En uendelig affære Udskriv
Lørdag, 30. april 2022 13:50
En uendelig affære af Georg Lett
Georg Lett
En uendelig affære
303 sider
Hovedland

Ofte er det ikke handlingen i en bog, men TEMAET, der gør forskellen. Hvordan ville det være for os alle at få en mail eller et brev med et ekko fra fortiden. Noget der betød noget engang i vores ungdom og satte sit strejf på vores personlige udvikling. En hændelse, ganske vist skelsættende, der kunne være ført til langt mere, som det så ikke gjorde det dengang. Men som i allerhøjeste grad kommer til at have indflydelse et halvt århundrede senere.

Hvor en mail, hvor ekkoet fra fortiden dukker op....

Temaet her giver ikke bare stof til eftertanke. Sammen med bogen rører den op i et morads af følelser hos læseren. Hvor ord som ulevet liv, dramatik, skæbnefortælling, forsmået kærlighed, forbudt kærlighed, længsel efter fortiden, oprydning i temaer forbundet til fortiden - alle slags følelser dukker op i et sandt virvar. Fordi forfatteren formår med sin struktur og sit fine overblik og også historiske nedslag til eksempelvis Elvira Madigan og Sixten Sparre at sætte fokus på, hvad en stor del af bogen handler om.

Det umulige, det der aldrig blev, omstændigheder der begrænsede menneskers udfoldelse.

Bogens sprog er gennemført, mestendels beskrivende. Man skal ikke forvente, at det er dialoger, der bærer handlingen frem. Derimod en fortæller der har styr på ord og syntaks. Og som også er god til personkarakteristik med en enkelt sætning der tilføjer et enkelt karaktertræk til personen. ....de havde ikke fået børn sammen. Linda skulle ikke have halvsøskende.

Handlingsmæssigt går bogen ud fra et rækkehus i Skovlunde, hvor Roland bor med sin kæreste, Vibeke. De synes at have det ok i hinandens selskab, men der er nogle følelsesmæssige knuder i dem begge, der forhindrer dem i at være sårbare og udlevere deres inderste til hinanden.

Jeg er tilbage efter to dage.
Vibeke reagerede ikke.

Meget sigende for et forhold.

Under alle omstændigheder tager Roland til Lyon efter at have fået en mail dernedefra med opfordring om at komme til ungdomskærlighedens begravelse. Mailen er fra hendes søn. Og i Frankrig begynder de følelsesmæssige begivenheder at tage fart ledsaget af Rolands ustoppelige trang til at finde ud af, hvad der er så vigtigt nu for familien i Frankrig, og hvorfor det er så vigtigt, at Roland kommer med til begravelsen.

Er der en ring, der skal sluttes?

En varm bog med et tema i top. Og også en skjult opfordring til læseren om at få ryddes op i det, der skal ryddes op i, før det er for sent. Også når chancerne kommer udefra, og tidspunktet virker omtumlende ubelejligt.
Senest opdateret: Søndag, 1. maj 2022 11:29