En dronnings smykkeskrin Udskriv
Tirsdag, 22. februar 2022 08:54
En dronnings smykkeskrin af Heidi Laura
Heidi Laura
En dronnings smykkeskrin
240 sider 
Politikens Forlag
 
Der er ikke meget mere levende og nærværende end at få historien fortalt gennem genstande. Ting der har haft betydning, ting vi har set igen og igen, på udstillinger, på museer, måske endda har set på TV.
På nænsom, engageret og ganske formidabel vis får vi et halvt århundredes danmarkshistorie fortalt gennem dronningens smykker.

Og ikke bare danmarkshistorie. Nordisk historie, og en glimrende fortælling om mobilitet i samfundet fortalt eksempelvis gennem historien om Kongeskibet Dannebrog. Hvor dronningen bærer bestemte smykker på sit sommertogt, bl.a. en broche med søværnets emblem, ørenringe med Dannebrogs våbenskjold og en halskæde med små vedhæng udformet som de signal- og orlogsflag der bruges til at give tegn på havet.
Med sådanne historier formår forfatteren at bringe os tæt på kongehuset, og bogen vil derfor være yndefuld og lærerig for alle kongetro, mens andre bestemt også vil kunne lære noget af tidens udvikling.

Med en overflod af smukke billeder og et arsenal af fortællinger om, hvordan f.eks. regenter siden 1500-tallet er anløbet Kongens Skibsbro i Nyborg, der sidder så Dronning Margrethe i 2019 med sin reverse fyldt med safirer og diamanter. Og så er vi pludselig tilbage til år 1377, hvor dronning Margrethe den 1.´s søn, Oluf, ankom for at begynde arbejdet med at gøre Nyborg til landets centrale by. 

Smykkerne i bogen hiver med andre ord fortællinger frem fra årtier og mange århundreder tilbage; vi kommer dybt ind i historiens skatkiste. Bogen indeholder også den morsomme episode, hvor mørke biler med prominente gæster og et diskret personale kørte op til en sidegade ved Søerne i København, hvor guldsmeden Torben Hardenberg både have værksted og bolig. Dronningen og Prins Henrik havde hver for sig fået den idé at give ægtefællen et smykke i gave - og kom med hver deres idéer til værkerne. På hvert sit tidspunkt, idet den anden ægtefælle ikke måtte vide noget.
Hvordan det forløb, beretter bogen ganske fiffigt om.

Blomsterdiademet, diamant-teviéren, Cartier-diadémet, de berømt, blå ørenringe fra Matas i Gråsten, Margueritbrochen, det hele er med.

Også historien om, hvordan den dengang unge tronfølger, det var før Prins Henrik, var nervøs for at ende på tronen uden en mand. Og så slår dronningens lune igennem:

Hvem i himlens navn ville binde an med en dronning.
 
Vi vil i hvert fald gerne binde an med at gå ombord i alle de smukke smykker, hun har haft på i tidens løb, og som har været med til at skrive hendes historie og Danmark gennem et halvt århundrede.

Læs bogen, nyd den og glæd dig over de mange, farverige, store og små illustrationer.


Senest opdateret: Tirsdag, 22. februar 2022 09:23