Jørn Brøndal
Danske amerikanere
100 sider
Aarhus Universitetsforlag

Anmeldes 20. juli 

Mogens Fjord Christensen
Et fald
279 sider
Hovedland

Det generer øjet, at forfatteren ikke kan stave til Zakynthos; -  og at han konsekvent bogen igennem staver den græske ø uden h. Og det generer øret og virker ikke helt mundret, at en taverna bogen igennem bliver til taverne, på trods af det er nutidigt korrekt.
Det er så også nogle af de få indvendinger, vi har mod en bog, der er så gennemsyret af fortælleglæde og -evne, at vi må tage hatten af.

Mogens Fjord Christensen er også god til at beskrive de konflikter mellem mennesker og i parforhold, der kan opstå, når problemerne ligger et helt andet sted. 

Det kræver mod og er noget af en udfordring for en forfatter at levendegøre handlingen i en bog, hvor halvdelen af det skrevne, mindst, er beskrivende. Tanker der foregår i hovedpersonens hovede, miljøbeskrivelser, detailhandlinger . . . 


Ikke desto mindre kommer vi i rigtig godt selskab med forfatterens sprog og evne at holde læseren fast i et godt, robust greb  af hverdagsdrama, drama på kriminiveau og det drama, der udspiller sig, når en halv by og gode bekendte vender ryggen til én, og forretningen er ved at gå ned på grund af skriverier i en avis og antagelser om, at Rune, hovedpersonen kendt for sit temperament, skulle være morder.

Handlingen umiddelbart går på, at Rune, boghandler i en mindre by, forelsker sig i en digterpige med depressioner og psykisk skrøbelighed. De tager sammen til den omtalte græske ø, hvor pigen, Ea, forulykker. 

Det græske politi kommer ind i sagen og er meget hurtig til at slutte den som en ulykke, på trods af at Rune og Ea var alene ved klippen, hvor Ea faldt ud over. Her kunne man måske nok have ment, at forhørene i den virkelige verden ville have varet noget længere, og at Rune nok ikke havde sluppet så let. Men det er alligevel en fin måde, hvorpå forfatteren opstiller kontrasterne. For senere hjemme i Danmark skal Rune nok få sin sag for.

Undervejs kommer vi til at lære ham rigtig godt at kende. Umiddelbart virker han lidt snæver, brovten og spiller korrespondanceskak, hvor trækkene i bogen til gengæld er vist så levende, at man som anmelder næsten har lyst til selv at få gang i skakbrættet for at teste ens evner mod ham.

Man mærker, at forfatteren ved noget om choktilstande, og det, man kan have og ikke have, og der hvor man psykisk er, når man har været ude for, at ens kæreste falder ned fra en skrænt. Uanset at hun havde depressioner, og uanset at de netop aftenen i forvejen havde et voldsomt skænderi på en restaurant på Zakynthos. Den tomhed man som menneske kan føle, når chokket er ved at finde plads i kroppen og den fremmedgørelse, man må føle når ens barndomsby vender en ryggen, og som leder tanken hen på Jagten, film og manus, hvor Mads Mikkelsen var offeret.

Forfatteren er også god til at spinde freudianske symbolikker ind i sin handling, for Rune nages af tvivl om, hvorvidt han i virkeligheden ønskede at skaffe sig af med Ea; gjorde han nok for at redde hende dér på kanten, kunne han have grebet hende med fare for sit eget liv, hvorfor nøjedes han med at strejfe hende.

Spændende spændende.

Og som med mange bøger, der er rigtigt spændende, kan den her læses på mange planer. F.eks. også det, at man altid trods alle odds har en chance til.

Elisabeth Dissing
Tjenerindens døtre
357 sider
Hovedland

Elisabeth Dissing kan skrive. Det er helt sikkert. Og hun er eminent til i sproget at integrere historie og miljøer dengang for mange årtier tilbage og det sprog og de navne, man havde på den tid, og som danner cyklussen for vor egen tilværelse og afsæt i sproget.

Kræn, San Fransisso, personalet begynder at rydde af bordene, sognerådet, skrædderen, det ovale mahognibord med sølvopsatsen, maleriet med det lille bindingsværkshus, sognerådsformanden, husholdningsudvalgets bestyrelse, galeanstalen, altsammen ord og vendinger der får os til at skue mange tilbage til forne tider, da meget var anderledes.

Vi er sådan lidt tilbage i Matador-tiden. Årene er 1937-1946. Stationsbyen ude mod vest er centrum i historien om de fine og mindre fine og allernederst daglejerne.
Naturen og blæsten har på de tider på landet en helt afgørende betydning for, om man lever, overlever eller bukker under.

Den viden og stemning har forfatteren helt styr på.

Kvindeliv, mandsret og traditioner bliver læseren også indført i. Romanen har en fin personsammensætning, der ville være glimrende til en række fortsættelser, nøjagtigt som i f.eks. Matador. Så ville det kræve, at handlingen strammes lidt op, og at kapitlerne kommer til at indeholde et eller måske to dramaer pr. gang. Ellers bliver det hele lidt for tyndt, og handlingen overlades lidt for meget til personerne at bære igennem.

Når det er sagt, så er det altså skønt at læse om Tog-Lars, Mille kogekone, Knabstrupperne, førstelæreren, oprør i Stationsbyen, frk. Holsts planlagte, lokale oplysningsmøder om prævention, Marie Nielsen i sæbehuset, sognerådsformand Hannelise der har lidt svært ved at få ordene sat sammen, da bestyrelsen vil have møde med hende .. . . 

Det er sund læsning det her. Og det er et fint indblik i en tidslomme og et rids af, hvordan man nu engang ordnede tingene dengang, uanset om det var behov for seksualundervisning, eller det er Fr. Jensens og Amailies analyser af Tove Ditlevsens digt Angst fra Pigesind.

Mikael Strøm Eriksen
Skal vi knalde, mens vi venter
207 sider
Adi og Lama 

Enten gør det ondt at blive forladt, eller også er det en befrielse. For 33-årige Ditlev, der bliver forladt af Helena, er det i første omgang et sønderknusende nederlag, og det gør av av av, og så kommer befrielsen og konstuktiviteten, da han møder Line, og som ender med at flytte ind hos ham. Hævngerrigheden vokser nemlig i Ditlev, for hvem Helena var den eneste ene.
Ditlev begynder at tænke over sit liv og præsenterer os for et udvalg af de kærester, han har haft gennem årene, f.eks. Nanny, oprindeligt hed hun Nanna, med de flotte øjne, en okay figur, og lyttede, uanset om jeg fortalte noget spændende eller ej.
Så var der Tanja, som han fik et bærkys med.
Så er der langt senere bofællen Line, som Ditlev får et nytårsknald med, og som han dog er noget betænkelig ved at skulle indlede et forhold med endsige fortsætte bofællesskabet.
Og så er der Cecilia, som han gerne vil i kassen med, men det vil hun altså ikke.
Så er der på et tidspunkt en Beate ind over og også en Julie.
I chick-lit-genren er der ofte fuld fart på, man tænker ikke så meget over, hvad man mener, skriver, siger eller tænker, som livet egentlig ofte er, og det kan være ganske befriende.
Vi får mange gode grin i den her roman, som forfatteren har ladet udspille i begyndelsen af 0érne. Tilsat musiktitlerne fra dengang ja så begynder man selv at tænke tilbage på de tider, hvor vi rodede rundt i diverse parforhold og forsøgte at få livet til at køre med sex og kærlighed, mens der altså også lige var karrierer, der skulle passes, og rejser, som skulle rejses.
En fin bog i genren, med pænt tempo hele vejen igennem og en måske ikke helt overraskende, men alligevel fin og lidt rørende slutning, der får læseren til at konstatere, at livet, - ja det er altså, hvad det er og skal ikke tages for seriøst.
En god bog som kan anbefales til en regnvåd dag eller ledsager i kufferten på ferien.

Mogens Fjord Christensen
Forandringer
212 sider
Mellemgaard

Flot plot, smukt sprog og en erfaring, som vi alle kan lære noget af. Forfatteren er pensioneret overlæge og har haft berøring med, hvad han skriver om, nemlig medicinalindustrien og forskningen. Han behandler stoffet godt og troværdigt; det samme må siges om tempoet i bogen. Her er både tid til fart og spænding samt forbybelse og eftertænksomhed. 
Handlingen er brødrene Justus og Reno, der sammen har opbygget en medicinalvirksomhed. Forholdet mellem dem bliver anspændt, og den ene bror forsvinder.
Datteren, der i forvejen er ansat i virksomheden, fortsætter arbejdet med den ene brors, faderens. forskning, og så begynder et opklaringsarbejde af dimensioner.
Bogen er spændende, også fordi den tumler rundt imellem liv og død, altså den medicin der hele tiden forsøges raffineret, den balancerer også på et halmstrø, idet den udvikles af mennesker, som hver især kan være nok så skrøbelige, anspændte og være socialt uduelige. På den måde er det menneskelige kvaliteter, der skiller syge fra døden, altså man er afhængig af ikke bare medicinen men også forskernes formåen.
Mellem linjerne læser vi hvordan menneskelige fejder og personlige tragedier kan kaste sine skygger gennem medicinalindustri og lægestand. Sideløbende bliver vi beriget med et smukt sprog og fine nuancer i syntaksen.
En glimrende spændingsbog med et budskab.