dødsangst og meget, meget mere.
De behandler ikke nødvendigvis temaerne bid for bid men blander tingene sammen, så det kommer ud, som de tænker det. Ganske befrisende at ikke alt skal låses ind i kasser, før man som læser forstår budskabet.

Naturligt nok kredser bogen meget om kvindetanker, som vil have en mand trukket i land. Dog ikke for enhver pris. Bogen opstiller et sted 10 punkter over, hvilke kvaliteter, det kunne være rart, han besidder.

Maskulinitet, evnen til at tale pænt til sin mor, en der har styr på sit cirkus, en der vil give dig en diamantring og en, du vil drikke rødvin med alene i et sommerhus.

Nogle af dem er lidt spøjst formuleret, men de giver god mening, for man kan let omformulere dem og gøre dem til sine egne, og der er en brod af sandhed i dem alle. 

Der er også en masse meninger med brod i om chefer, om det at være stedmoder, om at tage kæmpeskænderier med partneren, at være en dårlig feminist, fordi man er monogam, om befamling, om at bruge dagen godt, om forældreskaber, tvangsfjernelse af børn og meget, meget mere.

Altssammen holdt i en total shaked up og bramfri tone, der går rent ind og får os til at mærke, at her er sgu et par quinder, der er ægte, autentiske og har deres meningers mod for at stå ved dem.

Ida Jessen
Kaptajnen og Ann Barbara
508 sider
Gyldendal

Det er sjældent, man får en historisk roman serveret i et henslængt, moderne, ja næsten ungdommeligt sprog. Pakket ind i mere end 500 sider med et lækkert omslag, der farvemæssigt æstetisk modsvarer den gule farve på selve bogen.
Hvor kapitlerne ikke har numre men en sjælden gang overskrifter.

Det øger læselysten og -hastigheden og får det muntre op i læseren, der skal gennem en historiefortælling, som måske under andre omstændigheder kunne forekomme tyngdemæssigt i skridttempo og tale lidt for meget til hovedet.

Ida Jessens bog er en lækkerbisken. Såvel historisk som sprogligt. Den taler til hjertet, og vi vil endda mene, at den egner sig sjældent til højtæsning for vennerne, ægtefællen, sågar børn og unge, der ellers synes, historie kan være sådan lidt kedeligt.. . . . 

Bogen svinger om sig med dalere, hushovmestre, parykker, silkesløjfer, fuldt ornat, tjenende ånder, arner, Fortifikationsetaten, Landkadetakedemiet,,  instrumentmagre, Danske Lov fra 1683, kniplinger og, hvad der ellers hører forne tider og dets sprogbrug til. Jo, jo. Vi skal da lige love for, at Ida Jessen har været på research.

Det er gjort godt.

Det må det for forfatteren have være en stor tilfredsstillelse at skrive en så velkomponeret roman, hvor stil og sprog holder hele vejen igennem uden en eneste afvigelse. Som læser ånder man konstant bogens medvirkende i nakken og bliver ført ind i datidens tidslommer, så man simpelthen er der.

Romanen foregår omkring Grønhøj og Havredal i det midtjyske, hvor den daværende konge, Frederik den 5., havde givet tyskerne tilladelse til, at jorden kan opdyrkes, at heden har værdi. Hvis de dyrker den, så er der skattefrihed og gratis jord. Mange tyskere, der så i den anledning indførte kartoflen og siden blev kaldt kartoffeltyskere, prøvede lykken herhjemme som de senere guldgravere i Alaska. Altså nogen med held, slid og slæb, andre retur igen, udygtige eller bare uheldige.

Ludwig von Kahlen, en autentisk figur iøvrigt, ankommer til heden og vil bevise, at ørkenen kan opdyrkes. Godsejer Schinkel mener, at jorden er hans, og at man skal holde fingrene væk fra den. Og vi får på meget oplevelsesrig vis fortalt, hvor brutal, nedrig, voldelig og chikanerende fra omverdenens side det dengang var at være opsat på en sag, som von Kahlen var,  og så med alle midler at blive forsøgt forhindret i sin kreativitet og forehavender. Man slår sig igen i tøjret ved, at datidens godsejere som i andre dele af litteraturen og kunsten har været nogle banditter.

Der er så lyspunkter i bogen, der får von Kahlen til at stå igennem pinsler og trængsler, og her er Ida Jessen inde at røre ved noget essentielt i mennesket; at man kan udholde megen smerte og ydmygelse, når man har nogle allierede, der måske ikke har meget at skulle have sagt, men som er et slags sandhedsvidende og er med til holde modet oppe.

Diverse forfattere:
Når unge flytter hjemmefra
345 sider
Aalborg Universitetsforlag

Bogens tekst på bagsiden lægger op til, at den henvender sig til studerende, undervisere, forældreorganisationer, boligselskaber og andre, der praktisk beskæftiger sig med børn. Forældrene er ikke nævnt, og her vil vi mene, at den med meget stor fordel vil kunne læses af netop dem. Nærmest som skønlitteratur.

Den indeholder nemlig en sand guldgrube af fortællinger om den tidslomme, man pludselig befinder sig i, når alle skal forholde sig til opbrud i familien, og at de unge snart flytter hjemmefra.

Ender de unge som roomies med kæresterne, fordi de ikke kan håndtere at flytte sammen, hvordan tackler de evt. ensomhed, flytter de unge hjem igen efter højskoleophold, hvornår bliver en flytning konfliktfyldt, hvad med boligsøgning, er flytningen et kollektivt familieprojekt,hvad med kontakten til de unges barndomsvenner, hvordan undgår man at skærme de unge mod de udfordringer og risici, der er ved flytning, men i stedet støtte dem i mødet.
Og mange, mange andre emner.

Bogen er skrevet i et lettilgængeligt sprog og fokuserer naturligvis på den periode i livet, der for alvor markerer de unges styrke, parathed og beslutning om, at noget definitivt er forbi, og at noget nyt begynder.

Bogen indeholder en række varme, sjove og lærerige citater fra unge om netop deres egen flytteproces, og den fortæller, hvor afgørende det er for unge i en flytteproces at føle sig som en del af fællesskaber med andre unge.

Den beskæftiger sig også med det pres og de forventninger, der kan følge med beslutningen om, at en ung flytter hjemmefra. Det kan hurtigt opleves som et pres, hvis man som voksen stadig bor hjemme, og måske for nogen direkte pinligt stadig at bo hjemme som 21-årig.

Regninger, rengøring og rugbrødsmadder hedder et af kapitlerne og handler om det chok, mange unge føler, når virkeligheden indhenter dem, og mange af de ting, de som hjemmeboende måske nærmest betragtede som automatik, er udfordringer, de selv skal deale med.

Andre igen udtrykker, at de ikke gider være curlingbørn og afviser moderens tilbud om hjælp med vasketøjet.

Vi kommer rigtig godt og grundigt rundt om stort set alle aspekter af unges "udvandring" fra barndomshjemmet. Bestemt også familiens reaktion på at sige farvel til en periode i deres liv. Hør f.eks. Fredriks mor Lise-Lotte:

Jeg var selvfølgelig frygtelig ked af det. Men efterhånden, som jeg så kunne se, at de planlagde, hvordan de skulle indrette, og de her to gutter, der hørte efter, når der blev sagt noget omkring budget, og hvad de skulle gøre for et job og . . . altså så blev jeg mere tryg. Og så kunne jeg se, at Frederik lyste jo op. Og så tænker jeg, at hvis ikke det går, er der altid plads til, at han kommer hjem igen.

Bogens har diverse forfattere, hvilket gør den afvekslende og behagelig at læse.

Stoffet er meget levende, og det er bogens opsætning også.

Dejlig udgivelse.

Per Westergaard
Den klassiske psykiatris historie
142 sider
Aarhus Universitetsforlag

Det er sjovt at læse forfatterens vending i bogen om et "supersygehus" i midten af 1800-tallet. Så vidt vides har det ikke været nævnt sådan andre steder, men det er jo ganske rigtigt, at pioneren Harald Selmer, den danske psykiatris fader stod i front, da han oprettede den første, moderne anstalt til behandling af sindssyge i Risskov ved Aarhus.

Han gjorde det i forargelse over datidens usle behandling af de sindssyge og ønskede med det nye hospital at forbedre deres vilkår.
Han mente, at kun en anstalt af en vis størrelse kunne bære ansættelse af en specialkyndig overlæge, der var permanent tilstede og gik ind i opgave med hele sit virke.

I modsætning til andre kræfter i lokalsamfundene, der ønskede mindre anstalter, som de mente ville være billigere i drift.

Igen sjovt at sætte den betragtning op imod dagens debat om supersygehuse, der et stykke hen ad vejen overskrider alt, hvad man har lagt af budgetter.

Bogen beskriver, hvorledes Selmer selv muligvis var et ulykkeligt menneske, men det forhindrede ham ikke i at opnå stjernestatus inden for sit felt. Og vi får i bogen en lang række eksempler på hans erfaring og forudseenhed i bygningen af centret, der i midten af 1800-tallet kom til at hedde Jydske Asyl. 

Han havde da i sandhed også sine idéer til, hvordan tingene skulle fungere, bl.a. ved hjælp af et højt tårn, der skulle fungere som lægebolig, og hvorfra overlægen så kunne overvåge sit domæne.

Og gennem en række holdninger, hvor vi får nogle fine eksempler på sprogbruget dengang:

Man vil altså ikke kunne undervurdere Vigtigheden af en Klassifikation. Det vil naturligvis fremdeles paa ingen Maade gaae an, at de forskellige Kjøn have uhindret Samkvem med hinanden: de mandlige Patienter maae altså skarpt afsondres fra de kvindelige. De uhøviske og skidenfærdige maa afsondres fra de anstændige og renlige. Det gaaer heller ikke an at sætte Patienter af den finere Verden sammen med de tjenende Klasser, eller Borgere med Bønder.

Interessant læsning som man idag vil trække på smilebåndet af, men det var virkeligheden dengang, og man kan få den tanke, at Selmer var kvik nok til at formulere sig sådan for at få medhold i sit prestigebyggeri.

Selmer, der allerede i 1850erne blev slået til Ridder af Dannebrog, var en visionær mand, der var meget aktiv i videnskabelige kredse, på skrift og i særdeleshed i publikationer.

Bogen her giver os et fantastisk portræt af og en dyb indsigt i, hvad han var for en person og hvilken bemærkelsesværdig indsats han ydede indenfor institutionsvæsenet.

Eli Årman Owetz
Brevet i bogbussen
350 sider
HarperCollins

En positiv, energisk og opløftende bog. Det kan lyde underligt, for hvad opløftende kan der være ved, at et ægteskab kører i trummerum så meget, at man forelsker sig i en anden jævnfør at græsset er jo nok grønnere her . . . 
Bogens hovedpersoner er Malin og Erik, der forelsker sig i de ord, de kan få ned på papiret, og som de skiftevis afleverer mellem boghylderne i et offentligt udlån.
Og hvor de meddeler sig til hinanden om deres liv, tanker, sorg, glæde, sex osv. osv.
Flere gange i løbet af bogen nævnes den berømte film You´ve got mail, og så kan man sige, det måske er lidt søgt, at forlaget på coveret beskriver, at fortælling er i stil med den film.


Men ok, sandt nok. To mennesker der forlods intet kender til hinanden, begynder pludselig at få kontakt, at finde sig en fortrolig.
Det er underholdende, det er spændende, og hvor langt er begge parter villige til at gå for at finde den nærhede og fysisk kontakt, forløsning og afklaring, der ligger i sådan et, lad os bare kalde det trekantsdrama.

Bogens kapitler fokuserer skiftevis på Malin og Erik, der som bogen skrider frem, oplever langt mere end deres besættelsesagtige kontakt. Det er fint gjort af forfatteren, at det hele ikke kommer til at handle om forelskelse og besættelse, selv om det naturligvis er baggrundstæppet for alt i handlingen. Der er altså også en dagligdag, der skal fungere.

Vi genkender håbet i forelskelsen gennem de praktiske gøremål:

Da vi nåede til parkeringspladsen bag butikken, fløj jeg nærmest ud af Bettans bil og over i min egen. Da jeg var halvvejs hjemme, kunne jeg ikke vente længere. Jeg svingede ind på en holdeplads og ringede fra min almindelige mobil.

Den kender vi vist alle fra vore forelskelser. Intet kan gå stærkt nok, selv om vi bliver nødt til at være lidt cool.

Og så begynder dramaet for alvor. Begge er tavse. Det kan Malin godt lide, for det er som om, der bølger en glæde og en følelse af fællesskab frem så.

Varmen i hendes krop, spændt af forventning, forsvinder dog med skuffelsen over, at hun skal til at lave mad til nogle af sin mands arbejdskolleger - samme aften, som hun skal mødes med Erik og kysse ham for første gang.

Ærgerligt, ærgerligt.

Hastigheden i bogen fungerer godt med den hurtige laven mad og den hektiske gøren og laden, som man nu oplever, når man har noget hemmeligt i tankerne, og som Malin oplever, indtil hun går i spisekammeret for i smug at ringe til sin nye flamme. Efter at hendes egen mand er faldt i søvn vel at mærke.

Og hvor løgnene efterhånden begynder at fosse ud af Malin, ligeglad med om de er til at gennemskue.

Der er så mange facetter og godbidder i bogen her, der er spændende skrevet som en anden thriller, hvilket den på en måde jo også er. En dramatisk kærlighedsthriller.

Der kunne være endt som banal kærlighedslitteratur. Men er endt i en varm og virkelighedsnær historie om den dagligdags higen efter at komme ud af det fængsel, en forudsigelig tilværelse uden krydderi kan blive.

Dejlig bog.