Tess Gerritsen
De overlevende
334 sider
Jentas

Det her er 10. bind i Rizzoli-serien, og det kan iøvrigt anbefales, at man læser dem alle og helst i rækkefølge. Vær iøvrigt opmærksom på, at der her som i andre sammenhænge, altid er forskel på bøger og tv-serier.
Et flertal er Gerritsens bøger er mega-uhyggelige. I så tilfælde er den her GIGA-uhyggelig. 

Vi befinder os i et rigt og eksklusivt kvarter i Boston. To voksne og deres tre børn bliver myrdet. Eneste overlevende fra forbrydelsen er plejebarnet Teddy. Teddys egne forældre er selv myrdet på De amerikanske Jomfruøer, hvor deres yacht blev sprængt i luften.

Jane Rizzoli begynder at efterforske, og det viser sig hurtigt, hun finder lignende forbrydelser. To myrdede forældre, et barn overlever, dets adoptivforældre myrdes, samme barn overlever. 

Janes chef vil gerne have afsluttet sagen, da den breder sig væk fra Boston. Hun finder dog andre mennesker, der vil hjælpe hende med at fortsætte opklaringen, der leder - naturligvis var vi lige ved at sige - læseren hen imod diverse mistænkte.

Bogen er en pageturner, men en af dem, hvor man ikke blive skudt hen mod en afslutning, men derimod absorberer handlingen undervejs, som bl.a. fortæller os om Janes familieproblemer og Mauras fortstte fjendlighed.

Godt sprog som sædvanligt og masser af lækker karakteropbygning.

Linda Skarett
Fugl og fisk
230 sider
Grønningen 1

Et fint lille hverdagsdrama. Som vi danskere nu går og oplever ting,  der på godt og ondt forløser os og giver os nederlag, succes og oprejsning i livet.

Til at begynde med er hovedpersonen, Maj, umiddelbart en konfliktsky medløber, der siger ja tak til te, selv om hun egentlig ikke har lyst, og som er fyldt op af angst for, at nogen skal se, hun tisser i naturen, og som i det hele taget har svært ved at sige nej, når hun mener ja.
Årsagen skal vist findes i strukturene i hendes barndoms familie og siden i et forhold til en norsk kæreste, som har evnen til at indskrænke hende og dominere hendes personlighed for meget til, at hun kan holde fast i sig selv.
Den kender vi jo. Og vi kender også det efterfølgende spil, hvor Maj, der egentlig hedder Majbritt, forsøger at frigøre sig fra sin fortid og sin families tyngde. Det bliver dog lidt svært, eftersom at hun bliver kaldt hjem til Danmark, hvor hendes far ligger for døden.

Og så bliver vi vidne til det familiedrama, der udspiller sig, når den øvrige familie har udset sig en bestemt til at være syndebuk for egne mangelfuldheder.

  
Det gør ikke noget, at vi synes at kende alle plotsene og en handling, vi har set i andre bøger og på film. Forskellen er, om det er interessant skrevet. Og det er det i bogen her. Meget interessant og vedkommende endda. Der er musik i sproget, man bliver optaget af at komme videre og se, hvad Majs frigørelsesproces ender med, og hvordan hun kan holde fast i sig selv trods modgang og udfordringer fra dem, der skulle være hendes nærmeste.

Vi må sige, at sproget er det, der hitter i en præstation, der dog også kalder på pæne karakterer for indsigt i menneskelig psyke og viden om sociale relationer.

Det er tydeligt, at forfatteren har noget på hjerte og vil vise, at det er muligt på et sæt at gøre op med de snærende bånd, som en ophavsfamilie kan fange en ind i, og så samtidig leve et eget liv, hvor man selv sætter retningen.

Jim Lyngvild
Omtanke
160 sider
Muusmanns forlag

Den anden udgivelse i omtanke serien er interviews med, omtale af og idéer til udstillinger, altsammen med Jim Lyngvild centrum.
Christian Have, forfatteren, idémanden til bogen, intervieweren om man vil, er eminent til at få et naunceret og forståeligt billede frem af en af dansk kunsts enfant terribler. Enten kan man lide ham, eller også kan han ikke. Enten er han vildt lækker og banebrydende, eller også er han bare for provokerende.

Han kan ikke stå stille. Altid igang med et eller andet, uanset modstanden, det skulle da lige være i ham selv. Men fortæller han partneren, at nu skal der bygges en vikingeborg, så er det bare med at følge trop, for bygges skal der. Og bliver han uvenner med Pia Kjærsgaard, fordi, han efter fire måneder meldte sig ud af partiet, så tager han det med og tilskriver det naivitet og dumhed, at han overhovedet meldte sig ind.

Jim Lyngvild fortæller om nogle af de ting, der har formet ham som menneske. At han er blevet bedre til at lytte til de tanker, der nærmest kommer ud af det blå og fra oven, at man skal gå i skole for at forstå en person som Ghita Nørby, at han ville ønske mange flere var interesseret i processerne omkring tilblivelsen af noget i stedet for at skælde ud over sandslottet - siger han med hentydning til balladen om hans virke på Nationalmuseet.

Jim Lyngvild giver os også indsigt i, at han bestemt ikke dur til at male, og det gjorde Andy Warhol heller ikke; det var derfor han fotograferede, malede lidt på fotografierne og blev verdensberømt.

Der var noget banebrydende og helt unikt og anderledes i det.

Det var der også i det berømte Zeuthen-interview med Ghita Nørby, som Jim Lyngvild har hørt ti gange og fortæller os det, at hvor ville det da være dejligt, om folk nogle gange bare gik bagom tingene og så, hvordan man så kunne blive løftet op og få gaver...

Vi får også at vide, at han har gået til klassisk ballet, at han ikke kan lide Medina, og at han er god til al slags håndværk, der bl.a. manifisterer sig i, at han kan sy en kjole på tre timer.

En dejlig bog med en herlig og fremadskridende jargon. Vi lærer noget om Lyngvild - og til dels os selv - næsten på hver side. Og det er altså lige før, det er en kunstart, at en forfatter og interviewer som Christian Have kan få så meget dejligt ud af bogstaver, der er krydret med en masse skønne billeder.

Lad kunsten leve. Det er ofte den, vi lever af. Det forstår vi lidt mere, når vi har læst bogen.

Jane Harper
Den fortabte mand
460 sider
Alpha

Cameron, en af tre brødre i den australske ørken, findes død. De to andre brødre, Nathan og Bub, er naboer men med afstandene i Australien er der alligevel flere kilometer imellem dem. Nu går opklaringen på, hvorfor Cameron bevægede sig ud i kvægdriverens grav, det gamle, sagnomspunde gravsted, som man ikke sådan lige opsøger som eftermiddagshygge.
Cam bliver den døde bror kaldt, og i og med, at man forsøger at afdække hans død, så bliver man vidne til afklaringen af et famliedrama af de store. Alkoholmisbrug, jalousi, stædigheder, krænkelser og mange andre følelser dukker op i familien, hvor alting måske ikke altid var pænt og ordentligt, men hvor man udadtil trods alt havde styr på de store træk.

Hvad der begynder som en opklaring af en tilsyneladende kær brors død, forvandler sig til et gribende portræt af tab og afsløringer der akkumuleres i en skøn forening og forløsning af skyld, undertrykte følelser og behov. Forfatteren har en fin evne til at sprede tråde og samle dem igen, så vi som læsere bliver bekræftet i eller opdager, at ikke alt, hvad der glimrer er guld, og at der ofte er helt andre forklaringer på hændelser, end man umiddelbart gå og tror.

Og samtidig får vi en fed oplevelse af meget af livet down yunder, hvor dingoer, australske verandaer, guitarer og uendelige landområder er en del af hverdagen. Her kan folk jo hurtigt blive væk. Man læser sig næsten frem til, at enten skal man lade det være, for så er alt, som det var, eller også skal man være indstillet på at opdage ting om sig selv og andre, man måske helst ville have været foruden.

En farverig, menneskelig og dejlig roman.

Er man træt af krimier, hvor det er afdankede politifolk og kedelige journalister, der lige pludselig skal opklare en forbrydelse, så har forfatteren altså i bogen her sat en amatør til det. Nemlig ofrets bror, der ikke bruger smarte tricks eller professionelt værktøj for at finde ud af, om broderen var offer for en forbrydelse eller begik selvmord. Han går bare logisk, stille og roligt til værks. Det er næsten, som vi andre ville have gjort det. Tror vi da. Alt virker jordnært og troværdigt. 

Lotte Kaa Andersen
Den inderste kerne
414 sider
Gutkind

En spændende bog der bliver bedre og bedre, mens siderne åbner sig og kulminerer med en aldeles humoristisk afrunding af hovedpersonens alderdom i firserne og halvfemserne. Det er tæt på at være de bedste sider. Her får vi et levet liv afrundet i en nøddeskal i takt med, at Inge Lehmann nu er blevet en ældre dame, der langsomt er ved at miste sanser og bevægelighed. Hvor hjemmehjælperne ikke altid har den største empati og farer ind og ud af hendes hjem og siger, at nu skal hun ud at røre sig og upsada.
Hvor alle dør omkring hende, hvor hun famler efter brillerne, hvor hun fortsat vil kaldes doktor og ikke lille De og frue, for hun har aldrig været nogens frue. Og hvor hun får sig en ordentlig griner, da computersystemet på Rigshospitalet ikke kan finde ud af, at patienterne fylder 100 og tager fejl af det 19. og 20. århundrede...

Ellers er bogen et interessant bud på kvindernes kampe for anerkendelse gennem forrige århundrede. Og med et bid af forfatterens gode sans for cyklus - den begynder med Lehmanns barndomsoplevelse af et jordskælv i København og slutter med minderne om det - kommer vi tæt på vor egen kamp for at opleve det, der for os synes ganske naturligt, men hvor der er udfordringer og bump undervejs.

Historien om Inge Lehmann er historien om en anderledes kvinde, der på en vis måde er plads til i en delvis akademisk familie, hvor der er ok højt til loftet. Men hvor den virkelige verden udenfor familiens trygge arne viser sig at skulle blive en kampplads, og uforberedt på det, som doktor Lehmann er, så bliver det noget af en nyser.

Vi bliver naturligt nok vidne til mange kendsgerninger fra det forrige århundreder. Den spanske syge, motorbådene på Peblingesøen i København, krigen i Europa, vi får direkte og indirekte en masse at vide om børneopdragelsen dengang, og hvordan man puttede etiketter på børn, der var lidt anderledes. Overfølsom, klogere, end godt er. Et skravl.

Og vi bliver også vidne til det sceneskift, der sker i familiens opbakning, når de opdager, at Inge Lehmann, verdens første kvindelige seismolog, vil leve sin anderledeshed ud for alvor.

En bog der er lækker og godt skrevet, der er sammenhæng i tingene og en umådelig masser herlig name dropping om veje og steder i København og på det øvrige Sjælland.

Ritt Bjerregaard
Ovenpå 
354 sider
Politikens Forlag

Hold da op, det lyder hårdt, og bogen her kan helt sikkert give det sidste stød til, at en politiker-wannabee giver op, før vedkommende overhovedet er begyndt.
Embedsmandsvælde, papirdynger, møder, og alt muligt andet at rende panden mod en mur med. Også selv om man er overborgmester og hedder Ritt og måske netop derfor, for hun skulle vel ikke bare komme her trods noget af et CV.
Stødene mod murene gjorde bestemt sit til, at Ritt diverse steder blev opfattet som løftebryder, i særdeleshed husker folk at hænge hende op på, at der skulle bygges almene boliger til 5.000 kroner månedligt.
Det var der vist heller ikke mange, der troede på, omend håbet genlød med en sådan kapacitet i spidsen for en kommune.
Men al muligt kom i vejen, ligesom al mulig andet kom i vejen for idéer og visioner, og det er hele bogen værd at læse om denne kvindes kamp mod det næsten umulige. Og der er ikke noget at sige til, hun kørte godt træt undervejs trods en forstående mand og et æbletræ på det kommende gravsted.

Hendes direkte og indirekte slagsmål med embedsmændene træder tydeligt frem. Og det gør også den livskraft og det mod, der har kendetegnet beskrivelsen af livet som i de forrige tre erindringsbøger. I den nye bog er et overordentligt, pænt mod, der bliver vist frem. Som når hun fortæller, hvordan hun sammen med tidligere og nu afdøde politidirektør Hanne Bech Hansen en dag tog en runde til de mest udsatte steder med vold og skyderier på Nørrebro. Så bliver det spændende, fordi de tager snakken med de unge indvandrere og spørger dem rent ud, hvorfor i alverden, de går på gaden og danner kimen til ballade. Og Ritt og Hanne får omgående svar på tiltale: De bor stadig hjemme.

Her lærer læseren et eller andet om, at der er en dybere årsag til mange ting. Og sådan er der flere steder i bogen, der signalerer, hvordan hun har tænkt over at kunne formulere sig, så læseren begejstres over andet end hendes erindringer men kommer i kontakt med nogle andre forståelses-lag i sig selv.

Det er spændende også at læse alle de mennesker, der har hjulpet Ritt godt på vej ind i hukommelseskassen i denne og de tidligere bøger. 

Og pænt skriver hun om selvrefleksion:

Sådan som mit liv blev - uden børn og med en man, der var glad for at være i fred - har jeg haft tid til venner og veninder, også i travle perioder.

Vi andre er glade for, at der også blev tid til os. Altså læserne ikke mindst her i Ritts sidste år, hvor vi får et mageligt og fint tilbageblik på nogle af de ting, hun har medvirket i og til, og som vi udmærket selv husker omend på afstand af at have været en del af.

Bogen er fyldt med masser af dejlige billeder og rørende overvejelser om den tid, som Ritt godt ved et begyndelsen til den sidste. 

Ib Michael
Et år med Gud
151 sider
Gyldendal

Sanseligheden er med i fortællingerne i De Syv Rejser. Selvfølgelig er den det. Ellers ville det ikke være Ib Michael.

Det generer dog øjet, at Ib Michael konsekvent kalder øen ud for Tenerife for Gomera. Når den nu vitterligt på nudansk hedder La Gomera og er kendt over hele verden for det navn. Det falder nok inden for kunstens ramme, at øen bliver kaldt det mulige oprindeligt navn, men hvorfor nu lige . . .
 
Nå vi er ved det, er det også træls, at forfatteren, hvor berettiget det kan være, udnytter spaltepladsen til at harcelere over Kinas fremturen mod Tibet og gøre sammenligning med nazister. Hvor kom det lige fra?. Hvis det endelig skulle give mening, burde forfatteren have grebet til kampvåben i mange andre af de ellers ganske interessante beskrivelser af lande, som bogen indeholder.
Tibet er ikke det eneste sted på jorden, der har oplevet gru og forfærdelige ting. Maja-kulturen ej heller.
Ib Michael har altid haft som metier at tale folkets sag, de udstødtes plads i livet. Det har altid vakt begejstring i de politisk korrekte kredse. De ting kunne vi så godt have været foruden denne gang, og så bare have lov at nyde og spise hans ord, hans sansning, hans fortællinger.

Når det så er sagt, så er det som antydet en god bog, Ib Michael har udrullet fra sit sommerhus i Kikhavn. Man kan ikke tage fra ham, at han er en af vor tids store fortællere af i særdeleshed hans togter rundt om i verden. Og det er den verden, han nu indvier os i.
Som altid med en sårbarhed lige under overfladen, der kan få læseren til at gå bagom teksten og finde sårbarheden frem i sig selv. Og om ikke andet så i tankerne tage på opdagelse i en enormt afvekslende verden, hvor kodeordet er nysgerrighed, ydmyghed og respekt. 

Ib Michael tager os med på nogle af sine første rejser for rigtigt mange år tilbage, sammen med vennen Per Kirkeby og søulken Troels Kløvedal. Spændende spændende, naturligvis. Og også dramatisk som når Ib Michael beskriver begravelsesceremonier i netop Tibet med udfrielsen af sjælen af afbeningen af kroppen. Uhyggelig læsning i en anden sammenhæng, sanselig, farverig og livets vilkår under Ib Michaels pen.

Det er oplagt, at bogen vil blive læst af en masse af de følgere, der er vilde med Ib Michaels bøger, og som gennem årene har labbet i sig af den gamle ronkedor, der har en større bid af verden på hjertet.

Selv om der undervejs er kommet nye generationer til med lige så meget af verden på hjerte, så kan også disse med fordel tage noget af det med, som den gamle ronkedor oplevede, dengang verden stod rimeligt åben over for nye rejsende, og dengang, der var så meget uudforsket, at det kunne være svært at finde andre skandinaver på en månedlang tur til østen.

Og hvor erindringen om rejserne idag står knivskarp på forfatterens nethinde og som eneste konkurrent har et mesterligt sprog, der gør, at vi bliver nødt til at læse bogen én gang til for at forfølge den ophøjede stemning, der har besat vores aura ved den første gennemlæsning af De Syv Rejser.

Bogen er meget mere end rejser. Den er på det nærmeste den magiske realisme, som liggeraturen er fyldt med, men som kun en god håndfuld forfattere herhjemme mestrer. Ib Michael er stadig en af dem.

Åsa Linderborg
Mig ejer ingen
265 sider
Gutkind

En roman i topklasse, der i bund og grund handler om omsorgssvigt og så alligevel ikke. For selv om opdragelsen og en fars evne til at skabe gode vilkår for sit barn hele vejen rundt, den hænger gevaldigt, så  vil vi sige, at forfatteren er lykkedes med at tegne et billede af en mini-familie, hvor ting kan lade sig gøre, og hvor kærligheden altså er så stor, at der kommer en bog ud af det. 

Endvidere får læseren den bonus, at det er uundgåeligt, at man fremover kommer til at se sig bare en anelse mere for: Kan man mon gøre noget for det og det barn, er naboens børn udsat for svigt, kender man nogen i familien, der kunne trænge til en hjælpende hånd. Og, det kan godt være, at det på ydersiden ligner svigt, men på indersiden er der måske noget, selv velfungerende familier kan bruge.

Originaludgaven er udgivet i Sverige for nu snart femten år siden. Det kan man ikke mærke på hverken sprog eller opsætning, der er uden kapitelnumre og er opdelt dog i overkommelige kapitler, som på en eller anden måde animerer til, at man tager nogle flere eller måske bare hele bogen i et hug.
Romanen er en erindringsroman og skrevet af forfatteren til hendes far, der bestemt ikke har haft det fornødne overblik over sit eget liv og den praktiske sans, der, udover det følelsesmæssige, kræves for at håndtere mindre børn.
Faderen, Leffe, metalarbejderen Leif, bliver alenefar, da moderen forlader familien for at stifte en ny et andet sted. Farmand Leffe forsøger at gøre sit bedste, men kigger for dybt i flasken, mens der i hjemmet hverken er god mad, sæbe på badeværelset eller linned på sengen. Til gengæld er farmand flittig til at købe bøger slik og fine, italienske sandaler til sin datter, og det er bestemt også en kærlighed, vi som læsere kan mærke langt ud mellem siderne.
Faderen gør, hvad han kan, og man får sympati for både far og datter, der gør, hvad de kan for at få familie og eget liv til at fungere.
En sympatisk bog der både er menneskelig, men god psykologisk tyngde og en afgrundsdyb forståelse for fremstillingen af, at et mennesker har både gode og dårlige sider. Leffe har en båd, der skal slibes, og datteren sidder og keder sig gevaldigt, hun må spise rosinbrød med makrel og baked beans, hvilket måltid, og Leffe møder op til farfars begravelse i en Latex-frakke, som han håber vil gøre det ud for læder:

Bogen kunne sagtens have været en trist fortælling om alt det forfærdelige i den lille famile. Men det er den ingenlunde. Den er et hverdagsbillede af, hvordan mange, mindre familier lever. På en eller anden måde føler man sig tryg i den familie, selv om der bestemt ikke altid er noget at prale af. For den er troværdig, og man bliver klogere på familier for hvert nyt kapitel, man læser.

Ejler Holt
Motorcykeloplevelser i Europa
332 sider
Mellemgaard

En utrolig dejlig læseoplevelse. Og ikke bare læseoplevelse. REJSEoplevelse. Rejsebeskrivelse.
Det er tydeligt, at forfatteren ikke bare har eventyrlyst og motocykel i blodet, han har også evnen til at fortælle og formidle.
Nærværende anmelder kan garantere for, at han aldrig kommer op på en motorcykel, hverken med håndtaget en tiendedel, halvt eller helt i bund.
Alligevel er det, som om man sidder på motorcyklen og er med alle de steder, hvor Ejler Holt tager hen på små ture, på store ture, og mest på langdistanceture, hvor han som skrevet står aldrig bruger GPS men gode, gammeldags kort, hvor de forskellige destinationer er plottet ind.

Vi, der så omvendt har rejst de steder og besøgt de bøger i eksempelvis Sydspanien, der er med i bogen, Malaga, Cordoba, Ronda, Granada, Fuengirola, Lissabon, oplever så genkendelsens glæde ved at læse de detaljerede beskrivelser, som nu så ikke opleves fra en lukket bil med air-condition men fra en 2-hjulet med hjælpemotor og godt med vind i håret. 

Udover en flot skrivemetode har manden også humor.

Kalder sig konstant manden i huset og beskriver pænt morsomt hvordan konen bliver sendt hjem som værdigods, når han lige synes, han skal på langfart et eller andet sted i Europa. Og så:

Forestil dig at du kommer kørende ad en ganske almindelig, hyggelig bjergvej med hårnålesving og en bjergvæg til venstre og lidt træbevoksning til højre. Du kigger - dumt nok - op og ser til din skræk, at vejen 4 hårnålesving højere oppe er bygget uden på bjergsiden og støttet med et par skråstivere ned mod bjergsiden, så det nærmest ligner dit vægmonterede reolsystem hjemmefra. Der skal jeg op at køre!

Og sådan bliver Ejler Holt ved og bemærker også, at autoværnet ud mod 1300 meter frit fald ligner et par udspændte gummibånd. Så er der dømt midten af vejen, folk der er ved at tage hans sidespejl, fugt, sne og smeltevand, kun to hjul, reolsystem og langt ned....

En fornøjelse at læse sådanne tekster, og når man så lægger til, at vi også får en god bid historie med på vejen, nogle steder mere end andre, fra alle mulige steder i Europa, så må vi sige, at vi har været til et godt foredrag med Ejler Holt.

Han motto er, at man skal gøre tingene, for man ved aldrig, hvornår det er for sent.

Det har han jo ret i, så lad os da komme ud over stepperne, på motorcykel, på gåben, whatever, bare gør det i livet, du brænder for. Det er også noget af moralen i bogen. Der bevæger sig syd, øst, nord og vest i Europa, og som også indeholder fine beskrivelser af, hvad man skal huske at medbringe på sin tour på cyklen.

En livsbekræftende bog.

Lady Colin Campell
Den rigtige Diana
354 sider
Mellemgaard

Der er godt nok drama i bogen og alene omkring udgivelsen udspillede der sig nogle større slag i de øverste kredse. Offentligheden hungrede jo for årtier siden efter en biografi om Diana, hvorefter prinsessen valgte Colin Campell til at skrive den. Via f.eks. en enorm masse telefonsamtaler og fire møder, som det er beskrevet i bogen. Det skulle Di komme til at fortryde, eftersom forfatteren også gik på jagt efter andre kilder til bogen. Herefter holdt Di op med at give interviewsene  og bad i stedet tabloidforfatteren Michael Morton om at skrive biografien.

Men det lykkedes Colin Campell at skrive ikke bare den historie, vi allesammen kender idag, men også små hyggelige og uhyggelige detaljer om prinsessens arrangementer til at få Charles til at fri til hende, om elskeren James Hewits jaolusi på David Waterhouse, og hvordan julen var forfærdelig dengang i halvfemserne, da hele kongefamilien skulle samles på den Norfolk-ejendom, hvor Diana var født.

Er man til inside-information i de adelige kredse, de kongelige naturligvis men også med hang til psykologiske overblik og viden om menneskelig adfærd, så er bogen lidt af en klassiker. 

Man skal være indstillet på, at man bliver vidne til en abnorm næsten hysterisk mængde viden og detaljer, som kan være helt korrekt og noget mindre og noget med forbehold, men sådan er det jo altid, når en bog om kendte bliver udgivet. Den bliver altid genstand for diskussioner om, hvorvidt der nu kan være hold i det hele.

Ikke desto mindre hænger tingene rigtig godt sammen i bogen. Og vi bliver førstehånds-iagttagere til nogle af de konspirationsteorier, der herskede i tiden efter den forfærdelige bil-ulykke i Frankrig og kommer helt ned på air-bag-niveau og N- og D-drives i bilen med automatgearet.

Forfatteren gør sit bedste for at skabe et afbalanceret og realistisk portræt af en kvinde, der alt andet lige med en hel verdens opmærksomhed må have haft det hundrede gange sværere, end vi ser på de billeder, som verdenspressen har fremstillet.

Samtidig gør hun et troværdigt nummer ud af at fortælle, at Charles på sin egen finurlige måde hele vejen igennem elskede sin hustru. De passager bliver ført med en pen, der gør, at det tror vi virkelig på. Også fordi vi kan sætte det i relief til en del af de par, som vi gennem tiden har set blive skilt men alligevel forbliver gode venner, fordi begge partier vælger at fokusere på gode sider hos den anden.

En udmærket bog med masser af gossip men også hverdagsrealisme der fremstiller en masse af de udfordringer, som "almindelige" mennesker er udsat for. Måske bare eksponeret.

Man skal kunne leve med et par slåfejl hist og her og en oversættelse, der visse steder kunne være mere præcis.