En biografi der gør sjældent indtryk. Ikke fordi den er skrevet af en kendt og anerkendt figur, eller fordi man får megen nyfigen indsigt i de herskabelige villaer på Frederiksberg. Eller fordi den indeholder en række troværdige og autentiske ingredienser, enhver Hollywood-instruktør ville lade sig inspirere af: (Fingerede??) selvmord, presse, elskerinder, penge, 5-stjernede hoteller, dybe hemmeligheder osv. osv.
Nej, bogen er noget særligt, fordi den går under huden på os og giver et soleklart billede på den fornedrelse, ydmygelse og de skampletter, der går i arv til børn, og hvad det så kan gøre ved dem som voksne.
Og giver en forståelse af, at folk, der behandler os dårligt, ofte har haft det ualmindeligt svært i opvæksten. Og at det er deres måde at overleve på og agere i tilværelsen.
Kan man så tilgive det? Måske.

Adrian Hughes forsøger at komme gennem sin egen barndom og forståelse af sin mor ved at researche i sin morfars liv og levned. Det er blevet udsendt som podcast, der er blevet yderst populær, men bogen stikker nogle lag dybere, alene ved, at vi får det hele på tryk og dermed tid og rum til at reflektere over hver enkelt episode.

Så kan man vælge at vende øjnene opad og blive forarget og chokeret, og at man i hvert fald aldrig vil gøre sådan selv.
Man kan også forsøge at rumme, at sådan er verden nu engang, også på disse breddegrader, og at virkeligheden lever fuldt ud op til Dallas og Dollars.

Skærmtrolden Adrian er barnebarn af arkitekten Thorvald Dreyer, der huserede på Frederiksberg for nogle menneskealdre siden. Han var ekstremt produktiv og dedikerede sit liv til sine projekter og byggerier og havde meget lidt tid til moderne ord som empati og oprigtig interesse for sine nære.

Det kan synes overordentligt brutalt og helt utilgiveligt, at morfar smider sin egen familie på gaden, hvad der var tilfældet, da Thorvald Dreyer uden varsel smed sin datter og hendes børn, heriblandt Adrian, ud af det hus, han ejede på Tesdorpsvej. Man kan også synes, at det er mere end brutalt, at moderen år senere efterlader et afskedsbrev, der sønderriver Adrian Hughes´ følelsliv.

At Adrian siden så et sted i bogen finder på at skrive nedenstående sætning, vidner for en ganske stor del om, hvor forfærdet han har været over sin morfar og dennes afsked med livet:

 

Slutspillet i min morfars liv er så filmisk tragisk, at man får lyst til at hakke sig i håndledene med en sløv kniv.

Hold da op. Hvor har det smertet, tænker man, i og med, at Adrian får lyst til at påføre sig tilsvarende, stor, fysisk smerte.

Bogen vrimler med kendte navne, hvilket naturligt nok ikke gør bogen mindre interessant. Såvel for folk, der synes den slags da er ligegyldigt, som for folk, der endnu engang ønsker bekræftet, at hvad der skinner på overfladen og glimrer af guld alt for ofte blot smuldrer på indersiden og afdækker huld. 

 

En rigtig mættende, kløgtig og nærværende fortælling om et menneske, der forsøger at overvinde kriser ved at mærke sig selv godt og grundigt, reflektere over tingene og gå efter det vigtige i livet.
Fortællingen læner sig op af tætheden og poesien i latinamerikansk litteratur. Og det er ikke underligt, for forfatteren er netop lektor i latinamerikansk litteratur og kultur på Københavns Universitet.
Fortælllingen er både gribende og inspirerende, idet den får os væk fra zip-zap kulturen for en stund og får os i kontakt med vores introverte side og ensomhed, der i bund og grund kan være nok så udviklende, hvis man tør anerkende den og gribe øjeblikket.
Der er referencer til både Cary Grant og Humphrey Bogart, Evita Perón, Lissabon og Mexico, Bob Dylan og Leonard Cohen. Hvilket ikke er det bærende, men disse name- og location droppings sætter på en vis måde stemningen i fortællingen, der er lige så gribende og retningsvisende, som den kan virke alvorstung og indadvendt.
En mand havner under corona i et sommerhus -; væk fra kæresten, som der er udfordringer med, og ligeledes fra arbejdet, som heller ikke går særlig godt.  
Så er det, han begynder at skærpe sin opmærksomhed og lægge mærke til de små bitte ting, han oplever, HAR oplevet, og muligvis kommer til at opleve.
Han lægger nu mærke til fugle, grene, sine natlige drømme, sit billede af sine forældre, sine symptomer, sine tanker om døden, ja alt muligt på en ny, anderledes måde.
Forfatteren formår at skabe en hovedperson, der berører os, rører ved os og med sine små sort-hvide billeder i bogen formår at bringe os i netop den stemning, der skal til for, at vi kan komme tæt på os selv og dermed komme videre i livet - gennem selvindsigt.
Sprogligt er bogen uden forstyrrende kapitel-inddelinger. Det passer rigtig fint til både sprog og fortælling, der ligger på et meget højt forståelsesniveau. Og flikflakker mellem tanker, handling, angst, tal for corona-dødsfald og tanker omkring sit forhold til forældrene.
En dejlig udgivelse.

 

Begrebet pageturner er efterhånden lidt udvandet og trivielt at høre på. Vi kan dog ikke finde på andet og understreger, at de to forfattere i den grad evner at få en krimi skruet sammen. 
Den her gang tager den et af tidens alvorstunge emner op:
Klimaet. - Og så indbefatter bogens lokaliteter også en rimelig aktuel situation: Elever fra Herlufsholm.

En tre års tid efter at Kristoffer Kirch blev bortført og tortureret i forbindelse med et terrorangreb i København, bliver han sat på en sag om en eksplosion i Jylland, hvor én person er omkommet. Det viser sig, at det er sabotage mod en drone. Sand klimaterror.
Nogenlunde samtidig bliver klimaministerens søn fundet myrdet i en storvilla i Nordsjælland.
Mon de to forbrydelser har noget med hinanden at gøre?
Naturligvis har de det, ellers var der jo ingen rød tråd. Og forfatterne forstår for alvor at sætte gang i såvel fiktion som reelle tanker hos læseren om, hvor stor en betydning, klimaet har i den politiske bevågenhed. Og hvor langt visse personer er villige til at gå i klimaets navn.

 

Holder den skitserede form for research i bogen, så er der gjort et imponerende arbejde for at udtænke plots. F.eks at der er tre mennesker på Næstved-egnen, der hedder Mirza. Det er ikke sikkert, det forholder sig sådan, men det er fremragende tænkt.

Kontakt til et israelsk firma der fremstiller Hero 120-dronen. Kan det reelt lade sig gøre?

 

Mange ting kan lade sig gøre i fiktionens verden, men man må lade forfatterne her, at det virker som om, de beskriver en virkelighed, der finder sted om ørerne på os. Og det er det, gode krimier er lavet af: Stof der fortæller, at det her, det er nærmest din dagligdag, og det KUNNE være dig, der var ofret i morgen.

Bogen er fjerde, selvstændige bind i serien om Martin Juncker og Signe Kristiansen. 
Sproget er i top, og endnu mere loose end i de foregående bøger, og det tegner godt for fremtiden.
Virker lidt som om at selv forfatterne nu kender deres hovedperson bedre og bedre og tør give dem lidt flere vinger og finker på ordene at lege med.

 

 

Der er en lang række temaer i bogen, der sandsynligvis vil fornøje klassiske krimi- og thrillerelskere: Hævn, skyldfølelse, besættelse. Karakterudviklingen er stærk, og plottet rimeligt spændende. Man kan indvende, at Tess Gerritsen - cowritet i det her tilfælde - kører lidt på rutinen eller navnet, men derfor er bogen vedkommende og spændende alligevel.
Taryn Moore er ung, smuk og yderst intelligent. Der er vel ingen, der kan mistænke hende for at begå selvmord.
Da kriminalassistent Frankie Loomis ankommer til gerningsstedet for at efterforske pigens spring fra sin altan, siger hendes mavefornemmelse, at der hører mere til historien. Nemlig at der KUNNE være en årsag til Tayrons selvmord. 
Det er disse godter, som man vil sige i krimisproget, efterforskningen søger at lægge for dagens lys.
Det lykkes, og romanen er bygget op, så den veksler mellem før og efter, en interessant måde iøvrigt at skrive på, og hun nøjes ikke med det; hun veksler også mellem hovedpersonerne.

Efterhånden viser det sig, at Tyran mere eller mindre var besat af sin tidligere kæreste. Og at hun besad en mørk, farlig tid, der udgjorde en trussel mod alle, hun omgikkes.
En ok spændende bog, hvis man er til genren.

 

Personlige kriser, sorger og tragedier synes at følge med i disse tider, hvor krimi- og spændingsromaner i bedste socialrealistiske ånd synes, at det skal høre med. Det er nogle gange lidt for meget. Det siger vi ikke, at det er her, og nogle kan lide portrættet af helstøbte mennesker. Vi synes dog, der må være en grænse.
Og den holder Sara Blædel sig indenfor, idet hun netop bruger sin hovedpersons nære som anledning til, at hovedpersonen kommer i sorgtilstand.
Og det er så nærmest det, ingen svælgen i, hvor forfærdeligt hun har det, ingen triste tanker side op og side ned.
Det er rigtig godt fundet på, i og med, at vi så både kan følge sorgen samtidig med afdækningen af dødsfaldet.
Den her gang vælger Sara Blædel at bruge selve sorgen direkte ved at lade hovedpersonens mor dø.
Camilla Lind er i krise, idet hun er flyttet fra sin mand, Frederik. Hun går og pakker ud i sin nye lejllighed, og så er det, at politiet ringer på døren og meddeler, at hendes mor er død.
Sammen med sin søn tager hun ud til moderens hus i Skanderborg.
Her støder hun på en chokerende hemmelighed. Noget moderen har holdt skjult i alle de år.....

Det kræver en pæn indsats fra forfatteren at få denne handling til at leve. 
Det er nemt at finde på -; men i vrimlen af god krimilitteratur svært at følge til dørs.
Og hvad skal man dog passe på, når man som forfatter har et ry af leve op til med sine Louise Rick-bøger.
Der er en del personnavne og lokationer i Jylland, f.eks. Haderslev og Skanderborg, Hillerød og Silkeborg, at holde styr på. Men er man fortrolig med Blædels skrivestil, vil man værdsætte de nuancer og det liv, som det giver.

 

Man skal et par hundrede sider hen i bogen, før der for alvor sker noget. Herfra lever bogen og bliver fuld af åndelighed, visdom, hints, gode råd og betragtninger.
Alt godt fra havet, og den sidste halvdel af bogen er altså alle pengene værd.
Indtil da skal man holde godt fast i bordpladen for at være med, for Peter A.G. tordner derudaf i en lang, opremsende, monoton stil om hans kravlegård, om at han helst ville være sammen med sin storebror, at han elskede sandslotte og skygger, hvordan far og mors drømme voksede, i Søndervig hos mormor og morfar, lytten lørdag eftermiddag til Jørgen de Mylius (som iøvrigt KUN hed Jørgen Mylius dengang, red). hvordan hans fastelavn gik, og jeg skal komme efter dig. Også hvordan det gik med torskegilderne hos skattevæsenet.
Man skal være mere end almindeligt interesseret i Gnags-sangeren for at finde alt det værd at læse.
SÅ sker der det, og det er omkring et par hundrede sider fremme, at Gnags rejser til Indien. Wow for en øjenåbner, og den øjenåbner formår Peter A.G. at få med ind i bogen og direkte ud til læseren.
Det er flot.
Så er vi med.
Og det er herfra, bogen adskiller sig fra mange biografier.
Den kan nu lige pludselig noget, den bog, den vil noget.

Fra side 213.
Så vi får metaforisk at vide, at de gamle i crewet lærer de unge op, og ønsker, at de gamle i sin tid ville lære os alle op, for det er sådan, livet skal fungere. Her lærer vi, at moralsk eller politisk belæring intet er i forhold til livsglæde. Om værdien i at få lov til at være sig selv sammen med nogen.
Simplicity midt på torvet i en spansk landsby, Afrikasangen, publikums dans i det smukkeste, blide scenelys.
Mr Swing King og Den dejligste morgen i hundrede år.
Så lille er interessen for det anderledes, så lille er nysgerrigheden.
Så store og så bevingede er ordene.
Hvad der præcis sker undervejs i bogen, det er ikke til logisk at forklare. Og så alligevel. Det er noget med, at den østerlandske åndelighed har sneget sig ind og i den sidste halvdel af bogen vrimler det med inspiration til at leve livet buddhistisk; mere glædesfyldt, mere enkelt.

Og de budskaber er alting værd. 
En fin præstation hvor man kan referere til sig selv og udviklingen fra overlever til det at leve dybt og meningsfyldt.

 

 

Da Salmas veninde bliver overfaldet på en bestialsk måde, søger hun hemmeligt ind på Politiskolen i forsøget på at trænge ind i sagen indefra. Hun har ganske enkelt fået nok, for ligegyldigt, hvor hun kigger hen, bliver volden og kriminaliteten i København værre og værre. Så nogen må gøre noget.
Hendes familie tror, hun er under uddannelse til SOSU-assistent. Alene her vågner vi op til det gamle skisma: Kæmp for alt hvad du har kært. Det gør Selma da også, også selv om hun ved, det kan koste hende familielivet.

Så møder hun gennem sin efterforskning tilfældigt Fuzzy, der lever af kriminalitet. De bliver et umage par, og det har man jo hørt før, at det kommer til at fungere rigtig godt i en krimi.
Det gør det her makkerpar da også.
Med Fuzzys hjælp forsøger Selma at afdække forbrydelsen mod veninden, Eshal. 

 

Bogen er et godt eksempel på, hvordan man kan få kontraster til at mødes for i forening at skabe liv og også etisk retfærdighed. De to personligheder møder hinanden, og der er en energi imellem dem fyldt op med polariseringer, og det er åbenlyst det, der trækker dem mod hinanden. Videre har Thomas Rydahl her i sit første bind af en serie, en flot måde at beskrive de miljømæssige kontraster mellem de dunkle steder i København og det retskafne miljø omkring politiskolen med praktikpladser på byens politistationer, forhør, uniformer, og hvad der ellers hører til i det miljø.

 

 

Man skal være mere end stålhærdet for ikke at blive forfærdet over, at der er så megen vrede i folk, der skriver nedrige og chokerende beskeder til folk gennem de sociale medier.
Og man skal have både stålpanser OG menneskelighed med, når man læser en bog af den her kaliber.
Hetz af forskellig slags har Silas været udsat for gennem mange år, hvilket er en direkte forlængelse af hans skoletid, hvor han blev mobbet og holdt udenfor.
Danseskolen holdt ham imidlertid oppe. Den var et tilflugtssted, og man må sige, at det er vi mange danse- og kropsglade, som lader sig inspirere af.
Også os der ikke nødvendigvis ser Vild Med Dans. 
Vi er også glade for at læse bogen her som inspiration til, at uanset problemets størrelse, og uanset hvor meget, man har været udsat for, så er der en vej frem. Muligvis kræver det et stort mentalt overskud. Men at gøre noget ved ens situation - eller i det mindste forsøge og forsøge igen -, uanset hvor træls og slidsom en vej, det er, det er bogen her et supereksempel på.

Den indeholder værdifuld viden om menneskelig affærd, og hvad man kan stille op, når man bliver personligt angrebet og intimideret.

Barer det at bogen indeholder statements som, at man ikke må bekymre sig om ting, man ikke kan gøre noget ved. At man kan vænne sig til at være ligeglad. At man skal huske, det kun er et random udsnit og et mindretal, der skriver de hårde beskeder på sociale medier. At børn nogle gange er de bedste rådgivere ved at tage en i hånden med et "det skal nok gå, far".

At det er vigtigt også, at forældre ind imellem er observatører på, hvordan tonen i en klasse er for at kunne sætte ind mod begyndende mobning. Og f.eks. invitere klassen hjem for at spille spil, hvor ingen kan tabe.

At der findes onde handlinger, OG så findes der børn, der ikke har det godt. Og de vil gøre meget for at få opmærksomhed.
Underforstået: Det er her, der skal sættes ind.

På en meget personlig og fin måde har Silas skrevet en bog, der involverer en børnpsykolog, en politiker, en præst, en skolelærer, en politibetjent, en debattør og mange flere for at søge informationer om og gode råd til, hvad man stiller op, når man som voksen - eller ser nogle af ens børn eller andre børn - blive mobbet.

Det er han lykkedes godt med.

 

Et glimrende projekt der kan inspirere eller bekræfte os alle i, at det er ok at blive vildt rasende på den, man bor sammen med, at venskab forandrer sig med alderen, at det er vigtigt at give vennerne plads til at være sig selv, hvorledes man spotter de venner, man ikke har brug for, hvordan man kan blive iskold overfor en person, fordi man ikke får sagt fra i tide. At man skal fortælle sin bedste ven, hvad der går en på, et bud på hvordan man undgår skænderier, inden det hober sig op, hvordan man klarer et kæmpe-kæmpe skænderi og bagefter sidder i sofaen og spiser butter chicken.

 

Det hele kan koges ned til, hvor menneskeligt og spontant, folk kan behandle hinanden, også selv om man holder af hinanden, og selv om bogen naturligt nok er skrevet for og til unge, så er der stof nok i den til, at vi andre også kan få gavn og glæde af at læse, at det f.eks. OGSÅ kan være ok at forsøge at flygte fra noget, der er lidt svært.

F.eks. efter et brudt forhold.

 

Mange vakler imellem, hvad man skal mene om fænomenet Thunberg. Uanset hvad så har hun sat spot på den kæmpemæssige udfordring, klimaet byder os allesammen. Med en lang række mennesker fra hele verden har hun udgivet en bog, der i sin indpakning virker ligefrem og reel. Åbner man den, skal man ikke lede længe på siderne for at finde så dystre perspektiver for vores klode, at vi enten opgiver på forhånd eller beslutter sig for at gå ind i kampen.

Thunberg nedbryder klimaspørgsmålene i en holistisk, kronogisk tankegang og skitserer for sit læsepublikum, hvordan klimaet fungerer, og hvordan jorden ændrer sig. Herefter kommer hun ind på, hvordan de skiftende forhold på planeten påvirker os som mennesker, hvad vi har af ansvar for som art at have medvirket til disse ændringer, og afslutter med et stærkt budskab om, hvad vi kan gøre for at ændre, hvad vi er igang med.....

I forsøget på at underbygge påstanden hedder det, at inden 2050 - om ikke engang 30 år - har vi halvanden million klimaflygtninge på jorden.

De indledende kapitler i bogen er bevidst skarpe og stumpe. Hun foreslår, at det, der skal til, er, at videnskabsmænd begynder at tale et andet sprog . Men hvor forstyrrende for helheden tør forskerne være???

Bogen indeholder bidrag fra 100 globale forskere, eksperter og videnskabsmænd, nogle gange resumeer af deres egne bøger men med meget stærke apeller og indikationer på, hvad vi kan gøre for at stoppe den særdeles uheldige udvikling, inden løbet er kørt.

Gennem vores læsning af bogen, kan vi ikke undgå at tænke, at det er det måske allerede....

 

Bogen er skrevet ud fra Thunbergs tese om, at den samlede sum af inputs fra de førende eksperter verden over vil ramme læseren på en måde, der umuliggør ikke at tage stilling. Og gøre noget ved det.

Bogen er farvekodet hele vejen igennem og indeholder introduktioner med hendes egne ord, før hun giver ordet videre til videnskabsfolkene.

Det mener han, det mener hun, det mener den og den osv.

 

En spændende måde at opbygge en bog på om nok så vedkommende et emne.