Det er to ikoner, der står bag bogen. Dels Johnny Hansen, der naturligvis er hovedpersonen. Men også stor ros til Søren Dahl, der gennem tiden har fået det bedste frem i folk og formået at skabe den tillid, der skal vinde en anden persons hjerte til at åbne sig.
Det er til overmål lykkedes med bogen her, der sætter lidt af en ny standard for, hvordan en biografi kan skæres.
Dansktopmusik er en etableret vare i mange kredse, en ulidelig larm i andres ører. Uanset hvad så må man give Johnny Hansen, at han med sit band, Kandis, følger med tidens musik, og efter en større succes med den meget personlige film, Kandis for livet, er han blevet endnu mere populær end før.

Bogen er opbygget, så man får et 24/7/360 grader indtryk af, hvilke personer omkring Johnny Hansen, og hvilke omstændigheder, der har gjort ham til en af landets helt store, musikalske profiler i sin genre. Lige fra hans klimren på guitaren i Pallis Tivoli og Dahlgårds Tivoli. Og så til idag, hvor alle har en mening om ham. Men hvor man må sige, at han har nået mere, end han drømte om som lille dreng.
Selv om man mellem linerne godt kan ane, han vidste, hvad han ville, og hvor det bar hen.
Der er maser af lækre udtalelser i bogen. Fra Johnny Reimar, hans far, hans mor, Jacob Haugaard og sågar nogle citater fra Mette Frederiksen, der har sunget på scenen med Kandis.
Hvordan det gik for sig, kan du læse i en bog, der er klasse og fyldt med billeder - til Kandis-fans men også til folk, der er nysgerrig på, hvordan en mand bag facaden ser ud i tekst og billeder efter at have holdt dampen op på den danske dansktop- og musikscene i mere end en menneskealder. 

Uanset hvordan man vender og drejer det, er det altid sjovt at følge med i livet omkring folk, der har haft enorm betydning for diverse af verdens elementer. Og det må man sige, at Maria Callas og Aristotel Onassis har haft. På vej deres måde. Indenfor henholdsvis kunst og erhvervsliv.
Fortællingens rammer er fascinerende og begynder i Venedig i efteråret 1957, hvor Callas møder den store skibsreder til et eksklusivt bal i anledning af filmfestivalen.
Det er fascinerende at se, hvordan forfatteren lykkedes med at lade karaktererne leve og ikke mindst, hvordan dialog og samspil fungerer mellem Callas og Onassis.
Han tager hende ganske enkelt med storm med sin arrogance og sit verdensmandsship, og sådan kom det til at fungerer i en årrække, indtil han svigter hende til fordel for en lige så berømt kvinde fra USA, nemlig Kennedys enke.
Vi får en masse indblik i, hvad der har draget kvinder til magtfulde, vittige og vidende mænd og kan på den måde om ønskeligt føre det direkte over på parforhold generelt og spørge: Hvorfor foretrækker kvinder ofte mænd af en vis højde og med tegnebogen i orden og med en viden og belevenhed ud over det sædvanlige.
Ja, i Callas´ tilfælde var det i hvert fald ikke Onassis´ højde, idet skibsrederen var noget under gennemsnittet for en mand.
Man kunne hævde, at bogen blot er en forlængelse af sladderbladenes interesse for to berømtheder. Vi synes, at bogen er fantastisk, fordi den også beskriver den sårbarhed og angst, som folk kan være fyldt med på trods af, at de HAR nået toppen. Og hvorledes man bruger forskellige virkemidler for at stive sig af.
Fortællingen bevæger sig mellem nutid og fortid. På den ene side bliver vi vidne til fødslen af kærlighed mellem Maria og Aristo (som hun kalder ham), nedgangen i hendes ægteskab med den altdominerende og kontrollerende Meneghini og hendes succeser som sanger, samtidig med at vi langt senere er vidne til bruddet mellem Aristo og Maria og hendes besvær med at komme tilbage i rampelyset.
Maria vil gerne ses som den kvinde, hun er, og ikke kun det, hun repræsenterer som sangerinde. Det får vi et meget tydeligt indtryk af i bogen. Hun er en kvinde, der elsker, lider, laver fejl, og som taber. - En kvinde der havde modet til at afslutte et skrantende ægteskab for at leve sammen med den rige skibsreder, som dog aldrig giftede sig med hende. Han havde nok en skjult dagsorden, tænker man, når man læser om hans handlinger. 
Bogen fylder godt om to mennesker der vil hinanden ud fra hver deres evner, moral og etik, - og som trods alt har haft enorm indflydelse for mange mennesker.

 

Som boganmelder bliver man altid mistænksom, når bogens inderflap er fyldt med rosende ord om forfatterens tidligere bog. Tilsvarende mistænksom bliver man, når et af bogens temaer - flytningen som journalist fra storby til Vestjylland - lægger sig lige lovlig tæt op af en af tidens store, filmatiserede hits. Og når så man ved hurtige nedslag i bogen ser, at forfatteren øser lidt rigeligt af sin erfaring som psykoterapeut  som i den seneste bog - og sine egne holdninger om erhvervsliv og biodiversiet, så kigger man på handling og ord på en lidt anden måde.
Isoleret set er der i og for sig ikke noget galt med handlingen. To veninder der er ved at glide fra hinanden, og så kommer det et dødsfald ind midt i det hele, og tingene får en vis drejning. Vi følgerKatrines gøren og laden omkring redaktionen, og specielt den sidste halvdel af bogen er ganske dramatisk og fremadstormende.
Og forfatteren benytter sig da også af tricket med genkendelighed, hvor der er Lanzarote, Billund Lufthavn Malaga, Bovbjerg Fyr, Facebook og Insta på programmet.
Man kan diskutere længden af bogen. Vi har notorisk her i landet intet mod tykke bøger, der fænger, og hvor sproget bare flyder.
Men men men

- Han lavede en besynderlig grimmasse.....(Hvad er en besynderlig grimmasse, kunne vi få et rammende adjektiv)
- Hun følte sig tung som en metalkugle, der skal finde vej gennem et labyrintspil og hvert øjeblik risikerer at ryge et hul på et bræt, der vipper ubønhørligt fra alle sider. (øhhh)
Det klæder dig i øvrigt ikke at tabe hovedet. Du er langt kønnere, når det sidder på. (Romanens eneste gang hvor vi trækker lidt på smilebåndet).

Med andre ord. Et laaaang lang vej, før der i 2. halvdel af romanen for alvor sker noget, og hvor sprogblomster undervejs sammen med totalt klodsede sætnings-konstruktioner irriterer så meget, at det kommer til at stå i vejen for det, der egentlig kunne have været et ganske vigtigt indlæg i flere, forskellige temaer som provins kontra storby, sammenspisthed, angst for at skrive noget forkert som journalist og modet til at gøre det, dødsfald i familien, venskaber og parforhold.
Karin Slot Christiansen har vitterligt talent for at skrive, der er mange gode toner og takter i bogen. Der skal bare luges voldsomt ud i noget af det ovenfor nævnte.

 

Fremragende. Det er store ord allerede at kalde bogen for en klassiker indenfor afdækkende og essay-præget samtids-journalistik i en form, der kalder på alle sanser.
Men vi har ikke andre ord i øjeblikket.
Der er mange meninger om MINK-sagen, som nogen så vælger at kalde MINK-skandalen.
Men bogen her kalder på alle sanser og et følelsesregister så stort, at der netop skal en Mathilde Walker Clark til at sætte ord på.
Så føler vi os genkendt.
Og det gør vi i den grad, os der på meget forskellige måder i ungdom og som voksen har følt os behandlet i en grad, der kunne kalde på våben og had.
Der er mange facetter i bogen, hvor man bliver opmærksom på, hvordan dyr lider og har lidt; det er ikke noget nyt, at vi ved, hvordan en grisestald og et kreaturbrug fungerer. En gevinst er det, at forfatteren får det hele sat ind i en kontekst, så det til sidst går op for os, hvor meget menneskeheden kommer til at lide ved at greenwashe mink, hvordan forskning på området er betalt af landbrugslobbyen, hvordan arbejdere fra de østeuropæiske lande bliver underbetalt, og hvordan politikere er blevet bestukket - nærmest for ved kasse 1 at udbetale 19 milliarder kroner.
Bogen laver referencer til gaskamrene, der i Californien var standard i 30 år 1937-1996, hvor metoden blev taget af tapetet som værende "grusom". Og i samme åndedrag får vi en masse historier om, hvor forfærdelige tilstande, der hersker i amerikanske dødsværelser, hvor bødlerne ikke kan finde egnede vener på den, de skal henrette, hvorefter det tager timer at tage livet af en dømt.
Disse emner er fantastisk godt researchet af forfatteren - som alt muligt andet i bogen -, der derfor er en fornøjelse at læse, idet den hele tiden tilfører os ny viden.
Der er ikke skyggen af belærende holdninger i bogen, som lader det op til læseren at dømme. Og dømme, det gør man naturligvis, alt efter politisk temperament, men uomtvisteligt er det, at bogen smider det eksisterende og mediepostulaterne til vejrs og lader alt falde ned igen for at lade det stå: Medieforbrugernes syn på den såkaldte minkskandale der tager dyrenes parti og refererer til de egentlige skurke.
Læs selv hvem det er.
Det er såmænd os alle sammen, der i al postyret om MINK-sagen går længere tilbage end før corona-nedlukningen; os allesammen der havde kikkerten for det blinde øje.
Tak Mathilde fordi du forsøger at rykke kikkerten hen, hvor tingene står i et umanerligt klart skær.
Vi undrer os sammen med dig over, at vi har været lidt smådumme.