En vanvittigt spændende bog om de store sager, deres stridigheder og tvister, hvordan de blev løst, og hvordan nødværge, drabsmænd, fredløshed og landsforvisning var en stor del af forne tiders retssystem. Vil man vide noget om fortiden, og hvad der gik forud for f.eks. Jyske Lov, hvordan hedenskab blev til kristendom, hvem Gudmund den Mægtige, den magtglade høvding, var impliceret i datidens alvorstunge og til døden farlige retssager, hvordan han red ud og tog ved lære, og hvad der alligevel skete, da han udviste foragt for datidens ret.

Jo mere, vi kommer ind i bogen, jo mere interesseret bliver vi i sagagerne, og det er jo det, bøger skal kunne. Gøre en interesseret i historien og det, der gik forud.
Det vrimler med saga-navne og -begreber som Njal og Gunnar fra Hlidarende, Kjartan og Bolle, Njall, Unn, Hrut, Thorgrim, landnamsmænd, Skideskær, kjallakkerne og alt derimellem. Læsning der er en fryd for øjet, og ikke mindst fordi vi ved, at det reelt foregik dengang i gudehovene, som f.eks. skildres i Kølnæssingernes Saga fra begyndelsen af det 14. århundrede.
Bogen indeholder også en masse viden om datidens drabshævn, hævnere, kvidbønders vidneudsagn, Skaanske lov, og hvordan man skal skrifte sin synd for at have ret til jordfæstelse med de rettroende.
Et flot værk med tilsvarende flotte og alt, alt for få illustrationer af Lisbeth Nielsen. 

 

En varm, kærlig og engagerende bog. En mættende roman om at være søgende, og som går dybt ind under huden. Bogen er baseret på virkelige hændelser, hedder det på forsiden. Og det skal nok passe, for det ville kræve en overordentlig mængde energi og anstrengende og blive noget mindre personligt, hvis forfatteren ikke havde sig selv med.
Bogen indledes med en sammenligning mellem vi syndere, der skal straffes med døden, men bliver reddet af Jesus, og så et menneske, der skal henrettes, og som sidder på dødsgangen, men som i sidste øjeblik bliver sat fri. Af en uskyldig. Gæt selv hvem det er.
Wow. Hvilket digt, hvilken sammenligning. Hvilken frihed og taknemmelighed, vi føler blot ved at læse dette digt en enorm ydmyghed.
Jesus har set vore trængsler og bytter sit liv for vores.
Hovedpersonen i romanen er Katrine, der er elitesvømmer og går efter at være perfekt. Men som ser sig slået hjem, da kæresten slår op. 
Det vi mange, der kan identificere os med, og det giver romanen ekstra styrke, at hovedpersonen går efter det ultimativt opnåelige og nærmest at kunne spejle sig i sin egen overflade, og så forlader kæresten hende.
Hvem får ikke ondt i maven, når virkeligheden ikke lever op til idealerne.
Sideløbende med Katrines søgen, desperation og overvejelser følger vi Alejandro, der er tandlæge og flytter fra Caribien til Spanien, samt Dennis, som mestendels liver i livets overhalingsbane og så Marie, der er ved at finde sig til rette i sin tro efter en lide flakkende opvækst.
Biblen lå ensomt på det hvide IKEA-bord og lyste af fremmedartethed.
Forfatteren kan noget med metaforer.
Man skal være indstillet på, at romanen i en vis udstrækning naturligt nok er fyldt op med søgen efter Gud, bibelcitater og historier om Kongen, der tilgiver. Det føles dog på ingen måde for meget, og læseren kan i rigelige mængder identificere sig med så godt som alle personer, der bevæger sig over diverse kontinenter, og alene den del er spændende at følge. Troen er, kan man sige det sådan, global.

 

Det er skræmmende læsning, at voksne med autisme dør af selvmord syv gange oftere end befokningen som helhed. Tallet er hentet fra videnskabelige undersøgelser, som er citeret bag i bogen. Det fremgår også, at fjorten procent af alle kvinder med autisme forsøger selvmord mod seks procent af mænd med autisme. Endvidere er risikoen for unge betydeligt højere for unge end for unge, der er neurotypiske.
Mobning og det at føle sig udelukket for fællesskaber er videre noget af det, som unge med autisme forsøger selvmord ud fra. Det kan måske ikke undre, men at unge ligefrem under mobning kan finde på at lægge sig på jorden i håb om at blive trampet ihjel, den er godt nok barsk.
Bogen giver noget af et perspektiv på folk, der lider af såvel autisme som ADHD. Og vil helt sikkert kunne bruges af fagfolk som pårørende til at blive klogere på, hvorfor ens børn, der har udviklet disse adfærdssymptomer, måske reagerer, som de gør.
Og vi får at vide, at det måske ikke er så enkelt, som vi gik og troede. For mindst hver tredie, der er diagnosticeret med enten ADHD eller autisme, opfylder også kriterierne for den anden diagnose.
Og så er vi ude i AuDHD.
Har man endda været udsat for seksuelle eller andre følelsesmæssige overgreb, er den helt gal. Og bogen fortæller hvorfor og hvornår det er vigtigt, at folk med ADHD eller autisme, der på et tidligt tidspunkt henvender sig behandlingssystemet, kommer i behandling. MEN at man så til gengæld skal være meget kritisk over for f.eks. hvilken parterapeut, man vælger, for det kan nemt bliver en gave til partneren, som får medhold. På grund af terapeutens uvidenhed.
Det og meget, meget mere interessant kan du læse om i en bog, der spænder meget bredt og er læsevenlig.

 

At erkende, at man er nødt til at lægge sin idealer fra sig og omprioritere sine krav er en livslang læring. En bog som denne kan hjælpe en godt på vej. Den kan hjælpe en til at erkende, at kompromiser i visse tilfælde kan være vejen frem og kan fungere for nogen i visse typer af konflikter.  
Bogen er en åbenbaring for forældre, der er frustrerede, bange og forvirrede over deres barn eventuelt usædvanligt udfordrende og aggressive adfærd.
Bogen afviser, at børn kan være trodsige for at være trodsige, men at der ligger en mening bag det hele, og at det er den, man skal have fat i for at kunne manøvrere og få et sundere forhold og familieliv. 
Nogle af rådene i bogen vil være noget utraditionelle, at give barnet, hvad det ønsker uden diskussion. For at barnet ikke skal føle sig mislykket og totalg frustreret. Det hedder proaktiv problemløsning.
Det vil tage tid at indlære de begreber, bogen står som eksponent for, men til syvende og sidst handler det om at trænge igennem til barnet og få det til at opdage de ressourcer, de han som alternativ til at lade ressourcerne komme helt forkert ud og i værste fald gå til spilde.
Beskrivelser, dialoger, cases. Bogen har det hele. Du kan aldrig lære for meget om dit barn.

 

 

Lige nøjagtigt i disse tider forekommer et mere end aktuelt at forsøge at sætte sig ind i Ruslands tankemønstre. Hvad har rørt sig gennem tiden i det mægtige land, og hvordan er vi nået dertil, at magthaverne har fundet det nødvendigt at invadere Europa.
Med læsningen af denne bog får vi for alvor indtryk af, at det ikke er noget, der er sket pludseligt, og som bestemt ikke er udspring af et par års overvejelser i Putins hjerne. Derimod har det været på vej så at sige, selv om den måske er lidt søgt, i langt mere end hundrede år. Lad os nappe en historie i bogen om ultranationalisten og filosoffen Aleksandre Dugin, hvis datter iøvrigt for nylig blev dræbt i et attentat, sandsynligvis hvor målet var Dugin selv.
Dugin har været en af de mest kontroversielle russiske intellektuelle i årtier. Han er blevet kaldt Putins filsof eller Putins Rasputin og har i årtier skrevet flere bøger og stiftet flere politiske bevægelser, hvor han har fosøgt at samle nationalister til kamp for fædrelandet. Dugin har i mange år været i front for en uforsonlig tone overfor Ukraine som selvstændigt land.
Dugins tænkning er sammenstykket, hedder det i bogen, af meget forskellige idéer ud over de klassiske geopolitiske teorier. Blandt andet er han inspireret af den franske filosof, Rene Guénon samt italiensk fascisme og er endvidere, hedder det videre, inspireret af Martin Heideggers kritik af den vestlige tradition og tanker om et brud med en vestlig tænkemåde.
Det er bare ét sigende eksempel fra bogen.
Jo mere, man kommer ind i den, des mere får man en forståelse for påvirkningen af de magtorganer i Kreml, der går efter et storherredømme, og som mener, at Ukraine ikke har noget eksistensberettigelse som selvstændig nation.

Om man har parti eller antiparti for det, der sker i Ukraine lige nu, er ganske underordnet, det afgørende er, at bogen forsøger at give en fremstilling af den totale forskellighed fra vestlig tankegang, som Rusland oppebærer.
Bogen er en flot fremstilling af det, der løber forud for invasionen af Ukraine,  og vel omkring en halv snes bidragydere har været med til at fremstille en meget lærerig og let forståelig tekst.
Der er imponerende og afgrundsdyb viden.

 

Det er en rigtig spændende skrivestil, når forfatteren laver interaktion med læseren a la:
I sin lille stramme  frakke, der var helt fin i Beirut, var Héléne tæt på det latterlige her. Hun lignede en bondepige. Læseren skal blive sparet for.....
Og så kommer der en række udsagn, som forfatteren ikke mener, er papiret værd.
Vi føler således derimod, at forfatteren er med os, har sympati for sin læser og respekterer, at vi bruger tid på at læse hans bog.
Som iøvrigt er ganske fremragende og byder på en lang, række alment menneskelige perspektiver og følelser som eksempelvis, at man har giftet sig under falske forudsætninger om velstand og rigdom. Men den skyder forfatteren på en undersiillet måde til hjørne med et par henkastede bemærkninger uden større drama:
Man forsikrede mig, at jeg ville få et godt liv i Beirut og en stor familie, som alle andre, men jeg må nøjes med et møghul ved Porte de Paris og en impotent mand.
Så er det sagt.
Og desperat:
Jeg beklager, men det er bare ikke godt nok. Hundrede tusind franc. Jeg lægger sag an mod dem, dine forældre......
...
Og så bliver det rigtig morsomt.
Jean stirrede på hendes kranium. Geneviéves arme var for korte til, at hun kunne frisere sig i nakken. Hendes myslykkede toupering afslørede de hvide hårrødder. Det var lige dér, han ville slå til, hvis han en dag besluttede sig for at myre sin kone.
Så er det tænkt.
Den franske forfatter har en stærk evne til at formidle det komplicerede stof, så man forstår budskabet, men samtidig kan skyde det hen, og skulle man selv komme i den situation, så har man en forståelse for at kunne trykke på pyt-knappen, fordi situationen i bund og grund er latterlig.
Ellers er der tale om en flot og yderst mættende bog med masser af stemning og atmosfære fra Paris, Saigon og tildels Beirut. Der er masser af temaer, også meget alvorlige i bogen, korrupt politik, sekter, Indokina-krig og den er i det hele taget et godt værk, en familiesaga der spænder over tredive år med, hvad en nu kan trække af misforståelser, hensyn, bedrag, forulempelser og åbne såvel som skjulte dramaer.

 

 

 

Anna Bridgwater formår på fremragende vis at forene og kombinere noget historisk med den almengyldige kærlighed. I 1800-tallets københavn, midt i en absolut ulmende krigstid, lige før Slaget på Reden skal stå, herunder og herefter, leder Klara efter friheden, nøjagtigt som Danmark på seks timer skal lede efter nøglen til friheden fra englænderne, der ligger på lur med deres kanoner.
Hvilken fin metafor.
Vi ved alle, hvordan Slaget på Reden ender, men vi bliver nødt til at læse bogen her godt igennem, før vi ved. hvordan Klara ender med sin kærlighed. Om det bliver Happy Ending.
Hun er nemlig fanget i et fornuftsægteskab. Med masser af kontrol og dominans og også vold fra storkøbmanden Jakob Vedel. Klara bliver mere og mere fortvivlet over sin skæbne.
Han prustede som en hest. Eller Jakobs velnærede kinder blussede. Eller Vryyyf gryntede han eller pludselig mindede han hende om en skinke. 
Ingen tvivl om hvor forfatterens sympati ligger. 
I sin fortvivlelse møder Klara sømanden Christian Smith. Og så går det jo, som det må gå, i den her genre. 
Da hun så hans ansigt og hans brede smil, og hun hørte ham sige hendes navn, smeltede hun af lykkse. Han var glad, ægte, oprigtigt glad for at se hende, det knne hun se. Han var smukkere, end hun huskede. I Klaras øjne udstrålede han styrke og behersket ro.
Og så smutter de to ellers ned i jollen, der er illustreret på forsiden. Som iøvrigt bliver centrum for et større drama med ild og gru.
Basalt set er her tale om en kærlighedsroman, men fidusen, hvis vi må bruge det udtryk er, at der er tilsat krigens drama og mistanker om spionage for englænderne, og det gør den historisk interessant, mens vi vandrer rundt i København og genser nogle af de steder, er både direkte beskrives og indirekte antydes i en glimrende bog.

Elsebeth Egholm
Det første offer
368 sider
Politikens Forlag

Vi, der er gamle nok til at huske, at BT havde til huse netop i Århus´ Frederiksgade, taber næsten pusten ved at læse, at Dicte kører ind på parkeringspladsen bag redaktionen på Frederiksgade. Vi gyser, når vi læser og erindrer gamle minde, nøjagtigt som Elsebeth Egholm vil, at vi skal tage en kær ven, Dicte, til os endnu engang. Og det er lige, hvad vi gør.
Den her gang er det lørdag den 16. december, hvor nærværende anmeldes morfar døde, men det er jo en helt anden snak, og alligevel så er der hele vejen gennem bogen genkendelige spots, der gør, at helt sikkert en meget bred læserkreds vil kunne finde en udlagt snøre og et godt afsæt at komme igang med bogen på.
Det kunne være Århus, det kunne være Palæstina, det kunne være Israel, det kunne være Bitten-sagen (ikke den med millionerne), det kunne være, når ens postkasse er overmalet, i det her tilfælde med en jødestjerne, det kunne være locations som Beirut, Libanon eller Iran.
Aarhus er i brændpunktet. En aften bliver Dictes svigersønd pg to andre politifolk hængt ud på nettet efter en Palæstina-demonstration, og dagen efter bliver en motorcykelbetjent fundet gennemtævet og døden nær - angiveligt fordi han uforskyldt og i det glatte føre er skredet med sin motorcykel og har kvæstet en demonstrant.
Ydermere bliver en jødisk pige kidnappet, løsesummen forlangt, og så bliver Dicte for alvor involveret i sagen.
En velskrevet krimi med meget aktuelle strokes, om konflikten i Mellemøsten, jødehadet og sågar også krigen i Ukraine.
Persongalleriet er pænt omfangsrigt, til gengæld er karakterne vanen tro, når man snakker Egholm, rigtig godt beskrevet.
Vi ved jo alle, at forfatteren har et stærkt tilknytningsforhold til Kasted, og det kan derfor virke lidt spøjst og lidt for indspist, at lokationerne også er med i bogen her. Men det gør tilsyneladende ikke Egholms læsere noget, hun er ganske enkelt stjerneforfatter, og det understreges i bogen her, hvor ingredienser og personer og vævet godt sammen i en stor, flot gryderet.

 

 

Hazel Prior
Pingvinernes kald
362 sider
Jentas

E¤n rigtig hyggelig og optimistisk bog om venskab mellem, må man sige, forskellige individer. Mennesker og pingviner. 
Ni-årige Daisy og 87-årige Veronica er et særdeles umage par. De bor sammen nu, fordi de to sammen forsøger at få bugt med eftervirkningerne af Veronicas kemoterapi.  Deres mantra er husk pingvinerne, og skæbnen vil nu, at Veronicas barnebarn, Patrick, nu for hendes penge er på forskningsstationen Lock Island på Antarktis. Vi følger hans op- og nedture i forholdet med Terry, og Veronicas søn Enzo, der tager ham med til Canada. En film om Argentina og Falklandsøerne er undervejs, og Veronica er inviteret med til premieren for at fortælle om den. Den kommer naturligvis til at handle om - pingviner.
De to hovedpersoner er, må man sige igen, i efter sin ende af aldersspektret. Men forfatteren formår med sin flydende pen og sans for karakterbeskrivelse og indlevelse i miljøer at få de to til at fungere lige godt på siderne. Daisy er sjov, mens Veronica er gammeldags. De supplerer hinanden fantastisk godt, og man må tage hatten af for forfatteren at det lykkes hende at beskrive de to lige varmt og autentisk. Ligesom det lykkes hende at få indflettet den miljømæssige vinkel, i særdeleshed mængden af kasseret plast.
En glimrende bog med masser af anderledes spænding og også hip til dagligdags overvejelser - f.eks. om den mad, man indtager. Bare som hints til skalotteløg og risotto, vi labber det i os.

 

At mennesket de seneste halvtreds år er blevet evakueret væk fra sin krop og sit fællesskab, er en af de afgørende faktorer til, at techgiganterne så let kunne invadere os.
Citat fra bogen.
Forfatteren mener, at vores krop ikke længere er åndens tempel, og når ånden af forskellige årsager bliver forvist fra kroppen, så er der masser af plads til, at skærmene og teknologien kan rykke ind. Vi er nu ramt af en særlig, åndelig invasion, der har nedbrudt vores opfattelse af rigtigt og forkert. Den ånd stjæler en masse af vores opmærksomhed og har gjort Donald Trump til en af spydspidserne for en grænseløs hærgen, mens Europa længe har vaklet i troen på egne værdier og idealer.
Budskabet er, at vi må arbejde på at genvinde modstandskraften, der baserer sig på tænkning, tro, dyder og grænser.
Forfatteren kommer med mange, spændende eksempler fra sit eget liv på, hvad der i sin tid bragte ham ind på en slingrekurs, bl.a. eksempler fra postmodernismen på  Københavns Universitet og til filmforevisning i Grand Teatret i København.
Han citerer et bibelvers, hvor det klart fremgår, at et hus, der er i splid med sig selv kan ikke være et hjem eller noget i den retning.
Meier Sørensen lægger ikke fingrene imellem, og det er ganske befriende med en bog, der går til stålet og makronerne og ikke er bleg for at kritisere både det ene og det andet, som medvirker til, at vi ikke længere kan opretholde en fast og fælles kurs.
Normer og strukturer er gået tabt, hvilket har gjort, at Big Tech har gjort sit indtog i alle afkroge af vores og vore børns liv, siger han.
Fra ungdomsoprør og postmodernisme, fra pornoens frigørelse til techgiganternes totale dominans - altsammen drevet af idéen om menneskelige frigørelse.
Bogen opfordrer os til at genopdage kulturens betydning. Man kan så diskutere, hvad kultur er. Men man kan ikke diskutere, at De grænseløse er en fin udgivelse med mere end masser af stof til eftertanke. Eftertanke er altid godt, for umiddelbart behøver man jo ikke være enig i det hele. Det, som mennesket og kroppen har brug for, det skal nok sive ind.