Nabostrid Udskriv
Mandag, 7. februar 2022 16:07
Nabostrid af Preben Lund
Henriette Bendix og Preben Lund
Nabostrid
254 sider
Kriminalforlaget
 
Det her er det stof, som vittighedstegninger og film er gjort af. Granvoksne mænd der generer hinanden til ukendelighed og gør sig selv til grin over en havelåge, der står et par centimeter forkert eller en gren, der hænger for langt ind over nabohækken.
Vi får også påmindelser over mange af de større stridigheder herhjemme, der har været i medierne som udsyn over vandet og støjtolerance.
Som det bliver beskrevet på bogens bagside, er det på een gang både underholdende og trist i den forstand, at ofte handler udfaldet mod naboerne om konflikter i det indre og iøvrigt med hvem som helst, der krydser din vej forkert.
Retten til tørresnoren, striden i vaskekælderren, træskolarm fra overboen, maling og mudder, et skinnende tag, røg fra naboen, ren chikane og vrede og afmagt over naboklager.

Der er nok at tage fat på, og det gør bogen.
Overbevisende og vedkommende.

Og kommer også fint omkring, at det ofte er helt andre ting, naboen er utilfreds med, end det, der bliver klaget over. Det kan være naboens børn, der generer og ikke grantræet.

Den kommer også omkring, hvad man kan stille op, såfremt man føler sig krænket, eller hvordan man kan gå efter sagen og ikke manden.

Kommer også ind på, at der ikke er sket meget på området siden moderniseringen af Danske Lov i 1686. Hvor utålelige og nidkære folk kan være, hvis der bliver parkeret en anelse ud over parkeringsbåsen på handicapbåse, selv om man vitterligt ikke har noget med sagerne at gøre. Udover at det generer. Altså brokkerøve.

Den kommer også ind på skismaet, at folk i stigende grad flytter mod byerne og samtidig forventer, at de kan have samme fred og fordragelighed med deres omgivelser, som de havde på landet.

Der er mange tragiske optegnelser i bogen, som sager der er endt i Højesteret og til overfald med økser.

Hvad der skal til for at løsne op for nabostridigheder, før de løber løbsk, er ofte et spørgsmål om menneskelig evne og viden. Der er mange muligheder på området. Bogen her har gode forslag til, hvordan man undgår stridigheder, hvordan man løser dem, og hvad de i virkeligheden handler om.
 
Om de, der befinder sig midt i en stridighed, eller er på vej ud i en, så har overskud til at kere sig om fredelige og alternative løsninger, det er en helt anden sag.

Men en sjov, underholdende og også lidt eftertænksom og vemodig bog.
 
 
Senest opdateret: Mandag, 7. februar 2022 16:49