Tonny Vorm
Engang var jeg Jesper Skibby
224 sider
Politikens Forlag

Gennem årene er der kommet SÅ mange bøger om sportstjerner, aktuelle og glemte, der til det sidste forsøger at vride sympati eller kroner ud af det læsende folk, eller sportsinteresserede, som på et tidspunkt fulgte idolerne i tykt og tyndt.

Og nogle gange er emnet og indholdet i bøgerne altså noget for tyndt til at opretholde gejst og fokus og også til, at man gider gå i gang med den næste, der sikkert ligner den forrige.....

Efter endt læsning af bogen her må vi så erkende, at vi nu har rigeligt med blod på tanden til at gå igang med de kommende.

Den er da også skrevet af en forfatter, der forstår sig på det menneskelige aspekt og ikke bare går efter præstationer, steder og oplevelser. Og som forstår sig på, at cykelhelten her ikke bare var en cykelhelt, men som var et menneske, hvis liv bestod af mange kapitler, såvel før og under og i særdeleshed som EFTER karrierens højdepunkter med efterfølgende dyk.

Det er journalistik i særklasse. Ikke fordi vi igen og igen stifter bekendtskab med alle de episoder og store øjeblikke, der gjorde Jesper Skibby til en legende. Eller fordi vi igen og igen bliver taget med til de steder, lande og lokaliteter, der var en del af Skibbys liv.

Næh, fordi vi nærmest bliver placeret til højbords, når Jesper Skibby fortæller sin forfatter om, hvad der skete i livet, forud for og efter de mange store øjeblikke.

Og fordi forfatteren bruger sig selv og sin person som bindeled mellem Jesper Skibby og læseren, så vi virkelig får et nuanceret billede af en sportsmand, der var drevet af trang til opmærksomhed, der bragte ham til verdens tinde, og efterfølgende til de dybeste dale.

Og som uden store armbevægelser får ham til at fortælle, hvordan han klarede skismaet mellem andre folks forventninger og hans egen manglende gnist.

Tonny Vorm bliver en del af fortællingen uden at fylde for meget. Han konfronterer f.eks. Skibby stille og roligt med anekdoter, som sportsmanden så kommenterer. Han får gode, alment gyldige betragtninger frem i Skibby; at det er da meget rart at kunne køre i en fed bil og tjene masser af penge, men det er stadig anerkendelsen, man går efter. Underforstået: Budskabet til os alle er, at penge er ligegyldige, hvis ikke opmærksomheden og interessen er til stede: Læs: Husk at give det til dine børn.

Vorm fortæller også en del om, hvordan han har arbejdet med bogen og delagtiggør os læsere i de chancer, han tager og de mails, han sender eksempelvis til Brian Askvig, der tidligere har skrevet en Skibby-biografi. 

Angst og uro. Jeg hæfter mig ved ordene, hedder det et sted i bogen, hvor Vorm så reflekterer over Skibbys egne ord og giver læsere et godt indtryk af, hvordan man som formidler kan levere et førstehåndsindtryk af de følelser, som en af hovedpersonerne momentvis oplever som bærende.

Ja, én af hovedpersonerne. For i bogen er der to. En der har noget på hjertet, og en anden der har evner for og erfaring nok til at kunne få åbnet det hjerte.

Jesper Skibby var dengang for snart mange år siden en af Danmarks absolut mest vindende cykelryttere. Og kendt af ikke bare sportsfolk for sine muntre og kække bemærkninger i medierne. Tonny Vorm forsøger på enhver tænkelig måde, og lykkes godt med det, gennem interviews med kendisser og sportsfolk, at trænge igennem facaden og få klarlagt, hvem Jesper egentlig er - bag facaden.

Og hvordan han har klaret sine op- og nedture.

Og hvordan han mener, at mange sportsfolk ganske enkelt er drevet af forholdet, eller det manglende forhold, til faderen.

Den scene kan man bruge i alle mulige andre sammenhænge væk fra sportens verden.

Og det er det, der gør bogen super.

Rachel Röst
Grundvold
398 sider
Gyldendal

Jeg trængte til hans opmærksomhed og bare en smule berøring en gang imellem, men når jeg kom tæt på ham, gjorde det ondt i stedet.

Et udsagn i begyndelsen af bogen, hvor hovedpersonen Rebecca fortæller, hvordan hun savner nærhed og kærlighed os faderen. Men hvor hun så må konstatere, at hun må klare sit forehavende selv, da andet gør for ondt.

Citatet hører naturligvis til i denne vigtige roman. Men det er samtidig så klarsynet og almengyldigt, at man må nive sig i armen. For det ramler lige ind i hjertekulen hos mange i diverse relationer, hvor alle længes efter varme, omsorg og kærlighed, men af forskellige årsager ikke formår at få det op at stå i forholdet. Det gør for ondt. Parterne ender i storkonflikt gang på gang, og risikoen for skilsmisse er overhængende.

Rebecca bliver da også bogstaveligt skilt fra sin far, da hun flytter i ungdomspension. Det er naturligvis ikke populært, idet hun er vokset op i en mormonfamilie, hvor faderen med strithår og hang til både fjernsyn og smugindkøbte wienerbrød styrer sin familie med så hård hånd, så man må tage sig til hovedet.

Og samtidig kan man ikke lade være med at tænke på, om denne patriarkalske stordominerende måde at være på er mere eller mindre udbredt i andre dele af samfundet; og hvor mange familier der lider under tyraniet, religion eller ikke.

Det er det, der er budskabet til os alle.

Nu har bogen så den ekstra vinkel på, der i visses øjne retfærdiggøre tyraniet: Mormonbevægelsen og det at pakke sine ofte tilfældige handlinger og egoistiske udfald i kald fra Herren.

Vi måtte ikke selv tage mad.

Jeg tager på missionærarbejde nu. Mor har mere ondt, end hun plejer, så du må lade hende sove nu, hører du. Pas ordentligt på de små, og vær et godt eksempel.

Frikadellefarsen blev blandet med opblødte hvedekerne, så kødet kunne strække til alle mundene.

Hvis ikke vi passede på, ville en eller flere i familien Petersen nedsynke i synd, og vi ville blive adskilt efter døden i al evighed.

Idag mente far, at vi til den afsluttende bøn skulle knæle på gulvtæppet sammen og holde hinanden i hænderne.

Du skal passe på, når du cykler med den der nederdel. Du må lige tænke dig om, når du sætter dig op på sadlen. Ellers kryber den op i din numserevne Det ser grimt ud.

Tilfældige nedfald i bogen. Der giver et godt billede af, hvordan livet hos mormon-familien i Københavns Urban-plan formede sig under kyndig og eksplicit og ophøjet dominans fra en far, der er beskrevet som troende - og truende.

Romanen er tæt på forfatteren selv og handler om Rebecca, der vokser op i ovennævnte mormonfamilie på Amager. Hendes far mener, at han er tæt på Gud og får kald og "befalinger" herfra, og dikterer sin families liv ned i detaljer. Hvad familien spiser, hvilket tøj, de må gå i, hvor mange stykke toiletpapir de må bruge. Rebecca oplever i den grad ufrihed og indser, hun nærmest er i fængsel. Faderen mener, at det er Satan, der er ved at ødelægge hende, mens hun selv bliver mere og mere overbevist om, at det er faderen.

Som 16-årig kommer hun væk fra tyraniet. Hvordan klarer man sig så som 16-årig, når man er opdraget i så gispende et hjem? Hvordan oplever man befrielsen? Hvordan reagerer man, når man opdager sin seksualitet, når man bliver gravid, og spørgsmålet om abort skal afklares.

Bogen giver nogle gode eksempler på, hvordan systemet bestemt ikke altid er på udsatte unges side. Og udsat kan man vel sige, at man er, når man selv opsøger den sociale sektor og beder om at få bopæl uden for hjemmet.

Hvortil systemet meget firkantet blot indkalder hele familien til møde og beder dem gå hjem og finde ud af det.

En god og letlæst roman med spotpunkter til tidens musik i halvfemserne. En god indsigt i en streng, religiøs kultur.

Michael Falch
Over stregen
288 sider
Gyldendal

Vidste du, at Michael Falch engang var tæt på at gå i kloster? Ved du, at han har et helt særligt forhold til ordet glidestang, som brandfolk benytter sig af, når de skal rykke hurtigt ud? Ved du, at han godt ved, han selv kalder sig, lidt i alvor, lidt i sjov, for lummer? Ved du, hvordan han reagerede, da han så to skader i parringsdans, og at han havde et gevær i hånden? Ved du, at han har et godt forhold til apostlen Paulus?

Alt sådan noget kan du læse i hans nye selvbiografi, som han i undertitlen kalder umodne manddomserindringer. 

Med en pen, der ligger godt i hånden, lader han sproget flyde og delagtiggør os på en ualmindelig jordnær, henslængt, småflabet, ironisk, lækker måde i hans gøren og laden, tanker og følelsesliv gennem det snart halve århundrede, vi har kendt til hans musik.

Han kommer rigtig meget omkring fordomme, tro, frihed, og vi får et ganske fint billede af et menneske, der ærligt og hudløst nogle gange bevæger sig, som mange andre af os, i grænselandet mellem ordentligheden og drengerøvsmentaliteten, der kan gøre både godt og ondt, når den tager over.

Han fortæller om lyd, om solokoncerter, om at blive hevet ud af melankolske aftener i lejligheden, han fortæller om at glemme vers under øvesceancen, lige før han skal på en vigtig koncert. Vi får at vide, hvordan han mener, at Rolling Stones´raffinerede råddenskab var stor kunst i Malurts øjne. Vi oplever Michael Falchs tilgang til brede, dybe og filosofiske emner, som det er tydeligt, han et sted har stor kærlighed for, mens den anden side af ham nogle gange kæmper for at holde fast i dem. For der er jo en landevej, et par drengerøve og et publikum, der venter....

Vi oplever skønne og bramfri vendinger som politiske dyr og landets fedeste rockklub, og før promillen blev rigtig seriøs, og fodboldelskere med en pænt, anløben dåbsattest, og så finder vi også dybe og meningsfulde udsagn midt i det hele såsom fortidens spøgelser ligger altid på lur for i ubevogtede øjeblikke at snige sig ind og tage magten over forvirrede og frustrerede sind.

Så kan det vist ikke siges flottere. Michael Falchs nye bog virker, længe efter sidste side er læst. Fordi den fortæller en masse om, at der har været en mening med det hele, når ting skulle prøves af og siges, og hvorfor han brugte den og den kulisse i Et land Uden Høje Bjerge fra firserne, og hvad han fik ud af at være i den relation dér.

Og fordi den veksler utroligt godt mellem beskrivelsen af verden set fra og udtalt af en drengerøv og så til det lidt mere intellektuelle og analyserende og giver et godt billede af, hvordan mange mennesker inklusive Michael Falch går rundt og har det.

En dejlig bog. 

Trude Teige
Mormor danser i regnen
320 sider
alpha

Vi har altid stor respekt for bøger, hvor researchen er på plads, og hvor man kan nikke genkendende til de adresser, forfatteren nævner i bogen.
Såsom eksempelvis den georgianske ambassade i Berlin, som er placeret tæt ved Tiergarten i netop det berømte ambassadekvarter.

Og når research oven i købet munder ud i en spændende tilgang, en fin handling, et historisk vingesus og en høj sproglig kompetence. Så bliver man begejstret og efter endt læsning, får man nærmest lyst til at opleve det hele igen; eller i hvert fald en tur til Berlin.

Juni har arvet sine bedsteforældres hus på en lille ø tæt ved Drammen og Kragerø i Norge. Læserne får en meget livagtig rundtur i huset, hvor Juni finder et billede, hvor mormor er sammen med en tysk soldat -, og herudover et brev stemplet i Tyskland i 1946. Her bliver Juni nysgerrig, for hun har aldrig vidst, at mormor havde været i Tyskland efter krigen.

Som en bedre detektiv, begiver Juni sig nu ud på en rejse, såvel indvortes som udvortes, og den fører hende til Berlin og videre til en lille by, Demmin der blev en del af den russiske zone. En by der gemmer på et stykke krigshistorie som alle helst vil glemme.

Og som så viser sig at have stor betydning for familien. Også for Juni selv.

Spændingen i bogen er sat godt nok op, og også nogle udmærkede overraskelser og delplots undervejs. Men det, der virkelig er betagende, det er sproget i bogen og den måde, hvorpå man som læser bliver taget i hånden og gelejdet rundt i de forskellige byer og miljøer og menneskers oplevelser som sådan.

Det være sig steder, hvor gaderne næsten var øde, hvor man går langsomt forbi stationsbygningen, hvor Tekla med langsomme bevægelser slår dynen til side og hinker ud i gangen, eller hvis man vågner på et hotel ved, at sengen ryster, eller når forstadstoget er stuvende fuldt.

Alt er beskrevet særdeles livagtigt, så man som læser kommer meget tæt på hovedpersonerne, og det kan vi godt lide.

Ingen distance, og forfatteren formår virkelig at leve sig ind i, hvordan verden så ud dengang .

En fin roman der rummer autentiske og virkelige menneskeskæbner, og som så også springer i tid og sted, og det kan godt virke forvirrende, at typografien ændres nu og da, åbenbart noget man har ment skulle til for at gøre nogle af kapitlerne godt adskilt fra de andre.

Det synes vi nu ikke havde været nødvendigt. Det er forvirrende.

Men altså, det er småting, for her er tale om en bog der tvinger nogle af de begivenheder fra historien frem, som der er mange, der bestemt ikke vil huske, og som derfor er med til at udvide vores verdensbillede og oplevelser af rædslerne fra krigens tid - og tiden herefter.

Som nævnt er bogen skrevet over faktiske personer og hændelser, hvilket giver den en ekstra dimension.

Dennis Jürgensen
Mand uden ansigt
336 sider
Politikens Forlag

En engageret og medrivende udgivelse fra Dennis Jürgensen. Så kortfattet kan det siges. 

Vi har også en længere version, hvor vi så efter endt læsning kan berette at forfatteren lægger godt fra land i sin nye serie om efterforskerne Lykke -Teit og Rudi Lehmann.

Makkerpar har vi ellers rigeligt af på krimimarkedet, hvor vi oftest skal ind og vendte om deres modsætning, ned i deres fortid og får lov at drage deres professionalisme i tvivl, fordi deres privatliv ligger underdrejet.

Det kan være lige lovlig meget og fratager efter vores mening lejlighedsvis fokus fra spænding og delplots. 

I den nye serie her, der bliver spændende at følge, går forfatteren da også lige akkurat til grænsen. Begge opklarerne har mere eller mindre lig i lasten og psykiske udfordringer. Men det bliver aldrig trættende og for gennemgående i bogen. Det kunne virke som om, forfatteren har gennemskuet, at den slags skal altså med i en moderne krimi, men at han i grunden bare har det med som pligt.

Dennis Jürgensen har talent for plots og dramatik. Han er en professionel iagttager og en god formidler af miljøer og naturbeskrivelser. Lige fra kaffen der er færdig og bliver skænket med skvulp. Og til jagten på en af bogens hovedpersoner, der bliver jagtet af en gerningsmand, falder over en sten, banker hovedet ned i det hårde sand, vågner omtåget på en madras, forsøger at kontrollere sin angst og forspilder sin chance for at undslippe.

Super lavet. Beskrevet over flere sider så vi nærmest er med inde i det mørke og uopvarmede rum.

Handlingen foregår i Vadehavet, hvor en ung skolelærer og hans elev bliver væk fra hinanden i tæt tåge. Læreren bliver desparat, hører et skrig i tågen, og da han finder drengen, står han bøjet over et lig.

Forfatteren har haft en fest med at finde ud af, hvordan man i grænselandet skal få opklaret forbrydelsen, der ikke er den eneste af slagsen på egnen. Eftersom vi er, hvor vi er, og Sønderjyllands Politi ikke har haft held med en lignende sag, bliver der nu hentet forstærkninger udefra, bl.a. fra Tyskland.

Og sådan fødes det nye makkerpar.

En spændende detalje iøvrigt. Kan man så her finde ud af at samarbejde uden gnidninger?? I hvert fald er de lokale politifolk temmelig fortørnede over det nye makkerpars indblanding.  

Bogen er udmærket håndværk. Og er også aktuel med diverse detaljer og skjulte kommentarer om f.eks. dagens ulvedebat:

Tror I virkelig, at det var det var en ulv, som gravede hende op.... Jeg har hørt om iagtagelser af ulve her på egnen . . . Jeg har læst, at I bortskyder den i Danmark . . . . Det er ulovligt. De er fredet. . . . . .Så hvis nogen havde skudt den ulv, havde vi måske aldrig fundet Rosa . . . 

Karsten Wind Meyhoff
Gå
256 sider
Gad

En meditativ og rolig bog med budskab til alle der ønsker at vandre invortes eller udvortes. Allerhelst begge dele.
At man finder ro ved at gå eller bevæge sig i naturen, er vist ikke nogen hemmelighed.
At man har direkte mulighed for åndeligt og intellektuelt også at bevæge sig fra ét sted til et andet, det er en lidt større udfordring, men til at overse. Særligt når man får lov til at læse skønne, lærerige og inspirerende bøger som denne.

Den indeholder megen smuk lærdom, ikke bare om vandring men om deciderede fodture, hvor Ludvig Feilberg i bogen benævnes som en af de helt store fodturs-psykologer. Og hvor en af bogens mange forfattere, Per Lindsø Larsen, stiller spørgsmålstegn ved om motionsløb, vandring, , kondiløb, marchture osv. er ved at fortrænge fodturen, hvor man er ude på de små skovstier og ubefærdede markveje for bare at være sig selv med sin krop og sine tanker. At finde en lille afsides plet for sig selv.

På en hyggelig spadsertur med andre mennesker, kan man være i nok så godt et selskab, men at være på fodtur med sig selv kan være en decideret sjælelig renselse. 

Bogen er ganske morsom og indeholder Feilberg-citater som:

Da jeg på hin fodtur kom forbi et opslået forbud: "Al gennemkørsel er forbudt og straffes efter loven", kom jeg til at le. Der ligger de og rager med deres goder, faldt det mig ind. Man følte det næsten som en befrielse ikke at eje noget.

Bogens mange kapitler lægger op til at koble fodtur, natur og vandring til en personlig udviklings- og sjælelig proces. Gid man forstod at leve! Mens Tid er. Skulle vi ikke gaa en Fodtur imorgen?

Udover det åndelige og filosofiske indeholder bogen vildt mange oplysninger om træer, bær og buske og dyr i naturen og har kapitler med så forskellige forfattere som Bente Klarlund Pedersen, Jens Meulengracht-Madsen, Henry David Thureau, Dan Turéll, Stig Olesen og Thomas Boberg, og i kraft af den alsidige forfatterskare får vi et meget alsidigt portræt af naturen og flotte beskrivelser lige fra kystens vindblæste klitter og skrænter - til vandrere fra Det Hellige Land og til en beskrivelse af vi vandrere som forsagte korsfarere.

At gå, opleve naturen, at vandre og at gå fodtur bliver beskrevet med en grundighed og ægthed, som står man foran sit livs oplevelse. Det kan man nemt komme til, næste gang, man vandrer, og næste gang igen, hvis man læser denne bog. For så er hver vandring en ny vandring ud i sjælens krinkelkroge.

Dejligt let sprog.

Og fyldt med humor. Læs om en af bidragyderne i bogen, Nanna Simonsen, der ikke bryder sig om at gå og vandre, men alligevel oplever et helt liv på sine små ture. Og læs i et essay af Rune Engelbrecht Larsen om, hvor trængt naturen er, og at vi er på vej mod 6. masseudryddelse. 

Et alvorsord får vi således også med på vejen. Det giver en dejlig helhed.

Anders Otte Stensager
Christian den grusomme
208 sider
Gad

Det er barske løjer, vi bliver vidne til i biografien om Christian Wirth, der var tysk SS-officer og en af de førende arkitekter til udryddelsen af jøder i Polen. Under første Verdenskrig blev han tildelt jernkorset hele tre gange. Han var medlem af SA fra 1933 og blev i 1939 som kriminalkommissær forflyttet til udryddelsesanstalten Grafeneck, hvor han deltog i gasningen af sindslidende og psykisk forstyrrede.

Huset med gaskammeret er der billede af i bogen, der på den måde reelt bliver meget nærværende, autentisk og uhyggelig, ligesom bogen bliver meget håndterbar med andre bygninger, der blev anvendt i fortiden, dels som bolig, dels som hangarer.

Forfatteren har gravet i fortiden og i alskens tidligere udsendte kilder og litteratur, og har således fundet frem til danskere eller danskfødte med sindlidelser blev dræbt i datidens "mordanstalter", som forfatteren konsekvent kalder bygningerne.
Bla.a blev i netop Grafeneck danskfødte Petrine P. aflivet, mens ligeledes danske Wilhelmine G. fra Løgumkloster bliver aflivet på anstalten Hadamar i en alder af tyve år.
Hun får en dosis phenobarbital, og i dødsattesten kommer der til at stå hjertesvækkelse. Ja, mon ikke. Idag anvendes medicinen i øvrigt i mange u-lande til behandling af epilepsi.

Bogen er et spændende indspark i fortællingen om grusomhederne under Anden Verdenskrig. Naturligvis fordi der er danske tilgange til den, og således har Christian den Grusomme, som han blev kaldt af mandskabet, også danske sindslidende på samvittigheden. 

Udover det fortæller bogen historien om en flittig, velbegavet og pligtopfyldende Wirth, der bekymrede sig om sine ansattes velbefindende -, og så til den dag i 1933, da Hitler kommer til magten, og hvor han fra dag 1 indirekte forlanger, at folk skal melde sig ind i partiet. For ellers . . . . 

Fra hvordan han var de kriminelles fjende nr. 1, som havde magt og midler til at holde forbrydere i kort snor. Og så til rædselsårene, hvor han nu bruger al sin magt, energi og råstyrke til at begå forbrydelser mod menneskeheden.

Bogen fortæller i detaljer, nogle mere grusomme end andre, hvordan livet foregik i og omkring udryddelseslejrene, og forfatteren kommer også ind på hvordan Wirth havde stærke nationalsocialistiske topprioriteter, og hvordan hans karakter og udholdenhed var til UG med bolle og stjerne.

Man siger, at omkring 70.000 åndeligt underbegavede og sindslidende mennesker blev udryddet i lejre rundt omkring under Anden Verdenskrig. Forfatteren har fundet nogle ok gode og autentiske, danske beviser, selv om nogle i forvejen er kendte, andre mindre kendte og andre igen meget lidt danske. Men bogen er en fortræffelig beskrivelse af, hvordan et nazi-system fandt den perfekte organisator til at få tingene på plads i en fart og alle de besværlige og uduelige ud af vagten. 

Man kommer uvilkårligt til at tænke på et af versene i C.V. Jørgensens sang Costa del Sol, hvor alle fattigrøve og skvadderhoveder blev gasset.

Uhyggelig læsning.

Linda Lassen
Den kloge Kone fra kvindehuset
303 sider
Hovedland

Engang for længe siden gik man ikke til psykolog eller lifecoach eller clairvoyant. Da gik man til den kloge kone på landet.
Det er sjovt at høre fortællinger om de tider, og her skal vi jo nok inden alt for længe og meget snart tilbage til oldeforældrene, der MÅSKE kan huske noget om de mennesker, eller måske kender en, der frekventerede de kloge koner.
Bogen her er en roman men kommer meget tæt på de kloge koner, idet forfatteren er inspireret af sin oldemor, der netop var en af dem - endda langt ude på landet, og hvis spådomme var gået i opfyldelse for nogle af de, der frekventerede hende.

Oldemoderen var fattig, meget fattig og levede af sin køkkenhave og æg og ellers af de gaver, folk kom med, når de havde fået "behandling" og spådom hos hende.

Oldemoderen var tillige lidt fremsynet og oprettede et slags krisecenter for kvinder, der var ved at komme i uføre, fordi en karl eller to ville have dem. De var jo selv fattige og havde praktisk taget ingen steder at gå hen.

Samlet set er bogen en meget smuk og rørende beskrivelse af Karoline, der bliver set godt af sin mormor, som ved, at barnebarnet vil få svært ved at klare sig ved det hårde landarbejde, og som derfor inspirerer hende til at blive klog kone.

Romanen indeholder hints til datidens sprog ude på landet. Såsom Vi har rigtige madrasser som på hotellerne inde i Odense, og der var et servantestel og et spejl, så mændene kunne se at barbere sig, og måske er du en lappepige, og Burmaister og Wain, det store skibsværft i København, eller Karoline var lige kommet hjem fra morgenmalkningen, eller vaskekonen så sig rundt mod de forventningsfulde ansigter og Karoline løftede ringene af komfuret og smed tørv på.

Bogen indeholder også datidens pendanter til ofre i Mee-too-bevægelsen. Sødmen er der omkring uskyldige piger som:

Hun holdt af at sidde ved køerne og se ind i deres store, blide øjne, og så til det grusomme i samme sætning, men hun gik ikke hjemmefra uden en lille køkkenkniv i lommen.

Og så er det netop, at hun bliver offer for karle og daglejere, der har drukket sig gennem sliddet og kommer og tager hende på brysterne, mens hun så forsvarer sig med en kniv, men alligevel går hjem med skylden og skammen.

Der er mange, gode lag i bogen, som er velskrevet og særdeles humoristisk. Som læser nyder man roen i sproget, samtidig med at det ikke skorter på drama og handling. Og så får vi nogle fine indblik i, hvordan livet på landet formede sig på godt og ondt i begyndelsen og midten af forrige århundrede. 

Og så rejser de sunde spørgsmål sig, dem som man også kunne stille sig i dagens debatter: når Karoline nikker til sine høns og sin hane og spørger. Mænd kunne vel ikke sammenlignes med haner. Hanen fulgte sin natur. Var det mænds natur at tage kvinder mod deres vilje?

Vi får et vist indblik i, hvordan de kloge koner på landet arbejdede dengang, og hvordan folk, der opsøgte konerne reagerede, og vi er også med, da tyskerne besætter Danmark i fyrrerne, hvordan det påvirkede landbosamfundet omkring Karoline, og hvordan hun fixer barnløshed ved bare at lytte til folk og give gode råd. Ingen stjerner, ingen kort, ingen redskaber, bare lyt.

En dejlig bog, der emmer af historiske punktoplysninger, og hvor vi både stifter bekendtskab med Daells Varehus, med Stauning, der har fået hjerneblødning, mens Vilhelm Buhl tager over, og sågar Morten Korch, hvis litteratur bliver dechifreret af en byfin bibliotekar. 

Vi får også et godt indblik i, at utroskab, det var bestemt også noget, som man begav sig udi dengang, hvis manden var "for hurtig" i sengen derhjemme, og der opstod sød musik andetsteds, og at det nu således var en anden, der var far til barnet, og hvad Karoline så kunne gøre ved det.

En varm bog som kalder på såvel humor som medmenneskelighed, omsorg og viljefasthed.

Flot arbejde.