Når man på forsiden læser, at bogen handler om at leve og ikke kun overleve, så fristes man til at tro, den er fyldt med klicheer.
Det er den så ikke. Naturligvis siger forfatterne en lang række af de rigtige og politisk korrekte ting. Som at man ikke må fornægte en alvorlig diagnose, at man skal involvere sine kære, så de har mulighed for at forholde sig til en dødelig sygdom, at man skal tale om sine sygdomshistorier, bearbejde sin sorg, at man skal være opmærksom på tonefaldet som læge, der overbringer en trist nyhed og andre ting, vi har fået læst og påskrevert gennem tiden.
Men den gør det i en vedkommende kontekst, der naturligvis ikke bliver mindre fængende af, at vi har at gøre med to mennesker, der er gift og uendelig tæt på hinanden, holder foredrag over det ganske land om at være tæt på døden, og som er kendt af alle og enhver, der interesserer sig for sygdomsbilleder.

Og så er det, at vi som bonus får en række oplysninger, der rykker. At udvikling, viden og forskning indenfor lægestanden ændrer sig på syv år, men at den gode samtale dog slår alt det.

Af andre godbidder kan nævnes:

At modtage en psykiatrisk diagnose stadig er forbundet med skam og tabuisering.

At vi har 250 hospicepladser i Danmark.

Halvdelen af patienter med en tumor overlever.

Sådanne eksakte vidensdelinger ligger godt gemt inde i en perlerække af cases, fortællinger, og humristiske handlingsforløb, der gør, at man ligefrem kan se de to forfattere stå på scenen, hvor de øser af deres livskraft, erfaring, humor og paratviden.

 

Alt det som bogen er fyldt med. 

 

Det er altid rart at læse, hvad der har sammensat et menneske, som har haft indflydelse på Danmark. Endnu oftere er det af betydning at læse om vedkommendes bagland og herudaf at kunne lede, hvad der på hjemmefronten måtte have præget vedkommende.

En sådan bog er den her om ægtefællen til en af Danmarks længst siddende statsministre, Poul Schlüter.
Den udmærker sig på en lang række parametre. Bl.a. cementerer den klart, hvor optaget af undervisning og ballet, Anne Marie har været, hvor engageret hun har været i sin karriere og dermed, hvor åben hun har kunnet være overfor sin mands engagement i den politikerkarriere, der må have optaget ham til grænseløshed, eftersom han har kunnet sidde som landets statsminister i mere end et årti. 
Bogen er et billede af, hvorledes to mennesker med hver deres karriere holder sammen i årevis, men, erkender hun, den bedste tid med Schlüter var den under coronatiden, hvor mange parforhold har haft enten store udfordringer eller store glæder sammen.
Det er ærlig snak, og sådan er det hele vejen gennem bogen, hvor man får et glimrende indblik i den virkelyst og det engagement, Anne Marie har haft med Det Kongelige Teater som fast ramme gennem mere end 66 år som danser, balletskoleleder, instruktør og koreograf, og hvorledes hun har arbejdet med nogle af de helt store som Flemming Flindt, Harald Lander, John Neumeier ogå00 Rudolf Nurejev, og hvorledes hun har kombineret denne ihærdighed med rollen som statsministerfrue og borddame og samtalepartner hos verdens store politikere og navne.
Det er tydeligt, at det, hun kommer af, og de tanker, hun har gjort sig undervejs i livet, har præget Danmarks dengang meget velartikulerede statsminister, og også den lune, humor og nuancering, Poul Schlüter var kendt for, skinner  igennem - bl.a. med den kendsgerning, at Margaret Thatcher ofte titulerede den danske minister med et Good Morning Poul, selv om hun netop dagen forinden havde tituleret ham med et Good Morning Prime Minister, hvis der var noget de to havde været uenige om.
En dejlig bog.

 

 

 

Et sted i bogen siger Morten Albæk, at det ikke handler om matematisk, hvor langt, man når, men hvad man lærer på vejen derhen.
En sandhed skåret ud i pap, og dem er der mange af, altså sandheder i Albæks nye bog. Til trivialiteter vil nogen mene, for hvad nyt er der i det.
Der er det nye i det, at forfatteren formår at smutte sine fiosofiske betragtninger og sandheder ind i en kontekst, der rammer plet og ryger lige ind under huden.
Selv om man ofte skal følge rigtig godt med, når Albæk taler og skriver, så er der så meget gods og guld både mellem linjerne og på dem, at vi må erkende, at vi sagtens selv ville kunne komme på dem. Vi er bare ikke gjort det. Derfor er det godt, vi har en som Morten Albæk.

Du bliver aldrig færdig med at træne din selverkendelse.
Den, der løber hurtigere, end sindet kan følge med, risikerer at miste sin eksistentielle finmotorik.
Vi er så optagede af at beholde friheden til at vælge, at vi hellere "dør af sult" end lader os begrænse.
Vi bliver ikke lykkeligere af at kunne vælge frit fra alle hylder i livets supermarked.
Vi kan falde for mange forskellige, hvis tilfældene og omstændighederne tillader det.
Når Amors pil ikke længere afgiver kærlighedens serum, så ser vi gradvis flere og flere pletter på skønheden
Vær nysgerrig på det næste blik.
Den ideelle kærlighed er  hverken en, der ophøjer eller nedgør.
Jo mere, vi er omgivet af noget, jo mere attraktivt finder vi det.

 

Og alle mulige andre guldkorn. Mange af dem er kastet før før, rigtig meget af ovenstående og meget andet i bogen iøvrigt er på forskellig vis sagt tidligere. Forskellen er, at de denne gang siges mellem mange andre ting, analyser, cases, overvejelser, med en ægthed og autentiset, der når langt ud over det trykte ord, langt ud over bogens sider og rammer os, der har behov for at tænke bare lidt længere og lidt dybere.
Det er sydende synligt, at Albæk har gravet og rusket grundigt i både sig selv og de filosofier, han er så kendt for, og han giver utrolig meget fra sit eget liv, både omkring sit nuværende ægteskab og sin gymnasietid.
Albæk kommer rigtig godt omkring livets mangfoldigheder og facetter på en måde, der gør os i stand til at finde værdi i at overveje de næste veje frem , også selv om vi måske har planlagt den for år tilbage.
Vi har godt af som menneske at tage nogle gevaldige opgør mod os selv og ændre livsbane.

 

 

Et smukt statement over et smukt forfatterskab.
Det er tid at gøre tingene op. Det er tid til, på egen måde, at fremhæve og sige tak til de mennesker og de idéer og de kilder, der var med til at gøre livet fuldendt. Som gav livet juice, retning, mening, og ikke mindst modet til at forfølge de drømme, man har som ung, og som man heldigvis ikke aner, hvor fører hen.

Ib Michael har aldrig været bleg for at fortælle om sin vinterdepression. Det skulle lige være, som man nu tør sige det lakonisk, bleg for solen, hvorfor forfatteren gennem en årrække er taget til Thailand for at finde varme, stemning og helbredende kraft samt dykkermuligheder.

Ofte hører det ganske enkelt med til store forfatteres DNA, at de lider af sligt, og må det så bekomme dem vel, at den kunst, der kommer ud af den, kan bære og nydes i fulde drag.
Man kan være enig, man kan være uenig i Ib Michaels holdninger og tilgang til tilværelsen og menneskeheden. Men uomtvisteligt er det, at han formår at give bogelskere en oplevelse, der trænger ind gennem adskillige forsvar, og som evner at inkludere læseren, omfavne vor tilværelse og give inspiration til, hvordan man måske står lidt stille nu og da og tænker over tingene og kommer videre i livet på en bevidst måde.
Bogen her er skrevet i det fjerne, og man må sige, at varmen metaforisk dukker gevaldigt op mellem linjerne, ligesom det krystalklare vand, den krydrede livsstil og de eksotiske og krydrede nuancer fremmer læseglæden ved at infiltrere ord og syntakser, så man bliver hevet et andet sted hen, for en stund omend, og kommer med forfatteren en tur rundt i tanker, glæder, handlinger og oplevelser, han har haft gennem livet.

Hans seksuelle oplevelser med en mand i sin tidlige ungdom, hans tanker på rejserne gennem Amazonas, aktionen i Rebild Bakker, hans erfaringer med studenterjobbet på Gyldendal, erfaringerne med den frygtede 2er-roman, hans erfaringer i udgiververdenen, på Nordkaperen, læren om dykning i Middelhavet, - ja rigtig meget hvad der måtte være aktuelt, når man ønsker at komme godt omkring i den sidste ende af livet, hvor det giver mening at opsummere for at sige tak til livet og, at der er andre, der er mere kampklare og godt rustede til at tage over i de kampe, man nu har ført.

Ib Michaels bog er ikke "kun" en erindringroman. Den er en hyldest til det liv, han har levet, og dermed en hyldest til det univers, der giver muligheder for en række oplevelser helt ud over det sædvanlige, såfremt man tør gå efter de drømme, det aldrig i så muligvis tilrettet udgave det er for sent at begynde på - netop for at opleve noget helt ud over det sædvanlige.

 

Forfatteren sammenfatter på en vis måde ganske klart i bogen, hvad livet for Storm P var:

Hans produktion fremstår som en grotesk billedbog og fyldt med komedier og tragedier. Komikken og tragikken går hånd i hånd.

Sætningen er formuleret i Poul Kragelunds beskrivelser af Storm Ps maleriproduktion. Men for os at se kan den beskrivelse omformuleres til en decideret levnedsbeskrivelse, når man gennemgår bogen. Det er en ganske fremragende bog, tilpas i sin størrelse til, at man tør gå ombord i den, og samtidig dækker den de nuancer og anekdoter i og om Storm Ps liv, der er vigtige for at forstå, hvad der skabte og omgav denne for vort kulturliv så vigtige kunstner.

Hvem kender f.eks. ikke historien om en lille fjer, der bliver til fem høns?

Storm P udarbejdede under besættelsen en plakat, bestilt af Justitsministeriets Propagandakontor. Pakaten skulle gøde jorden for en ministeriel bekendtgørelse, hvor udspredelse af urigtige oplysninger og meddelelse er forbudt og straffes med bøde eller hæfte. Under skærpede omstændigheder med fængsel indtil to år.
Ironisk nok fik Storms plakat ikke nogen lang levetid. En af de høns, han tegnede på plakaten, lignede nemlig efter kritikernes opfattelse Thorvald Staurning for meget. Datidens statsminister. Hvilket man ikke kunne have. Så plakaten blev trukket tilbage.

 

Sådan var Storm Ps liv fyldt med pudsigheder og op- og nedture.

Storms humor kunne både have et diskret samfunds-satirisk bid, men også over - og overtoner af det tragiske og det trafkomiske.
Videre følte Storm sig i høj grad draget af cirkus- og klovneverdenens univers, hvor poesi, tragik, humor og eventyr smelter sammen.
Og det er det, denne meget let tilgængelige og samtidig dybe bog handler om. Som bonus får vi en masse historier om Storm Ps liv, hans virketrang og hans egen version af, hvad der drev ham og hans produktion.

 

Bogen fokuserer på to forbrydelser; en fra fortiden der har en uhyggelig forbindelse til 9/11. Og så en anden omkring en flygtning på flugt.
En tv-reporter finde pludselig sig selv efterforske den ene forbrydelse og så blive hovedperson i den anden.
Drama drama.
Avery er tv-reporteren med en stor fanskare, der på nippet til kontraktforlængelse søger at forøge sine ratings. Hun hører om ny teknologi, der kan identificerre ofrene var 9/11-tragedien og springer på vognen men bliver af personlige årsager desperat nødt til at forsøge at holde en dyb hemmelighed fra sin egen fortid skjult. 
Bogen er intens men også en smule forvirrende. Den stikker af i forskellige retninger. Først tror man, at den vil fokusere på et tyve år gammelt mord, men så bliver det lige pludselig mere interessant at fokusere på 9/11. 
Der er to hovedfortællere i bogen. Avery og Walt. Det kan også godt forvirre lidt. Historien bider ikke så meget, som den kunne, hvis forfatteren havde strammet op og koncentreret sig om én vinkel.
Der er for mange flashbacks.
Men alligevel: En udmærket bog for folk, der er interesseret i en lang, lidt for lang optakt, diverse handlinger, spring i tid og sted og så en meget flot, og særdeles overraskende slutning.
Sluger du krimer, så går du ok i byen med den her.

Niels Ulrich Fjordside skriver flot, og bredt, og næsten så bredt at man kan tabe pusten, når man skal igennem mere end 330 sider. 

Man får lejlighed til at følge personerne i bogen så intenst, netop fordi handlingen udspiller sig detaljeret og folder sig grundigt ud over alle siderne.
Man står tilbage med en følelse af at kende personerne grundigt.
Sproget er meget mundret og jordnært og resulterer da også i, at Preben på side 220 får indflettet ordet "bare" i samme sætning to gange - for bare at nævne et eksempel på visse af personernes primitive sprogbrug -, og her rammer forfatteren rigtigt i sin vurdering. Mere estimerede forfattere ville nok have rettet op på sproget, men det her, det fungerer rigtig godt og giver igen personerne en markant profil.
Man kunne nok have ønsket sig en yderligere korrektur bogen igennem, det er i hvert fald første gang, vi hører om at holde hånden i hånd.
Der er masser af bandeord og slangudtryk i bogen, hvilket giver Sidste Sommer et ganske autentisk præg.
Sådan var det også med forfatterens første udgivelse, og her fungerede det også flot.
Er man til en åbent og bramfrit sprog med en handling om unge mennesker, hemmeligheder, skjulte og dystre sandheder, sporløst forsvundne personer, kidnapning, snigende mistænksomhed overfor hverandre, kidnapning, så er bogen her egentlig et ret godt bud.

 

Vi har anmeldt bind nr. 1 i serien her
 

 

Der har været en del ballade omkring udgivelsen af bogen her. Er det bare et stykke kedeligt, bestilt arbejde fra klima-, energi- og forsyningsministeriet, som Politikens Forlag så er hoppet på?Det kan være, og lad så det være.
For de enkelte bidrag til bogen er fine og godt udtænkte. Forfatteren er forlods, går historien, blevet forsynet med en ordentlig dosis snak om klimapolitik, om klimaets rolle nu og her - skriv så, mine dammer og herrer.
Og det gør de så, og anskuer man bogen fra en litterær synsvinkel - og ikke en faglig -, så gør de det godt, og novellerne, indlæggene, fortællingerne, eller hvad vi skal kalde det, otte ialt, kan ikke undgå at påvirke sindet enten kortvarigt eller på den lange bane og få os til at tænke over, hvilken andel vi selv har i klimaforandringerne.
Om vi så vil eller evner at gøre noget ved det, se det er jo en helt anden sag.
Vi kommer godt rundt lige fra Seychellerne, der notorisk er ved at forsvinde, vi kommer på rundtur i agerbrug og natur, hvor folk samler ind og lever af det, de finder i skoven, vi får nogle stærke holdninger med på vejen om menneskeskabt natur- og vejrforandring, vi kommer også rundt om koralrevene, mest det faktum at de er der, og så er det op til læseren at vurdere, om vi skal passe på dem, og vi får nogle mægtige doser af naturforherligelse, så læseren kan gætte sig til, at det er den, vi er ved at spolere.

 

Igen - hver især litterære indslag der helt sikkert vil påvirke debatten i den ene eller anden retning. Måske folk synes det hele er for meget, at man har lokket forfatterne til at skrive frit, kritisk, dyspootisk eller optimistrisk om klimakrisen. 
Og - set fra vores synsvinkel er bog et forsøg på et indlæg i debatten.

 

En fin og inspirerende bog om kunsten at blive gammel. Hvad der skal til for, at man får et værdigt liv så længe som muligt. Forfatteren mener, at det er muligt at forlænge vort liv langt ud over, hvad man almindeligvis går og tror; Og også få et varmt, godt og meget tilfredsstillende, langt liv.
Træn dine fysiske kræfter, din hjernestyrke og hjernekraft, vælg ord der ligger i forlængelse af din sjæl og din bevidsthed, udvikl din karakter med kærlighed og harmoni og arbejd med din holdning og planlæg dit liv.
Det er nogle af de meget vigtige ingredienser, siger forfatteren, der er en berømt meditationslærer og således indspirerer sine læsere til at være selvhjulpen, gøre sig uafhængig af andre og at se et større formål med tilværelsen.

Gennem en lang række øvelser og teknikker bliver vi guidet til, hvordan vi skulle kunne leve et langt, sundt og godt liv. Det er hørt før. Og indrømmet, bogen her giver så det kick, der er nok til, at øvelserne ikke skal stå uprøvede, idet øvelserne og den øvrige tekst og meninger er lette at gå til. 

Forfatteren fortæller reelt nok, at han ikke har nogen magisk pille til at få folk til at leve sundt og godt længe. Derimod har han gjort det til en mission at hjælpe folk med at afdække deres sande, inderste jeg og blive den bedst, tænkelige version af sig selv.

Han grundlagde Body Brain Yoga og Brain Education til at udvikle menneskeligt potentiale baseret på Sundo, et traditionelt koreansk system for krop/sind-træning. 
Den tredie alder kan blive vores guldalder, afhængigt af hvilke mål vi har vor vores liv i alderdommen. Herudover har vi både magt og muligheder for at påvirke fremtiden kloden og de mennesker, vi omgiver os med, og ikke mindst at øge vor velvære i vor tredie alder -; altså alderen over 60.
Herudover berører bogen på en enkel og ligefrem måde, hvordan vi i enhver, tænkelig alder kan forsøge at nå vor inderste kerne samt gennem livet både lysne og forfine vores bevidsthed.
Godt skrev, masser af guldkorn der går lige ind og rammer plet.

 

Ilse Sand mener, det er langt vigtigere at have de rigtige spørgsmål end de rigtige svar.
Alle har vi sikkert på et tidspunkt i livet været vidne til, at en af vore nære i familie- eller vennekreds har haft det svært.
Vi forsøger at hjælpe men uden den store succes. Vedkommende fortsætter med at have det skidt, ligegyldigt hvad vi råder vedkommende til.
En af forklaringerne kan være, at vedkommende ikke har brug for alskens nok så velmente råd men gode ører og givende spørgsmål, der kan få vedkommende til selv at tænke over tingene og mærke, hvordan forandring i det helt små kan gøre større forandringer end en stak fix.

Man kan godt blive lidt umiddelbart forvirret over de anerkendende ord, som Ilse Sand sætter op som forslag til, hvordan man nærmest kan skamrose :

Det er godt, du står ud af sengen....
Det var helt rigtigt tænkt.

Det er modigt, at du siger der.

En udefra kommende ros kan være på sin plads i små doser. Bedre bliver det, da forfatteren mener, det vil være bedst at vende udsagnene rundt og få den, der skal hjælpes til at anerkende sig selv.

F.eks. med spørgsmål som:

Hvad synes du om, at du faktisk stod ud af sengen, selv om du ikke havde lyst?
Hvad synes du om dine intentioner?Hvad tænker du om, at du faktisk gjorde et forsøg.

 

Ilse Sand har mange gode indgange til det at drage omsorg for et menneske, der har det svært. Det er tydeligt at læse, at forfatteren er menneskekender og har en del paratviden udi det psykologiske og den svære kunst at samtale og ikke mindst mærke den anden.

Vent et øjeblik, jeg skal lige følge med. Du fortæller, at din datter har svært ved at læse, og at din dansklærer har foreslået . . . . . 

 

 

Ingen tvivl om at den professionelle vil kunne blive beriget væsentligt og bekræftet i sine teorier om engagement i klienten. Mere famlende med redskaberne vil en god ven nok stå overfor en situation, hvor den anden har været udsat for sit livs krise, utroskab f.eks..

 

Ellers kommer forfatteren vidt omkring, f.eks. ved at foreslå hjælp til at finde ud af, om den, man hjælper, måske har sat sine livsmål og ambitioner for højt. Eller at de er gode nok, anerkendelse kommer her på banen.

 

Ilse Sand skriver letforståeligt og ligetil med mange gode eksempler. Og det er da også inspirerende til såvel professionelle hjælpere som in spe. Det kræver dog efter vores vurdering stor træning i at beherske de udmærkede redskaber, bogen anviser.